Kronik: Irak-krigens legitimitet er flydende

Får koalitionen held til at indsætte et stabilt styre i Irak, der er mere demokratisk end de øvrige regimer i regionen, vil krigens legitimitet vokse, og bliver krigen katalysator for en demokratisering af regionen og en løsning af Israel-Palæstina konflikten, vil krigen med tiden komme til at fremstå som legitim, skriver kronikøren.

Er Irak-krigen legitim? Det er et af de store og mest omdiskuterede spørgsmål i forbindelse med krigen som nu heldigvis lakker mod enden. Det er imidlertid svært at finde hoved og hale i diskussionen, fordi legitimitet vurderes vidt forskelligt afhængigt af, hvem man lytter til. Krigsmodstanderne sætter stort set lighedstegn mellem legalitet og legitimitet og afviser krigen med den begrundelse, at den er i strid mod med folkeretten og FN-pagten. Krigstilhængerne bruger derimod hovedsageligt moralske argumenter som målestok og betegner krigen for legitim, fordi den har til formål at vælte en hensynsløs diktator, som har startet to krige og terroriseret sin egen befolkning i årevis.

Problemet med begge argumenter er, at de bygger på en alt for snæver legitimitetsopfattelse. Kriges legitimitet kan ikke vurderes ud fra én enkelt faktor men må ses som resultatet af et samspil mellem mindst fem faktorer: legalitet (folkeret), moral, politisk opbakning, respekt for krigens love (jus in bello) og krigens politiske resultat. Det betyder endvidere, at det er en misforståelse at tro, at krigens legitimitet er en konstant, som kan afgøres én gang for alle her og nu. Legitimitet er en variabel, ikke en konstant, og krigens legitimitet vil derfor variere over tid alt afhængigt af, hvordan de fem faktorer udvikler sig. Fire af de fem faktorer kan bruges til at vurdere krigens legitimitet lige nu.

Hvad angår krigens legalitet, er der ikke tvivl om, at krigen er ulovlig i forhold til folkeretten og FN-pagten. Det er stort set kun jurister og folkeretseksperter, som står de krigsførende regeringer nær, der forsvarer krigens legalitet. Det store flertal af uafhængige eksperter i de krigsførende lande og i resten af verden er enige om, at krigen som følge af det manglende mandat fra Sikkerhedsrådet repræsenterer et brud med gældende ret. Det er da også grunden til, at de krigsførende regeringer, inklusive den danske, har valgt at karakterisere krigen, som »forankret i folkeretten«, en vag formulering, som godt kan forsvares med henvisning til Iraks manglende vilje til at overholde Sikkerhedsrådets resolutioner. Men det korte og lange er, at den manglende legalitet isoleret set mindsker krigens legitimitet.

De moralske argumenter for krigen er omvendt med til at styrke dens legitimitet. Alle er enige om, at Saddam Husseins styre har været en katastrofe for både Irak og den regionale sikkerhed, og der er heller ikke nogen regeringer, som vil være kede af at se det forsvinde. Styrets brutale undertrykkelse af den irakiske befolkning og krigene mod Iran og Kuwait har sammenlagt kostet millioner af menneskeliv, og det regimeskift, vi netop har været vidne til, styrker derfor krigens legitimitet. Det samme er tilfældet med de jubelscener, som Bagdads fald udløste.

Det trækker derimod ned, at den politiske opbakning til krigen er så begrænset. Den humanitære intervention til fordel for kurderne og shiitterne i Nordirak i 1991 og NATO's angreb på Jugoslavien i 1999, som ligeledes var i strid med folkeretten, blev alligevel anset for legitime, fordi de havde stor opbakning i statssamfundet. Der var kun én stat, der protesterede over interventionen i 1991 (rigtig gættet: Irak), og et russisk forsøg på at få NATO's krig mod Jugoslavien fordømt i Sikkerhedsrådet tabte med stemmerne 12-3. Hertil kommer, at krigen fik støtte fra det meste af den muslimske verden, fordi serbernes overgreb jo netop gik ud over muslimer. I denne krig ser situationen unægtelig anderledes ud. At USA og Storbritannien ikke var i stand til at opnå det "moralske flertal" i Sikkerhedsrådet og kun har kunne samle en lille koalition på cirka 30 lande, svækker krigens legitimitet.

De allieredes respekt for krigens love og de store humanitære hensyn, som de allierede har taget til dato, bidrager derimod til at styrke krigens legitimitet lige nu. De allierede har defineret de "nødvendige militære mål" meget snævrere, end det var tilfældet i Kosovo-krigen, hvor NATO systematisk angreb el- og vandværker, og man gør sig også anstrengelser for at holde magtanvendelsen proportional og for at behandle irakiske krigsfanger korrekt. At de civile tab i skrivende stund er meget mindre end frygtet, trækker i samme retning. Skal man tro de irakiske oplysninger, så er det i øjeblikket tale om mindre end 2000, hvilket er meget langt fra de tusindvis af civile ofre, som mange på forhånd havde frygtet. At de massive bombardementer af Bagdad "kun" resulterede i to fejlbombninger med et større antal civile dræbte til følge (mindst 55 i det værste tilfælde), viser endvidere, at de allierede bombardementer har været mere præcise end tidligere set.

De allierede har også gjort sig store anstrengelser for at mindske de civile tab i forbindelse med bykamp. De metoder, som briterne og amerikanerne har anvendt, adskiller sig markant fra den brutale fremfærd, vi eksempelvis har set israelske soldater benytte i de palæstinensiske byer. I modsætning til israelerne, som ikke tager det store hensyn til civile, har britiske og amerikanske soldater ved flere lejligheder sat egne liv på spil for at undgå at dræbe civile eller for at beskytte civile på flugt fra irakiske styrker. Billedet kan dog vende, hvis antallet af civile dødsfald begynder at stige voldsomt som en konsekvens af optøjer og plyndringer, eller hvis mangel på vand og epidemier i de irakiske byer resulterer i en humanitær katastrofe. Det er derfor af afgørende betydning for den endelige bedømmelse af denne faktor, at de allierede i den stabiliseringsfase, vi nu går ind i, fortsat er i stand til at holde antallet af døde civile nede på et minimum.

Opsummerende kan det konstateres, at den manglende legalitet og den begrænsede politiske opbakning bidrager til at mindske krigens øjeblikkelige legitimitet, mens de moralske argumenter, krigens succesfulde udfald og de begrænsede civile tab samt de allieredes vilje til at overholde krigens love trækker i den anden retning. Vurderingen af krigens samlede legitimitet er i sidste ende op til den enkelte og afhængig af, hvilken vægt man tillægger de enkelte faktorer. Men en sober vurdering bør betragte alle fire faktorer under ét og ikke tage udgangspunkt i én af dem, således som det i reglen sker for tiden.

Den sidste faktor, krigens politiske resultat, er det i sagens natur endnu for tidligt at udtale sig endeligt om. Der er imidlertid ingen tvivl om, at den vil have afgørende betydning for, hvordan krigens legitimitet vil blive bedømt på længere sigt. Hvis de allierede ikke vinder freden, vil krigen fremstå som en illegitim fejltagelse. Det er derfor af vital betydning for de allierede, at de formår at holde sammen på den irakiske stat og hindrer et væbnet kurdisk forsøg på at etablere en selvstændig stat. Det hele står og falder med, om de allierede er i stand til at få indsat en irakisk regering, der anses som legitim af hele den irakiske befolkning, nabostaterne og det internationale samfund som helhed. En sådan regering skal være på plads relativt hurtigt efter krigens afslutning for at undgå, at den irakiske befolkning vender sig mod de allierede og begynder at opfatte dem som en udenlandsk besættelsesmagt.

Det vil i denne forbindelse være af stor betydning, at FN får en legitimerende rolle i genopbygningen af Irak. Trækker tingene derimod i langdrag, er der stor risiko for, at de allierede kommer i kamp med den befolkning, som det er deres erklærede mål at befri, og så går legitimiteten fløjten.

Vurderingen af krigens legitimitet på længere sigt afhænger kort sagt af, om de allierede får held til at indsætte et stabilt styre, der er mere demokratisk end de øvrige regimer i regionen.

Sker det, vil krigens legitimitet vokse, og bliver krigen katalysator for en demokratisering af regionen og en løsning af Israel/Palæstina-konflikten vil krigen med tiden vil komme til at fremstå som legitim.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen