Sindssyg i Danmark

Der er ingen prestige i at hjælpe de sindslidende. De har ingen stærk interesseorganisation bag sig som fx de kræftsyge eller de AIDS-syge, fremhæver dagens kronikør. Derfor har de folkevalgte et ekstra stort ansvar for at hjælpe disse mennesker og presse på, så de offentlige tilbud om behandling og omsorg kommer op på et forsvarligt niveau.

Selvmordsrisikoen for danskere, der har været indlagt for depressioner, er næsten fordoblet siden begyndelsen af 1970'erne.", "En enkelt psykiatrisk konsulent seks timer om ugen er al den behandling, 147 psykisk syge får på et plejecenter, og der er kun tid til at give dem medicin.", "...50 procent af de sværest psykisk syge, der udskrives som færdigbehandlede i Danmark, må indlægges igen inden for et år.", "Ledende psykiatere erkender, at dansk psykiatri slår fejl, selv om området er tilført store ressourcer de seneste år.", "Patienter på psykiatriske afdelinger presses til at trække deres klager over behandlingen tilbage.", "En arbejdsmiljøundersøgelse afslører, at personalet på en psykiatrisk afdeling holder så mange møder og kurser, at de ikke har tid til at være sammen med patienterne. ", "Skjult tvang mod psykisk syge"

Ovenstående citater er hentet fra Jyllands-Postens artikelserie om psykisk syges forhold i Danmark. I virkeligheden behøver man ikke andet end disse citater for at kunne se, at der er noget rivende galt i den måde, hvorpå vi i dag behandler de psykisk syge, men artiklernes kritiske indhold svarer også fuldstændig til det billede, jeg som medlem af Folketingets § 71-udvalg har fået af forholdene. (Folketingets § 71-udvalg fører med henvisning til Grundloven tilsyn med mennesker, der er administrativt frihedsberøvede.)

Man spørger uvægerligt sig selv, jamen er det da ressourcer der mangler?

Det lader imidlertid ikke til at være tilfældet. Der findes sært nok ikke nogen samlet officiel vurdering af, hvor meget det offentlige tilsammen bruger på de psykisk syge, men jeg har selv gransket lidt og er kommet frem til, at det offentlige bruger tilsammen mellem seks og syv mia. kroner om året på psykiatrien. Alene på sundhedsområdet udgør udgifterne til psykiatrien mere end 10 % af de samlede sundhedsudgifter. Der er med andre ord tale om rigtig mange penge. Især når man påtænker hvor få mennesker, det i virkeligheden drejer sig om.

Jeg mener, at der hverken kan eller skal spares på psykiatriområdet, men når vi i forvejen bruger så kolossale ressourcer, er det ekstra mærkværdigt, at systemet ikke fungere bedre, end tilfældet er. For hvad bliver pengene så brugt til? Hvorfor er behandlingen stadig så dårlig ?

Svaret er ikke lige til, men kan alligevel samles under begreberne: uhensigtsmæssighed, barrierer og kassetænkning.

I dag er det opbygget således at amterne hovedsagelig har ansvaret for behandlingstilbudene og kommunerne ansvaret for de sociale tilbud. Dette system virker ikke optimalt. Det skyldes først og fremmest, at ansvaret er delt op imellem flere forskellige instanser, og dertil kommer, at det økonomiske ansvar og ansvaret for behandlingen også er adskilt. Behandlingen besværliggøres ved dette system, fordi der ikke er nogen der sidder med et samlet overblik og ansvar. Systemet lægger desværre også op til kassetænkning, og der er mange eksempler på at syge mennesker er blevet kastebolde imellem de forskellige offentlige instanser.

I Serviceloven findes der en paragraf, § 111, som det lader til, at de fleste amter og kommuner ikke kender. I følge § 111 skal der samarbejdes på tværs af de administrative opdelinger, og der skal udarbejdes individuelle handlingsplaner for den enkelte psykisk syge. Men loven bliver som sagt i alt for vid udstrækning "overset", og dens hensigt at give de psykisk syge en behandling, der tager udgangspunkt i den enkeltes situation, bliver i alt for mange tilfælde ikke opfyldt.

Helt galt er forholdene for de mange psykisk syge med dobbeltdiagnoser, fx mennesker der både er narkomaner og psykisk syge. Denne ekstremt svage gruppe har det endnu sværere i det eksisterende system, der er så stift opbygget, at det i vid udstrækning ikke magter at behandle og tage ordentlig hånd om denne gruppe.

Hvis de psykisk syges forhold for alvor skal forbedres, er det min overbevisning, at vi må ændre ved hele det vante administrative system, hvor ansvaret såvel det behandlingsmæssige som det økonomiske som sagt er fordelt ud på mange forskellige offentlige instanser, behandlere, sociale myndigheder, amter og kommuner. I det kendte system flyder ansvaret ,og der dannes alt for mange barriere, til at omsorgen for den psykisk syge kan ske på en tilfredsstillende måde, en omsorg og behandling der tager udgangspunkt i den enkeltes situation og muligheder.

I stedet for, som man hidtil har gjort, at tage udgangspunkt i det eksisterende system, hvor amterne og kommunerne har delt ansvaret for behandling og social omsorg imellem sig, og så presse de psykisk syge ned i dette system, burde hele den samlede omsorg for patienten behandling såvel som de sociale tilbud tage udgangspunkt i den enkelte og dennes baggrund, muligheder og behov.

Ansvaret for behandlingen og den sociale omsorg såvel som det økonomiske ansvar bør samles under en hat og lægges ud lokalt (i de distriktspsykiatriske centre). Kun på den måde undgår man den evindelige kassetænkning imellem amter og kommuner, kun med et samlet ansvar kan behandlerne danne sig et overblik over den enkeltes situation og tage vare på, at den psykisk syge får lige akkurat den omsorg og behandling, som vil gavne netop denne person bedst.

Som udgangspunkt kunne man begynde med en forsøgsordning.

Og som inspirationskilde til hvorledes psykiatrien kunne bygges op, kan man meget passende lade blikket glide ud over landets grænser til lande som Norge, Italien og ikke mindst Californien, hvor kvaliteten af den offentlige hjælp til psykisk syge ligger på et helt anderledes højt niveau, end vi kan præstere herhjemme.

Kort fortalt kunne det komme til at fungere på følgende måde:

Udgangspunktet for behandlingen bør være, at den sker i den sindslidendes lokalsamfund. Dette kan dels være med til at sikre patientens værdifulde forbindelse til familie og omgangskreds dels give større mulighed for at inddrage netop familien og omgangskredsen i behandlingen af den sindslidende.

Ansvaret for behandlingen skal varetages af de eksisterende distriktspsykiatriske centre, som bør udbygges, så de enkelte centre bliver selvforsynende med såvel sengepladser som dagbehandlingstilbud og boligtilbud.

Der skal være en døgnvagt, så de sindslidende på alle døgnets 24 timer kan komme i kontakt med en behandler, de kender godt.

Alle patienter der tilknyttes et distriktspsykiatrisk center skal tildeles en Care Coordinator. Det vil sige en medarbejder ved centeret, der efterfølgende skal have det samlede ansvar under hele behandlingsforløbet.

Dette giver både en tryghed for den sindslidende og dennes familie og omgangskreds at vide, hvem der helt præcist sidder med ansvaret for behandlingen. Og samtidig giver det Care Coordinatoren en chance for at skabe sig et overblik og sætte en langstrakt strategi for behandlingen.

Det er typisk for mange sindslidende, at deres tilstand er svingende. Dels på grund af dette dels på grund af den i dag manglende strategi for behandlingen stryger mange sindslidende ind og ud af behandlingsstederne.

For at bryde denne rytme skal skellet imellem det, at være indlagt og være udskrevet, opblødes.

Mange psykoser, som i dag ender med en indlæggelse på hospitalet, kunne undgås hvis der blev grebet ind i tide.

Her kommer Care Coodinatoren ind i billedet. Vedkommende vil under sit stadige tilsyn af sine klienter, evt. i forbindelse med et opsøgende psykoseteam opdage, at der er en psykose under optræk og straks sørge for, at den sindslidende bliver sat i den nødvendige behandling. På den måde vil en personlig nedtur undgås for klienten.

Skulle det alligevel være nødvendigt med en indlæggelse følger Care Coordinatoren med og opretholder kontakten indtil klienten bliver udskrevet. Herefter genoptager den sindslidende sin almindelige kontakt til centeret og sin Care Coodinator og fuldfører den eventuelle efterbehandling.

Med hensyn til den overordnede struktur bør udgangspunktet være at de distriktspsykiatriske centre omdannes til selvejende institutioner.

Idet en patient tilknyttes et distriktspsykiatrisk center bør centeret overdrages hele ansvaret for behandlingen og også hele det økonomiske ansvar.

Derfor bør systemet være sådan, at amterne og kommunerne indbetaler et fastlagt beløb per patient pulje til centeret, og centeret derefter har ansvaret for at styre budgettet til hele behandlingen. På den måde opnås to ting. For det første at ansvaret for behandlingen og det økonomiske ansvar ikke skilles ad. For det andet at kommunerne og amterne unddrages muligheden for på grund af økonomiske spekulationer at spille ping pong med sindslidende.

Der er ingen prestige i at hjælpe de sindslidende. De har ingen stærk interesseorganisation bag sig som fx de kræftsyge eller de AIDS-syge. Derfor har vi som folkevalgte et ekstra stort ansvar for at hjælpe disse mennesker og presse på, for at de offentlige tilbud om behandling og omsorg kommer op på et forsvarligt niveau.

Som nævnt i indledningen er det ikke bare flere ressourcer, der skal til, men derimod nytænkning, hvis der virkelig skal ske noget på psykiatriområdet.

Det er mit håb, at politikere både på Christiansborg, men ikke mindst også i amter og kommuner vil se lidt ud over egne snævre magtinteresser og vante løsningsmodeller til gavn for denne lille gruppe mennesker. Lad os begynde med et forsøg, som kan rydde barriererne og fjerne de uhensigtsmæssige strukturer og den alt for kendte kassetænkning, det skylder vi de sindslidende.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.