KRONIK: Højskoleidéen lever - hvad med skolerne?

Gå på højskole og tag et medborgerkørekort, skriver dagens kronikør i et svar på tiltalte til undervisningsministeren

Folketinget bakker massivt op om den folkeoplysende idé, skriver undervisningsminister Margrethe Vestager i kronikken 17/5. Anledningen er bl.a. vedtagelsen af en ny højskolelov. En lov som folkehøjskolerne har været med til at forberede og som helt efter vores hoved styrker betoningen af det almene og samfundsorienterede i højskolen. Desværre kan man ikke sige at ministerens lovord om højskoleidéen indtil videre er kommet til udtryk i kontant handling.

Sagen er tværtimod den, at landets 95 højskoler i øjeblikket kæmper en ulige kamp for at få lov til at vedblive med at være den højskole - fri og vedkommende - som både politikere og vi selv ønsker, den skal være. Problemet er økonomien og det enkle faktum, at antallet af 18-25 årige, som udgør omkring 80 pct. af højskolernes årselevtal, er faldet med 30 pct. siden 1994. Frem til 2005 vil faldet fortsætte med yderligere 15 pct..

Højskolen ønsker brændende at spille en rolle i den »genfortolkning af dansk identitet og demokrati«, som ministeren peger på som en vigtig opgave. Ja, vi tillader os at mene, at en styrket højskole er en væsentlig del af svaret på tidens - og politikernes - største udfordring: Det svigtende engagement i demokratiet og det store fællesskab. Vi har viljen til at forny vores over 150 årige tradition, som skolerne så ofte har gjort det, men det kræver de nødvendige ressourcer og handlemuligheder! Og det kræver en højskole, som flere har råd til at betale.

For at tage det sidste - den høje elevbetaling - først. Her er ikke tale om en rygmarvsklagesang uden rod i realiteter. Den danske højskole er suverænt den dyreste i Norden. I Sverige og Finland betaler man typisk ca. 500 danske kroner for en uge, mens gennemsnittet i Danmark ligger på 900 kr. I Norge kan man komme på højskole for under en fjerdedel af, hvad det koster herhjemme - og så giver deltagelse i de længere kurser endda point, som letter adgangen til videregående uddannelse. Voksne i det øvrige Norden har forskellige muligheder for at modtage støtte under højskoleophold, fx for tabt arbejdsfortjeneste. I Danmark kan hverken voksenuddannelsesstøtte (det der fremover kommer til at hedde SVU) eller uddannelsesorlov benyttes til at dygtiggøre sig på højskole.

Det største problem med den høje elevbetaling er oplagt: Hvordan kan man forestille sig at højskolen skal kunne gøre en forskel som '»enfortolker af dansk identitet og demokrati«, hvis højskolen udelukkende er en skole for ressourcestærke unge på sabbat. Rekrutteringen til højskolen er i dag måske snævrere end nogensinde tidligere. På 5 almene højskoler var 92 pct. Af eleverne i 1994-96 unge med gymnasial baggrund (jvf. '"Højskolen som brobygger", Ry højskoles undersøgelse 1999). Af disse elever var 80 pct. i gang med en videregående uddannelse 3-5 år efter. Men skal højskolen være en eliteskole?

Højskolerne glæder sig naturligvis over, at vi fastholder samme andel af en ungdomsårgang som i midten af firserne, nemlig ca. 8 pct. Også selvom det bl.a. sker ved at lave kortere og dermed billigere kurser. Men det er ikke nok, for højskolerne ønsker at være en skole for alle. Fordi folkeoplysning, almen dannelse og aktivt medborgerskab bør være for alle.

For at få nye grupper ind har højskolen løbende arbejdet med nye kursusformer med nyt indhold. Skolerne har haft succés med at få ældre og familier på sommerkurser, ligesom langt flere højskoler i dag har udenlandske deltagere på holdene. Mange højskoler eksperimenterer på livet løs og indgår i nye samarbejder, hvor højskolens tradition og det ligeværdige møde mellem lærer og elev kan gøre en forskel.

Lad mig give nogle eksempler, der viser bredden i højskolen anno 2000:

Fire højskoler har sat sig for at de vil lave bedre tilbud for erhvervslivet. Under overskriften "Højskole for Erhvervsaktive" indbyder de firmaer til på en række parallelkurser at arbejde med spørgsmålet »Hvordan skal firmaer udvikle deres organisation og værdisæt så de kan tiltrække de dygtige, dynamiske og kreative unge?«

Flere højskoler tilbyder undervisning som retter sig specielt mod læsehæmmede og fire højskoler tilbyder faget som liniefag. Højskolerne giver ifølge Ordblindeforeningen en ideel ramme om undervisningen af elever med læseproblemer, fordi alle aspekter af problemet berøres. Læsesvaghed hænger ofte sammen med bagvedliggende psykiske problemer, som manglende selvtillid og usikkerhed i forhold til det at omgås andre.

Den Internationale Højskole i Helsingør laver fælles undervisning for israelere og palæstinensere i de områder, hvor grupperne lever sammen. DANIDA støtter arbejdet i regionen i en treårig periode, og der er planlagt højskoleophold for undervisere fra begge grupper.

Højskolen Østersøen giver danske tømrerlærlinge et fagligt og personligt afsæt til at få arbejde i Tyskland. Tyske læger gives tilsvarende undervisning i dansk sprog og kultur som forberedelse på deres ansættelse på danske sygehuse. Højskolen afholder desuden årlige kurser for unge fra mindretal overalt i Europa.

Og så er der Ry Højskole, som sender et helt hold unge ned for på god højskolemanér at tale med Jörg Haider og Rønshoved Højskole, som i 2000 og 2001 afholder ikke mindre end 125 arrangementer med fokus på folkelig fortælling og foredragskunst... og sådan kunne jeg blive ved.

Disse og andre nyskabelser har desværre ikke været tilstrækkeligt til at kompensere for indtægtsfaldet fra de unge. Højskolerne har som helhed i dag 25 pct. mindre at drive højskole for end for seks år siden. Omvendt forekommer behovet for en folkeoplysende og samfundsorienteret højskole at være markant i en tid med ondt i demokratiet. For højskolens trængselstider falder jo tankevækkende nok sammen med en generel krise for vores demokrati. Tidens grænseløse tiltro til markedet og liberalismen har svækket den enkeltes følelse af forpligtelse overfor dét fællesskab som demokrati ideelt set er. Samfundet som et levende og nødvendigt fællesskab interesserer os stadig mindre og kun få bruger energi på at debattere og formulere det, de forstår ved det gode samfund, endsige orker at kæmpe for det.

Den aktuelle debat om ØMU'en er illustrativ. Det politiske flertal forsøger med al magt, presse og PR-rådgivere at overbevise den brede befolkning om fordelene ved den fælles valuta. Men selv den bedste og dyreste medierådgiver kan ikke på fire-fem måneder overbevise den skeptiske halvdel af befolkningen om, at der er sund fornuft i ØMU'en. Dertil har kløften i vores demokrati mellem en deltagende elite og en afkoblet befolkning for længst vokset sig for stor. Jeg tror simpelthen ikke nogen hører faktaargumenterne! Jeg tror folk først og fremmest oplever, at eliten endnu en gang er ude for at sælge en bil, som kun meget få ved, hvad består af og hvor kører hen.

Min pointe er at demokratiet lider, når der kan være en så dybtgående kløft mellem landets politiske elite og en hel halvdel af befolkningen - på så vigtigt et spørgsmål som Danmarks placering i EU. En kløft, der først og sidst handler om afkobling, afmagt, mangel på identitet, forståelse og legitimitet.

Der er kun en vej ud af dette morads, nemlig atter at skabe rammer og grobund for et levende demokrati, hvor folk, som artikulerer politiske holdninger, føler at de også bliver hørt. Men hvordan retablere en ægte demokratisk - dvs. folkelig - dialog om Danmarks fremtid som nation og demokrati? I vores jagt på konkurrenceevne og målbare resultater har vi jo smidt den basale træning i at blive borger over bord.

Danmark har brug for professionel hjælp. Og den kan man blandt andet få på højskolerne. Her er traditionen for den direkte samtale og respekten for det historiske og samfundsmæssige perspektiv stadig i live. Her sidder engagerede højskolelærere, der kan den kunst at lytte og udfordre til stillingtagen i stedet for blindt at acceptere tidernes trends. Det vi trænger til er i et langt sejt træk at genoplive det folkelige oplysningsprojekt og med dét, troen på en almen-humanistisk dannelse. På den gode måde, naturligvis, den som har fingeren på pulsen uden at glemme sin egen hjerterytme.

Det er derfor ekstra ærgerligt at højskolerne i disse år afskæres fra den voksen- og efteruddannelsesreform, som i al hast og parallelt med højskoleloven blev vedtaget for nyligt. Man havde på forhånd fastlagt nogle snævre kriterier på voksenuddannelse som noget, der afsluttes med en skriftlig prøve. Men hvorfor partout koble opnåelsen af basale færdigheder som læsning og skrivning med eksamen? Højskoleudvalgets forslag om, at folkehøjskolen skal være en integreret og inspirerende del af en ny voksen- og efteruddannelse, blev dermed tilsidesat af regering og folketingsflertal - for os uforståeligt, visionsløst og kortsigtet.

Det startede med bortfaldet af uddannelsesorloven og VUS for voksne på højskole og er fortsat med udelukkelsen fra den forberedende voksenuddannelse: Regeringen tør ikke støtte uddannelse, der ikke kan måles og vejes. Det er som om man fra officielt hold er blevet usikker på alt, inklusive vores kulturarv og traditioner. Vil man endelig have målinger kan man jo spørge folk selv. Her viser det sig at højskolerne har aldrig været rangeret lavere end trredjepladsen på Finansministeriets tilfredshedsundersøgelser! Gad vide om det er derfor, de nu er fjernet fra listen?

I Folkehøjskolernes forening går vi nu i gang med en debat om højskolernes placering i det samlede uddannelsesbillede - en debat som efter planen skal ende med et nyt højskolepolitisk udspil. En af undertegnedes inspirationskilder er foreløbig PC-kørekortet - utvivlsomt den nyere tids største succés indenfor voksenuddannelse. Hundredetusinder har været forbi VUC-centre og andetsteds for at blive gode til Office-pakken mv. Jeg foreslår en pendant, som jeg egentlig mener er mindst ligeså vigtigt for vores samfund og kvaliteten af det liv vi lever: Medborgerkørekortet. Med kortet forestiller jeg mig en slags folkeligt pædagogikum, som kan kobles til enhver uddannelse for voksne og som alle unge under uddannelse også skal have tilbudt.

Medborgerkørekortet skal sikre, at så mange som muligt i dette land véd, hvorfor vi har den Grundlov vi har, kender til de værdier og de overordnede historiske faktorer, som har ført os der hen, hvor vi er i dag. Disse spørgsmål er ikke for eksperter eller en lille gruppe af "politiknørder". Det er spørgsmål, som vedkommer os alle og som højskolen har bevist, at den kan engagere ethvert menneske i. Ret beset burde det være en menneskeret at blive indført i disse spørgsmål - i en fri og ligeværdig dialog, naturligvis. Det ville gøre det sværere for nogen at binde andre forenklede sandheder på ærmet - hvad enten budskaberne kommer fra markedspladsens, videnskabens eller politikkens overdrev.

Kære politikere, spring ud i det. Lad os bruge en lille smule af vores utrolige velstand på at atter at blive praktiserende demokrater og medborgere, med ud- og helhedssynet intakt. Medborgerkørekortet vil være endnu en nyskabelse fra det lille land mod nord - en nyskabelse som gør front mod tidens måske største mangelvarer: Mening, identitet og engagement i det fælles.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.