Samtidige overenskomster

Der er grund til at opfordre Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport & Service og Specialarbejderforbundet i Danmark/Chaufførernes Fagforening til i fællesskab at ændre overenskomstperioden, så også falckreddernes overenskomst følger det øvrige arbejdsmarked.

Baggrunden for min opfordring skal ses i lyset af, at falckreddernes nej til mæglingsforslaget har medført, at f.eks. sygetransport, assistancer til biler m.v. blev omfattet af den lovlige konflikt.

Det er helt utilfredsstillende, at færdigbehandlede patienter ikke kan komme hjem, men endnu værre er den efterfølgende konsekvens, nemlig at indkaldelsen til planlagte operationer kommer i fare.

Der er heldigvis fri forhandlingsret i Danmark, og politikerne skal ikke lave indgreb, men det kan ikke være rigtigt, at sundhedsområdet skal lammes gang på gang på grund af, at ikke alle overenskomster forhandles på samme tid, hvorfor Dansk Folkeparti opfordrer til, at de to parter i fællesskab ændrer overenskomstens gyldighedsperiode.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen