KRONIK: Det er et under

Det går nu hurtigt ned ad bakke med min gamle morfar, efter at hans svage krop har svævet mellem liv og død i 30 år.

Hans gøremål er begrænset til stuen og køkkenet, hans udtryk indskrænket til en brummende trækning om munden og en viften med venstre hånd. Lægerne beskriver malende hans hjerne som tilhørende en dinosaur fra Kridttiden hvilende og indskrumpet som en blomst, der ikke er sprunget ud. Men det er mærkeligt, at lige meget hvor stor jeg bliver, eller hvor længe jeg har været væk, begynder han at græde, så snart han ser mig og jeg bryder helt sammen hver gang, det sker.

Hans handicap stammer fra Kulturrevolutionen. Chefen for kulturdepartementet i Yunnan provinsen fik så tung en byrde om halsen, at hans engang så ranke skikkelse bøjedes mod jorden. De af hans gamle kammerater, som stadig lever, har medlidenhed med ham, når de ser ham, men derudover må de også udbryde »hvilket under!«. En person, som i 30 år har været dement og halvvejs lammet, på vej ind i det nye årtusind! Vi har også selv svært ved at tro, at en så skrøbelig krop og sjæl har kunnet overleve lige til nu.

Men dette skulle altsammen ikke dreje sig om ham, men om min mormor.

Mit billede af hende fra mine teenageår er som hendes skikkelse - indtørret og hurtigt forsvundet. Hun kunne tale, men jeg husker ikke et eneste ord af, hvad hun har sagt; hun kunne bevæge sig, men udover morfars stue og køkken er jeg ikke stødt på hende nogen steder; hun kunne høre, men vi måtte råbe af vores lungers fulde kraft, før hun forstod os; hun kunne spise, men først når alle havde forladt bordet, rettede hun ryggen og rakte sin krogede arm frem efter det, der var blevet til overs og slubrede det i sig. Hvem var hun? Var hun bare min bedstemor? Hun var den, som sammen med min bedstefar gennemlevede urolige og voldsomme tider; den, som passede sin handicappede mand i 30 år! Men hvem var hun egentlig?

Under min opvækst tilbragte jeg tre år af min barndom i min mormors hjem, men de efterlod ikke mange indtryk, jeg havde vist ingen særlige problemer. Da jeg blev større begyndte mor at diskutere med mig, og engang imellem kiggede min onkel undersøgende på mig. »Hvad er der....?« Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gjort forkert. »Du kommer mere og mere til at ligne mormor.« Onkel nikkede.

»Jeg, ligne mormor! Det synes jeg altså ikke.«

For mit indre blik svævede mormors indtørrede ansigt og synet fik mig instinktivt til at afvise sammenligningen. »Du bliver ligesom smuk som Bedste. Din mormor var som ung den smukkeste kvinde i teatertruppen!« Smuk! Min mormor! Jeg ved ikke, hvorfor hun kun stod for mig i sin nuværende skikkelse, som om hun altid havde set sådan ud - jeg kunne ikke se en forbindelse mellem skønhed og mormor. »Hvorfor tror du, at en så fornem mand som morfar ville have mormor? Han var leder af teatertruppen og der var ikke den smukke kvinde, han ikke kunne få.« Mor havde tændt min nysgerrighed. Jeg havde haft så travlt med at beklage mine bedsteforældre morfar og mormor, hvad var egentlig deres historie? Held i uheld, at jeg som 18-årig mødte min første kærlighed; han gik i 3.g på gymnasiet. Min mor er et snakkehoved og kunne ikke holde sin mund. Da vi var hjemme til nytår, benyttede hun chancen til at fortælle det til hele familien. Himmel! Da min lillesøster fortalte det, var jeg ved at dø - hvordan kunne mor gøre det? Smide mine inderste hemmeligheder ud på middagsbordet efter aftensmaden til almindelig fortæring!

Mormor hørte, da vi skændtes om det. »Kom her, min ven, lad mig fortælle dig noget«. Jeg var lamslået. Som et lyn fra en klar himmel; for første gang i 18 år ville min mormor tale med mig (Mormor! Som efter sigende skulle have været en smuk kvinde!) Jeg løb ind til hende med det samme. »Jeg har hørt om dine problemer med din lille ven.« Jeg hadede, når nogen kaldte min kæreste for min "lille ven". »Han synes om mig...« »Selvfølgelig, vi skal ind på samme universitet.« Jeg havde retfærdigheden på min side.

»Hør lige på mig, beslut dig nu ikke for hurtigt!«

Mormor begyndte så sin historie, som jeg aldrig ville have troet, jeg skulle høre af hendes egen mund. Hun talte i en helt uventet verdensfjern og afslappet tone det havde været en fortryllende tid. Mormor var født i Shanxi, som 16-årig var hun dygtig i skolen og havde den smukkeste håndskrift. Smuk og klog, som hun var, drømte hun om at komme på universitetet. Morfars og mormors mødre var klassekammerater, så de kunne ikke undgå at komme til at tale om at lave et par ud af de to. Mormors mor var en despotisk og aktiv person, hun arrangerede på egen hånd et møde imellem dem. Morfar var 24, mormor kun lige 16. Mormor ville ikke giftes, hun ville ikke opgive sine drømme. Fra første gang de mødtes, skar hun ansigter og protesterede på alle måder mod planerne. Men måske var det Skæbnens værk, for på trods at morfar kendte hendes uvilje, insisterede han paa at gifte sig med hende. »Måske så jeg ikke afskrækkende nok ud, under alle omstændigheder så han ikke meget på mig.« I mormors ansigt så jeg ingen fortrydelse, men kun lykke.

Kærligheden begyndte, da de var blevet gift, mormor opdagede efterhånden, at manden ved hendes side godt nok var både arrogant og temperamentsfuld, men også en yderst begavet, fremadstræbende og hjertelig ung mand. Da kærligheden først var begyndt at spire, foldede den sig ud som en blomst . »I 1937 gik din morfar ind i hæren, han blev leder af teatertruppen, jeg fulgte med ham og blev medlem af truppen. Vi spillede det berømte stykke "Kanonen" for soldaterne i forreste linje og trommede så højt, at vi tiltrak os fjendens opmærksomhed, vi var en levende skydeskive. Men din bedstefar var aldrig bange for noget«. Hun tilføjer kærligt »Han elskede teatret og gjorde alt for at udbrede kendskabet til det. Han skrev selv manuskript, iscenesatte og optrådte. Han kunne spille alle rollerne, men han ville aldrig spille skurk, for så var han bange for, at folk ville komme til at hade ham.« Mormor ler og ser frem for sig. Kærlighed kan virkelig gøre blind, hvis fejl er det?

Mormor fik sit første barn, da hun var 18 år - en dreng. »Jeg kan ikke engang selv huske, hvad han hed. For at kunne følge tropperne gav jeg ham til en bondefamilie i en landsby. 50 år - han må være død nu.«

Mormors udtryk er roligt, som om hun bare fortæller en historie, så roligt at jeg er lige ved at græde. Så beretter hun godt og ondt fra tiden derefter. Morfar bliver chef for kulturdepartmementet i Yunnan provinsen, han får penge og magt; Mormor lever et roligt liv beskyttet af hans vinger, udover at arbejde føder hun familien fem børn. De romantiske følelser fra deres forholds begyndelse forsvinder langsomt i dagligdagens trummerum, Morfar dyrker megen selvskabelighed, kommer ofte fuld hjem midt om natten og omgiver sig med smukke unge kvinder. »Jeg skændtes med ham hele tiden, forbød ham at drikke, men i virkeligheden.......var jeg jaloux.« Hun er pludselig ikke mere min mormor, men en almindelig levende kvinde. »For at hævne mig begyndte jeg også at gå i byen. Tog i parken med en gruppe venner, lavede ikke mad, passede ikke børnene. Men så en dag, da jeg var hurtigt på vej ud af døren til en af mine ture, hørte jeg din mor græde. Mit hjerte sprang et slag over, og jeg blev overvældet af anger. Jeg styrtede ind i huset og så morfar stå med din mor i armene midt i gården og mumle "din mor er vred, din mor vil ikke have os..." jeg følte mig forfærdelig tilpas.« Mormor sukker og mine øjne dugger. »Din morfar havde drukket meget - det har garanteret forbindelse med hans lammelser - og vi skændtes igen. Men han ville ikke lave sig om, og han ville heller ikke skilles fra mig.«

Hvad er kærlighed egentlig for en følelse? »Nå, slut med det ......din bedstefar er en god mand. Lille skat, jeg har ikke noget imod, at du har en kæreste. Men du skal finde en, der elsker dig og tager sig af dig, ikke sådan en som din bedstefar.« Jeg nikker. ».....Jeg kommer, jeg kommer!« Hun rejser sig pludseligt og går ind i soveværelset. Hun har hørt og forstået Morfars lyde. Hun tager potten og står et øjeblik og stirrer frem for sig, før hun går ud og tømmer den.

Hvordan kan en kvinde relativt frivilligt betale 30 år af sin ungdom og alt hvad hun ejer for at pleje sin handicappede mand, som hun ikke engang elsker? I mormors liv findes begrebet "fortrydelse" ikke, det er svært at fatte.

For nogle måneder siden skiltes min kæreste og jeg. Det var mig, der foreslog det. Han opførte sig, som om han ejede mig, og han ville giftes. Jeg har stadig følelser overfor ham, men jeg er kun 19 år. Mit liv er endnu ikke begyndt, og det skal ikke slutte med ham.

(Oversat af Hatla Thelle)