Leder: Magtskiftet i Mexico

Der er grund til at fejre søndagens mexicanske valg. Mere end noget andet var valget en sejr for demokratiet. Det mexicanske demokrati voksede med valgresultatet. Det bestod så at sige lakmusprøven. Hele processen op til valget har været præget af en seriøsitet, landet ikke har kendt til ved tidligere valg. Fra alle sider kaldes valget det reneste i Mexicos historie. 1000 udenlandske valgobservatører havde intet at klage over.

Efter 71 år uafbrudt ved magten faldt landets altdominerende Institutionelle Revolutionære Parti, PRI. For første gang skiftede magten i Mexico hænder på fredelig vis. Men i nederlagets stund skal det tabende parti PRI roses.

Det var den afgående præsident Ernesto Zedillo, der iværksatte de demokratiske reformer, som i sidste ende kostede hans parti magten. Oppositionen fik lige adgang til medierne, og som noget nyt blev valget styret af en uafhængig valgkommission.

Reformerne kostede PRI magten, men gav demokratiet og dermed Mexico en sejr, som alle, ikke mindst PRI, kan være stolte af.

Valget kan betragtes som Mexicos anden revolution. Med Vicente Fox' sejr til sit parti National Aktion trådte Mexico ud af en periode, der i virkeligheden aldrig har været andet end et semidemokrati.

Landet har til forskel for resten af Latinamerika været forskånet for militære styrer. Men ved præsidentvalgene hvert sjette år brugte PRI's store magtapparat ureelle metoder, tangerende decideret valgsvindel, for at beholde magten.

Sejren til den høje 58-årige tidligere direktør for Coca-Cola og storlandmand er resultatet af en proces, der har været i gang siden midten af 1990'erne. Den begyndte med den indianske opstand i den fattige Chiapas-provins nytårsmorgen 1994. Indianerne, anført af den intellektuelle og mystiske kommandant Marcos, viste, at det var muligt at udfordre magten, læs PRI.

På kort sigt får magtskiftet næppe den store betydning for den enkelte mexicaner. Den halvdel af den 90 millioner store befolkning, der lever i udtalt fattigdom, kan ikke mærke forskel på, hvem der sidder med regeringsmagten.

Men på længere sigt er der dog grund til at stille store forventninger til Vicente Fox og hans katolsk-konservative regering. Først og fremmest fordi han ikke er fra PRI.

Vicente Fox vil ikke som sine forgængere være nødt til at uddele privilegier til fagforeningerne, i banker og det statslige olieselskab Pemex, og han vil heller ikke være tynget af et stort grådigt partiapparat. Som forretningsmand kan man forvente, at han vil styre den mexicanske økonomi med større dynamik end sine forgængere.

Demokratiets sejr i Mexico vil sende bølger mod syd. I resten af Latinamerika har de demokratiske tendenser, der har præget kontinentet i 1990'erne, vist tegn på svækkelse, senest i Peru, Venezuela og Nicaragua.

Som Latinamerikas næststørste land har Mexico udmærket sig med et godt eksempel. Den slags plejer at have effekt i den emotionelle verdensdel.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen