Leder: Det andet skifte

UDSKIFTNINGEN af regimet i Irak har været iøjnefaldende og dominerede naturligt nok rapporterne fra Mellemøsten i en måneds tid. En anden ændring i området har været mere diskret, men lige så dramatisk.

Efter 40 år som palæstinensernes enerådige leder har Yassir Arafat afgivet en væsentlig del af sin magt. Først tvang det palæstinensiske parlament ham til at udnævne Mahmoud Abbas til premierminister, og derefter tvang arabiske og europæiske ledere ham til at acceptere en væsentlig del af den nye ministerliste.

Abbas bedre kendt som Abu Mazen fik ikke alle sine ønsker opfyldt.

Hermed demonstrerede palæstinensernes præsident, at han endnu ikke er villig til at trække sig tilbage til en formel post. Den nye ministerpræsident fik dog så meget ud af de dramatiske forhandlinger, at der for første gang siden fredsprocessens sammenbrud for to år siden er grundlag for forsigtig optimisme.

Når den nye palæstinensiske ledelse er godkendt af parlamentet, hvilket forhåbentlig sker i den kommende uge, vil USA offentliggøre den hyppigt udsatte fredsplan. Køreplanen, der er udarbejdet af USA, FN, EU og Rusland, kræver parallelle indrømmelser af begge parter, så alle problemer kan løses, inden skabelsen af en selvstændig palæstinensisk stat om tre år.

Ingen kan gøre sig noget håb om, at det bliver let.

Den israelske regering har allerede i Washington afleveret en liste med krav om 14 ændringer, og Mahmoud Abbas fik blot i sidste øjeblik accepteret sin sikkerhedsminister Muhammad Dahlan.

Tiden må vise, om Abbas og Dahlan har den nødvendige politiske styrke til at sætte Arafat og andre palæstinensiske skeptikere ud af spillet, når de skal opfylde løfter om at afvæbne militante grupper og bryde forbindelsen mellem den palæstinensiske ledelse og terrorisme.

Afslutningen på det interne palæstinensiske drama var imidlertid opmuntrende. Når Abbas på det altafgørende punkt kunne sætte sig igennem over for Arafat, skyldes det i høj grad politisk pres fra udlandet.

Hermed understreges det på ny, at krisen i Mellemøsten ikke kan løses uden indblanding fra udlandet. Mahmoud Abbas får da brug for hjælp fra både USA, EU, Israel og de arabiske naboer.

De arabiske lande vil efter det hurtige regimeskifte i Irak kunne tale med ekstra styrke, når de forsøger at overbevise Arafat om, at alle forbindelser til terror nu hører fortiden til. EU-lederne må erkende, at deres indflydelse først og fremmest kommer via deres ikke ubetydelige økonomiske ressourcer.

Hermed er den vigtigste indsats endnu en gang overladt til USA og Israel. Premierminister Ariel Sharon har lovet, at han vil give smertefulde indrømmelser og forsikrer, at han betragter en palæstinensisk stat som uundgåelig. Nu må Sharon med hurtige indgreb mod bosættelserne bevise, at han er parat til at hjælpe den nye palæstinensiske ledelse. Uden pres fra USA er den israelske regering dog næppe parat til at give nok. Derfor kan George W. Bush ikke nøjes med at forsikre, at han står bag den nye fredsplan og lover at skubbe til hjulet.

Den amerikanske præsident bør erkende, at USA nu har en enestående chance til gennem en blanding af pres og løfter at puste nyt liv i fredsprocessen. Det er ikke kun i Mellemøstens og USA's interesse, men også i alle andres.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen