Frit valg i et demokrati

NEJ, DET ER ikke dumt at være dansker, det er pinligt... Nu har vi altså heldigvis religions- og forsamlingsfrihed i vores lille yndige land, og hvis en gruppe mennesker ønsker at samles for at bede en bøn for fred, så skal de være velkomne til det.

Vi demonstrerer også for fred på andre måder, f.eks. ved at tænde lys, synge sange eller samles og marchere i stilhed. Det ene udtryk kan vel sagtens være lige så rigtigt eller forkert som det andet.

Hvor mænd og kvinder bør placeres i forhold til hinanden, det må de finde ud af indbyrdes.

I den katolske kirke opdeles kønnene også; kvinderne går til venstre og mændene til højre for midtergangen, når de træder ind i kirken. Venstre, højre eller for og bag, det er da underordnet?

Der var tale om en demonstration for fred, ikke andet. Freden er vi forhåbentlig enige om at ønske. Vores midler til at nå målet er forskellige, og det har de lov til at være. Det er netop udtryk for demokrati. Det står os frit for at vælge, så længe vi holder os inden for lovens rammer.

Det står os også frit for at vælge eller fravælge den religiøse retning, vi selv har det bedst med.

»Ægte tolerance er at stå så meget inde for, hvad man selv tror, at det ikke er noget problem at lade andre gøre det samme,« siger Victoria Moran meget klogt i en af sine bøger.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen