Monopol - en sovepude

Det er lykkedes mange lokale supermarkeder at få et monopol på salg af dagligvarer, så vi nu har lært at stå i kø ved flaskeautomater - ofte defekte - efter varer, der ikke er der, og ved kasserne

En stor tak til Jylland-Posten og journalist Peter F. Gammelby for kvalitets- og prisundersøgelsen af 20 supermarkeder. Det er sikkert både sundt og gavnligt, at der er medier, der rører ved et problem, som angår os alle.

Men foruden pris og kvalitet er der et punkt mere.

Tålmodigt malkekvæg

Hver gang jeg går i det lokale supermarked får jeg en ubehagelig tankeforbindelse.

Jeg tænker på billederne fra TV's landbrugsudsendelser, som viser en flok malkekvæg, der med stor tålmodighed stiller sig op for at blive malket.

Har fået monopol

Grunden til denne association er nærliggende. Det er nemlig takket være samfundsudviklingen og kundernes tålmodighed, at det er lykkedes lederne af min lokale "Super-Brugsen", som i mit kvarter har fået et monopol på dagligvarer, at få os til at stå i kø ved en flaskeautomat, som ofte er i uorden.

Så trasker vi rundt og leder efter de varer, der tit har fået nye pladser.

Gang på gang mangler der varer, enten fordi leverandørerne svigter, eller man har glemt at bestille. Så endeligt stiller man op for at komme til at betale.

På kassebonen står der: »Stil krav - det gør vi«.

Personligt har jeg det indtryk, at det er til kunderne, kravene stilles.

Underbemanding

Nogle ledere har været for dygtige. De kører med underbemandet personale, der gang på gang møder gnavne kunder, som betaler høje priserne - mange gange for dårlige varer.

Igen ser vi, at monopol er en god sovepude.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen