Kort sagt

Særregler for unge bilister?

26/6 kunne man i TV 2 Nyhederne høre, at politikere og eksperter, bl.a. fra Rådet for Større Færdselssikkerhed ikke mente, at der skulle laves særregler for unge bilister. Sikke en gang sludder. Der var ingen, der tøvede et øjeblik, da der blev lavet særregler for unge motorcyklister. Virkeligheden er nærmere, at bilist-organisationerne har en stærk lobby i modsætning til motorcyklisterne. Der er ingen grund til, at man ikke kunne have begrænsninger på de unges biler de første par år ligesom motorcykler.

Gert Sørensen, Højkildevej, Ørum, Daugård

Hvorfor omsorg nu for boligejere?

Fornylig udtalte statsministeren, at boligejerne kunne forvente en ekstra renteudgift på flere hundrede kr. om måneden, hvis det bliver et nej ved den kommende afstemning. Nu er regeringen jo ikke kendt for nogen større "omsorg" over for boligejere, så hvorfor pludselig denne "bekymring" for disse, som man i forvejen pålægger stigende grønne afgifter. Den nye opfindelse, ejendomsværdiskat og en stadig beskæring af rentefradraget, skulle statsministeren hellere være bekymret over. Hykleriet lever stadig.

B. Andersen, Axelhøj 17, Rødovre

Er Østrig en bananrepublik?

"Vi-alene-vide"-lederne i de 14 EU-lande betragter åbenbart Østrig som en bananrepublik, der skal gøre sig fortjent til deres fine selskab. En parallel til vurdering af om ulande er værdige til at modtage ulandsbistand. Syltekrukken er opfundet. Vi har forstået budskabet.

Finn Hessellund, Porsevej 6, Viborg

Utroværdig statsminister

Danmarks uacceptabelt utroværdige statsminister har gjort det igen. Da sanktionerne startede mod Østrig var det 14 stats- og regeringschefers personlige initiativ imod Østrig. Nu er det blevet 14 EU-landes aktion. Har danskerne allerede glemt dette?

Uffe Kjærø, Alsvej 35, Risskov

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen