Leg en del af helbredelsen

De kommer cyklende, der står gokarts og PC'er rundt på gangene. . . og så lyder der høj børnelatter.

Nej, jeg befinder mig ikke i en børnehave eller i en skole. Jeg er på afdelingen for kræft på Astrid Lindgrens Barnsjukhus i Stockholm. . ., og klovnene er på besøg!

Astrid Lindgrens Barnsjukhus fejrede sin to-årsfødselsdag, da jeg var der. Før i tiden var der flere forskellige hospitaler, som havde en børneafdeling inden for forskellige kompetence-områder. Nu har man samlet ekspertisen for børnesygdomme på Astrid Lingrens Barnsjukhus.

Men den medicinske behandling er et - noget andet er den filosofi om børns velvære, der også er tilstede på Astrid Lindgrens Barnsjukhus. Barnet skal ikke tages ud af sit behov for at være barn. For at det hurtigere skal blive rask eller have det bedste behandlingsforløb, skal det også befinde sig godt. Og netop i dag, torsdag, er klovnene på besøg på kræftafdelingen. Børnene begynder at tage plads til forestillingen.

Hvordan ser en hospitalsstue ud for dig? Er der gardiner med børnemotiver, legetøj og farver på væggene? Er hver indgang til stuen forskellig med et sødt eller sjovt lille forhæng? Har hvert barn enkeltværelse?

Legetøj overalt

Hvad ser du for dig, når du går på gangene på et børnehospital? Trehjulede cykler, en halv overskåret ambulance med seng i? Forestiller du opholdsrum som små miljøer til at lege i? Og ser du en stor udendørslegeplads med mange legefaciliteter? Et musikrum med bl. a. klaver og guitar. . . for ikke at glemme teaterrummet?

Hvordan husker du biblioteket på et sygehus? Kan du se et hyggeligt sted med små ruminddelinger for dig? En lille flykabine, små paddehattestole, masser af bøger og CD'er? En skole, hvor indgangen ikke bare er en dør, men et miljø om skolen.

Om jeg befinder mig i drømmeland? Nej det gør jeg ikke. Jeg befinder mig stadig på Astrid Lindgrens Barnsjukhus - et sted, hvor barnelegen og fantasien er en vigtig del af det at helbrede.

Og så har man ikke glemt familien. Astrid Lindgrens Barnsjukhus har nemlig også en familie-afdeling, hvor familier kan opholde sig. Hvad er det egentlig, de gør på dette børnehospital? Efter min mening har de virkelig forstået at tage udgangspunkt i børnenes verden og skabt et sted, hvor det er rart at være, når man er blevet syg.

Man har også erkendt, at sundhed og velvære ikke kun har noget med den medicinske behandling at gøre. Psykologi og pædagogik er væsentlige elementer, når man har med syge børn og deres familier at gøre.

Sponsorering

Men hvordan får man råd til dette? Sponsorering og fundraising er vigtig for Astrid Lindgrens Barnsjukhus. Legetøj, maling af gangene og mange af aktiviteterne er sponsoreret. Og, uden at der står: »Dette er sponsoreret af. . .« over det hele !

Men hvad gør vi i Danmark? Jeg ved godt, at der i det små er nogle, der giver gaver til sygehuse, og at der findes nogle private initiativer for at få mere legetøj. Men der er stadig lang vej til en børnevenlig filosofi om helbredelse og miljøet på børneafdelingerne og også om det at drive en aktiv fundraising til hospitalerne. »Det burde vi jo betale over skatten, hvorfor skal jeg give et bidrag?« har jeg hørt.

Alt kan ikke betales over skatten. Sponsorering er for mig i orden, især hvis det kan give børn livskvalitet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen