Geografi giver forståelse

UNDERVISNINGSminister Ulla Tørnæs fremlægger et forslag, der på den ene side hævder at styrke de naturvidenskabelige fag, samtidig med at hun fjerner geografi som fast pensum i gymnasiet.

En besynderlig udmelding, da geografi formodes at være et naturvidenskabeligt fag - endda et af de ældste og vigtigste. Geografi er ikke et spørgsmål om at kunne opremse købstederne på Fyn, men i høj grad et fag der har til formål at styrke vores forståelse for sammenhænge mellem menneske og natur - jeg kan ikke forestille mig noget vigtigere. At skrotte geografi vil være en katastrofe.

I forvejen stilles der stort set ikke krav til eleverne i gymnasierne om forståelse af naturens processer og deres indflydelse på vores tilværelse. Naturvidenskab er ikke blot et spørgsmål om at lære nogle konkrete fysiske love, men en verdensforståelse der bygger på viden og ikke tro. Hvis vi fjerner geografien, og dermed sammenhængen mellem naturvidenskab og menneskets adfærd, risikerer vi i højere grad end i dag at opdrage generationer af unge, der ikke længere forstår de simpleste ting, men i stedet er rede til at tro på fænomener som Guds vilje og naboens onde øjne.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen