KRONIK: Ligestillingen, der gik i stå

GRUNDLOVSDAG havde JP en flot opsat artikel med overskriften "Kræv ind, kvinder". Her efterlyser IT-direktør Niels Christian Nielsen flere visioner fra kvindernes side, om hvad ligestilling er og skal bruges til.

Artiklen beskriver i øvrigt meget udmærket de mange gode grunde, der er til, at kvinder sjældent har kræfter til at kræve, og Niels Christian Nielsen er da heller ikke så fordømmende i sin argumentation, som overskriften kunne forlede en til at tro.

Ingen visioner

Faktisk synes jeg, at det spørgsmål, der mest trænger sig på, når man læser artiklen, er, hvorfor der i det hele taget ikke længere er nogen, der formulerer visioner for flere menneskers fælles liv? Det er som om kun virksomheder og enkeltpersoner bruger det med visioner nu om dage. Hverken nationer eller partier evner mere at opstille visioner for, hvordan man ved at udvikle de fælles vilkår kan skabe en tilværelse, der tilgodeser mange forskellige menneskers forskellige behov for både udfoldelse og indflydelse.

Så her er ligestillingssagen for så vidt i godt selskab. Men måske netop derfor kan det være interessant at overveje, hvor ligestillingen egentlig gik hen, da den gik ud.

Ligesom det er forbudt både fattige og rige at sove under Paris' broer, er det i Danmark tilladt både mænd og kvinder at gøre karriere, at bestige bjerge eller at sætte sig et års tid på en stente og udtænke en ny filosofi. Vel at mærke i præcis det omfang, hvori de rent praktisk er i stand til at mobilisere de nødvendige ressourcer til at gennemføre de pågældende aktiviteter.

Fjorten felter tilbage

Status for ligestillingen i Danmark er, at ingen længere betvivler, at individer af hunkøn har de ressourcer i form af muskelkraft, hjerneceller, sociale kompetencer osv., der er nødvendige for at udføre stort set enhver opgave og udfylde ethvert job, nogen kan komme i tanker om. Til gengæld betyder den nuværende organisering af reproduktion, omsorg og almindeligt socialt samvær, at de fleste kvinder på forhånd er rykket fjorten felter tilbage, fordi de mangler den meget væsentlige ressource, der hedder tid.

Så selvfølgelig har Niels Christian Nielsen ret: Det blev aldrig til noget med den ligestilling. Den blev overhalet indenom af markedsøkonomien, vidensamfundet og det fleksible arbejdsmarked.

Hvem som helst har nu i princippet lov til at foretage sig hvad som helst. Fagforeningerne har da også så godt som opgivet at vinde point ved at kæmpe for at fastholde særlige gruppers monopol på at løse særlige opgaver. De virker også nærmest latterlige, når de prøver. Latterlige og meget ude af trit med deres samtid, der bekender sig til troen på hin enkelte - mand eller kvinde, dansker eller iraner - men under alle omstændigheder en free agent.

At ønske at basere sit liv på fast arbejde med fast løn og - for mange kvinder nok så væsentligt: fast arbejdstid - er totalt out. Iværksætter er bedst, men free-lance videnarbejder kan gøre det. Evt. højtbetalt direktør, der flytter fra job til job og fra sektor til sektor i takt med brancheudviklingen og aktiekurserne.

Derfor har damebladene heller ikke længere opbyggelige artikler med kvindelige kranførere og andre - almindelige - kvinder i traditionelle mandefag. De har i stedet portrætter af såkaldte rollemodeller. Kvinder, der formår at få tilværelsens mange ønsker og krav til at gå op i en højere enhed. Kvinder med højtprofilerede og gerne højtlønnede job - gerne i medieverdenen eller IT-branchen - og som samtidig har fire børn, sexappeal og tid til at slå et hjemmebagt brød op, mens hun kommenterer samfundsudviklingen.

Det perfekte liv er blevet til en præstation i sig selv. Og her er vel at mærke tale om en præstation i en absolut individuel sportsgren. Evt. hjælp og støtte i form af solidarisk ægtefælle, fast rengøringshjælp eller ung pige i huset nævnes kun sjældent og i så fald på en måde, der netop understreger rollemodellens særlige præstation: Ikke alene forstår hun at organisere både sit arbejdsliv og sit privatliv, hun har søreme også evnet at skaffe sig den helt rigtige mand. I takt med at tilværelsen i den grad er blevet et individuelt projekt, er spørgsmålet om ligestilling altså blevet inderligt utrendy.

Når nogen kan vælge at lade, som om ligestillingen har det godt, er det jo præcis, fordi opdelingen mellem kvinde- og mandejob har tabt betydning.

Det væsentlige skel går et helt andet sted. Nemlig mellem job, der kun kan bestrides af de veluddannede og velformulerende med det velorganiserede familieliv - og så alle de andre, almindelige og kedelige job, der blandt andet varetages af en masse kvinder, der allerhelst vil (løn)arbejde på nedsat tid, så der også bliver tid til at hente ungerne og stege frikadellerne.

Målrettede mænd

Det tankevækkende i den forbindelse med spørgsmålet om reel ligestilling mellem kønnene er så, at der alt andet lige er flere mænd, der forstår at indrette sig, så ressourcerne rækker både til et spændende job, en sjov fritid og et velfungerende familieliv.

Men det skyldes jo angiveligt bare, at de er mere målrettede og meget mere udadvendte end så mange andre, der udover - tilfældigvis - at være kvinder åbenbart også er mere træge, mindre risikovillige og mere tryghedssøgende.

Budskabet er klokkeklart: Hvis du ikke bliver til noget i dette liv, er det din og kun din egen skyld. Hvis en kvinde påstår, at det alt andet lige er vanskeligere for en kvinde at komme til fadet, end det er for en mand, bliver det derfor opfattet som et mere eller mindre vellykket forsvar for egen uformåenhed. En slags "Det er samfundets skyld"-undskyldning for egen manglende succes. Skam få den, der så oven i købet vil forsøge at trække andre kvinder med i faldet ved at hævde, at ligestillingen gik op i røg, da individualismen for alvor blev sat i højsædet.

Måske er sandheden i virkeligheden, at ligestillingen har "sejret ad helvede til". Kvinderne kæmpede for retten til at gøre alt - men vi vandt pligten til at gøre det hele. Og åbenbart også den moralske pligt til at formulere et visionært forslag til, hvordan et moderne samfund kan indrettes, så også kvinders potentiale kan udnyttes fuldt ud - uden at det kommer til at gå ud over de børn, der også meget gerne skulle være plads - og tid - til.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen