Leder: Når blodet flyder...
Siden Middelalderen har drab af grindehvaler været færøsk tradition. De store pattedyr har i generationer ydet et solidt kosttilskud til fattige øboer, mens fangsten med dens regler for kød til alle beboere i dag forbindes med historisk bevidste færingers stolthed over kulturel egenart.
En færøsk journalist sagde i går i Radioavisen, at han ikke har hørt om landsmænd, der er imod det blodige slagteri, som finder sted, når flokke af hvaler drives ind på særlige fangstpladser. Her dræbes de med en grindekniv, som stikkes ind nær åndehullet.
På en dansker virker dette sceneri, som kendes fra film og fotos, unødvendigt blodigt og brutalt.
Men det tilkommer ikke danske politikere og myndigheder at gribe ind med et forbud, som for eksempel - og fejlagtigt - kunne være begrundet i, at grindehvalen trues af udslettelse.
Hvis vi skred til handling, ville dagens sure tovtrækkeri om løsrivelse fra Danmark straks blive afløst af et veritabelt oprør. Danske myndighedspersoner risikerede at blive smidt på porten.
På denne baggrund er det kun forventeligt, men også rimeligt, at Danmark dirigerer et af Søværnets skibe til færøsk farvand efter oplysningen fra den militante miljøorganisation Sea Shepherd om, at den med alle midler vil hindre årets grindefangst.
Disse havets hyrder har tidligere opereret i færøsk farvand. I 1986 måtte politifolk i gummibåde affyre tåregasgranater mod deres med pigtråd omviklede miljøskib.
Som det er tilfældet hos Greenpeace, der i sammenligning med Sea Shepherd er blid i valg af aktionsformer, skal voldsomme opgør på havet rumme så megen dramatik og livsfare, at de kan erobre fjernsynsskærme over hele verden. Ellers vil aktørerne rubricere deres kostbare aktion som en fiasko. Hyrdernes skib må derfor standses i tide.
Vi kan så håbe på, at traditionen med grindedrab, som det er sket på Shetlandsøerne og i New Foundland, overlever sig selv i en moderne tid.