Kronik: Arven efter Hafez Al-Assad

Hvis Syrien skal ud af sin økonomiske krise, må det afvikle sin Sovjet-inspirerede statsøkonomi dvs. reducere antallet af offentlige ansatte, afskaffe subsidierne, privatisere statsindustrierne, effektivisere den offentlige forvaltning og ikke mindst stoppe de illegale dræn fra statskassen. En sådan hestekur vil kræve stærk folkelig opbakning af landets nye præsident, skriver dagens kronikør i en analyse af Syrien i den højspændte omstillingsproces efter præsident Hafez Al-Assads død

Hafez Al-Assad efterlader et land med store økonomiske problemer og begyndende politisk ustabilitet til sin søn og sandsynlige arvtager Bashar Al-Assad.

Efter at have holdt Syrien i et jerngreb gennem snart 30 år var Hafez Al-Assad på det sidste ved at miste grebet om sagerne.

Hver uge bragte nye ofre for magtkampen indenfor diktaturets inderkreds. Premierministeren gennem de sidste 13 år skød sig selv, den tidligere generalstabschef flygtede til USA, efterretningschefen blev afsat og fængslet, adskillige nuværende og tidligere ministre og højtstående embedsmænd sat under anklage for korruption, en general blev fundet i sit badekar med halsen skåret over, en af præsidentens sønner skød sin svoger, chefen for præsidentgarden, i knæet under et skænderi, etc.

30 års socialistisk kommandoøkonomi har sat sine dystre spor og landets økonomi er i krise. Med den nuværende befolkningsvækst fordobles befolkningstallet hvert tyvende år og landet er ude af stand til at skaffe arbejde til de mange unge der hvert år melder sig på arbejdsmarkedet. Mange unge nærer ingen forhåbninger om bedre tider i Syrien og drømmer om at emigrere til udlandet. Arbejdsløsheden skønnes at være mellem 20 og 30 pct. og stiger for hvert år.

Den offentlige forvaltning er bureaukratisk og korrupt. En eksportørs største problem er ikke priserne på hans varer, men det mareridt af uforudsigelige procedurer og korrupte embedsmænd han må igennem for at få sine varer ud af landet.

Syrien skylder store beløb til Rusland og Tyskland for 70'ernes og 80'ernes våbenleverancer men nægter at betale af på gælden. Selv små kreditorer som Japan og Den Europæiske Udviklingsbank får ingen penge og Syrien har så godt som ingen muligheder for at optage yderligere lån på det udenlandske kapitalmarked.

Det totale økonomiske sammenbrud er indtil nu kun undgået, fordi Syrien dagligt producerer 530.000 tønder olie fra sine oliefelter ved Eufrat floden.

Statsindtægterne fra olien er betragtelige og forventes i år at blive på mindst en milliard dollars, hvilket er mange penge i et land med et BNP pr. indbygger på under 1000 $ om året.

Olieindtægterne registreres ikke i statsregnskabet, da beløbet betragtes som en militær hemmelighed.

Hvor meget der rent faktisk går til militæret er svært at sige. Men hvad der end bliver indkøbt af militært isenkram, bliver i hvert fald holdt godt skjult. F.eks. er langt hovedparten af de militære køretøjer i Syrien i dårlig stand og ser ud som om de burde have været skrottet for mange år siden. Offentlige anlægsarbejder er ikke blevet igangsat i mange år og vand- og elforsyning er i ringe stand.

Samtidig er de offentlige ansattes lønninger ikke steget i årevis og derfor blevet udhulet af inflationen.

En embedsmand i et ministerium tjener i dag omkring 100 $ om måneden. Det er derfor ikke sært at de offentlige ansatte - der udgør 30 pct. af arbejdsstyrken - supplerer deres løn med "bakshiich" (bestikkelse/drikkepenge).

At parkere i den indre by i Damascus koster "bakshiich" til færdselsbejentene. At få stemplet et hvilket som helst papir hos myndighederne koster "backshiich". Alt og alle er til salg og alle ved det.

Domstolene fungerer som styrets forlængede arm, pressen er statsejet og det sidste demokratiske valg fandt sted i 1955, hvor det herskende Baath parti vandt 15 pct. af pladserne i Parlamentet.

Det pan-arabiske og socialistiske Baath parti har efterhånden mistet en stor del af sin folkelige opbakning, fordi levevilkårene gennem de sidste mange år er blevet markant forringet.

Respekten for partiet går helt tilbage til Oktoberkrigen mod Israel i 1973, hvor det for første gang i den arabisk-israelske konflikt lykkedes Syrien ikke at blive løbet overende af Israel og en overgang at tilbageerobre tabt område. Oktoberkrigen var balsam for den arabiske nationalisme og Hafez Al-Assad høstede stor popularitet hos befolkningen. I 70'erne og 80'erne modtog Syrien store økonomiske tilskud fra de nyrige Golfstater, som en anerkendelse af dets indsats for den arabiske sag.

Gennem Syriens engagement i Libanon i 80'erne formåede Assad at fremstå som den der forhindrede Libanon i at udvikle sig til en israelsk lydstat. At Libanon til gengæld blev en syrisk lydstat gjorde ikke Assad mindre populær i Syrien.

Hvis Syrien skal ud af sin økonomiske krise, må det afvikle sin sovjet-inspirerede statsøkonomi dvs. reducere antallet af offentlige ansatte, afskaffe subsidierne, privatisere statsindustrierne, effektivisere den offentlige forvaltning og ikke mindst stoppe de illegale dræn fra statskassen. En sådan hestekur vil kræve stærk folkelig opbakning af landets nye præsident.

Bashar Al-Assad forventes sidst på ugen at blive kronet som landets nye præsident. Men af hvem? Af den selvsamme klike som gennem årtier har været en del af problemet snarere end en del af løsningen. Hvis Bachar Al-Assad begynder at modarbejde denne klikes interesser, kan han hurtigt komme i vanskeligheder. Og vil befolkningen acceptere forslag fra Baath-partiet om yderligere afsavn oveni de nuværende, der skyldes partiets mangeårige korrupte og ineffektiv styre?

Oveni kommer at kræfter i Libanon helt sikkert vil vide at udnytte situationen og begynde at vriste sig fri af Syriens politiske og økonomiske dominans.

Bashar Al-Assad vil få behov for mere end almindelig politisk tæft og dygtighed.

Hans far lærte sig faget "the hard way" gennem mange år i landets politiske top, inden han overtog magten i 1970.

Øjendoktoren Bachar Al-Assad har derimod endnu ikke haft tunge poliske poster. Problemerne er gigantiske. Indtil Hafez Al-Assad kom til roret var Syrien et synonym for økonomisk og politisk ustabilite. Meget tyder på, at Syrien kan være på vej til at indtage sin gamle plads.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen