Manglende debat om stamceller

Siger regeringen ja til dette, betyder det i al sin enkelhed, at man accepterer, at et andet menneskes liv afbrydes for at bruge dets celler til reservedele for andre.

Det har aldrig været - og vil forhåbentligt aldrig nogen sinde blive - acceptabelt i vort samfund at ofre et menneskeliv til mulig glæde for andre. Målet har aldrig kunnet hellige midlet.

Mistet respekt

At tillade, at menneskeligt liv må bruges som et middel for andre mennesker, ser jeg som et alvorligt moralsk skred ang. synet på værdien af menneskeligt liv. I yderste konsekvens kan det sammenlignes med, hvad nazisterne gjorde ved jøderne.

Nazisterne gjorde menneskeliv til et råstof (=stof, der findes i naturen og som udvindes og anvendes til fremstilling af varer o.l.) ved produktionen af sæbe fremstillet af jøder, for ikke at tale om alle de uhyggelige og bestialske eksperimenter de lavede på mennesker i videnskabens navn.

Det er i princippet det samme, man gør, når man vil gøre fostre til forskningsobjekter, medikamenter eller industriprodukter.

Hvis vi tillader, at et foster dyrkes med det formål at være et redskab i få dage og derefter destrueres, så har vi mistet den grundlæggende respekt for livet.

Hvad der kan synes endnu mere grotesk er, at muligheden for at forske i brug af stamceller fra voksne eller fra navlesnorsblod faktisk foreligger. Da Genteknologiudvalget i oktober 2002 offentliggjorde sin rapport om stamcelleforskning, efterspurgte sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen en bred folkelig debat.

Denne debat synes at være overstået, siden lovændringsforslaget ligger klar.

Jeg spørger bare:

Har der været en bred folkelig debat, og hvor har den været?