KRONIK: Modernitetens medløbseffekt

Vi lever i en tid, der instinktivt værdsætter det nye. Bare det er nyt, er det godt. Sådan har det faktisk været i flere hundrede år, hvor der har været sat lighedstegn mellem det nye og fremskridtet, skriver dagens kronikør. Frygten for at forandre sejles agterud af drømmen om det nyes jættefulde og heldbringende virkninger.

De fleste af dem var opfyldte af det, der den Gang var det Nye, drukne af det Nyes Theorier, vilde af det Nyes Kraft og blændede af dets Morgenklarhed. Nye var de, forbitret nye, nye indtil Overdrivelse". Sådan skildrer I.P. Jacobsen i romanen Niels Lyhne en ung generations jag efter at fange det nye og suge det til sig. At være på forkant med udviklingen, hedder det vist i dag.

Det nye har en dragende tiltrækning, alene fordi det er nyt og fordi det udfordrer det gamle, det overleverede, det prøvede. Nyheden vækker altid sindene.

Ifølge digteren I.P. Jacobsen udøver det nye en narkomanisk effekt på enhver ny søgende generation: "Nye var de, forbitret nye, nye indtil Overdrivelse, og det maaske ikke mindst, fordi der inderst inde var en sælsom, instinkstærk Længsel, der skulde overdøves, en Længsel, det Nye ikke kunde stille, verdensstort som det Nye var, Alt omfattende, Alting mægtigt, altoplysende."

Vi lever i en tid, der instinktivt værdsætter det nye. Bare det er nyt, er det godt. Sådan har det faktisk været i flere hundrede år, hvor der har været sat lighedstegn mellem det nye og fremskridtet. Den progressive udvikling, der skal virkeligøre det nye i tiden, har altid været forbundet med det gode. Mens omvendt uviljen til at se det nye som godt kendetegnes som reaktionær eller konservativ. Frygten for at forandre sejles agterud af drømmen om det nyes jættefulde og heldbringende virkninger.

Hvordan kan det nye få denne medløbende effekt, så det nye i sig selv, - uden anden begrundelse end at det er nyt - får medvind og opbakning og virker uimodsigeligt i samtiden? Hvorfor kan det nyes imperativ ikke modsiges? Hvordan er vores kultur blevet så indkodet retningsorienteret, så hvad der udnævnes til nyt, automatisk trækker samfundsudviklingen i den retning? Problemet er kun at erobre det nye og patentere fremtiden for sig og sine meningsfæller.

Det nye er det moderne. Den moderne tidsalder kaldes moderniteten. Moderniteten eller den moderne kultur består i at dyrke det nye som sådant. Moderniteten giver på forhånd det nye ret ved at definere det bestående som udlevet og overleveret. Det nye bliver qua sådan selvlegitimerende.

Oprindelig bestod moderniteten i troen på fornuftens evne til at skabe en bedre fremtid end fortiden har været. Det er oplysningens projekt: ved hjælp af menneskelig fornuft og forstand forstå verden og beherske den.

Men det underlige er den konsekvens, som ligger latent i Oplysningen, at det nye og det fremtidige dyrkes ukritisk og positivt, mens det fortidige associeres med mørkets og undertrykkelsens kræfter. På tysk benyttes udtrykkes Neuzeit synonymt med den moderne tid, hvor det moderne knyttes til en tid og en retning. Det moderne bliver den nye tid.

Oplysningens projekt, som begyndte med en grandios tillid til fornuften og fornuftens mulighed for at styre verden, forvandler sig i praksis til en irrationel dyrkelse af det nye. Og hvor det nye bliver selvberettiget alene i kraft af at være nyt. Det nye behøver ingen anden begrundelse end at det er nyt - og anderledes og helst også provokerende. "Det moderne er den sælsomme tid, hvor det gode opløser sin alliance med det gamle for at forbinde sig med det nye og finde det gode i det nye" skriver den tyske filosof Slojerdik.

Især i den moderne kunst ser vi det nyes hypnotiske evne til at bane sig vej igen og igen. Når bare et kunstværk er anderledes og provokerende, berettiger det sig selv. Det begyndte med dadaister og surrealisme og er endt med hesteslagtninger og happenings, rådne grise og afføring på dåse, udstoppede svin og et kors i en spand med urin hører til det moderne kunsts fortræffeligste produkter. Mens klassisk kunst optræder idealtypisk og maner til inspiration og efterligning, består moderne kunst mest i akten: at gøre det utroligste, vække opsigt, sætte debat i gang.

Den tyske filosof Jürgen Habermas karakteriserer den moderne grundholdning i æstetikken som det at "dyrke det nye som sådant", at fokusere på nye former og at ville være fortrop (avantgarde), "altid på jagt efter chokerende hændelser".

Jagten på chokeffekter og provokationen bliver sit eget formål. Moderne kunst bliver den bestandige jagt på at sætte sig selv i scene som avantgarde. Trods som livsstil.

Problemet for avantgardisten bliver så, at jaget efter det uprøvede og nye bliver til en dødsdrummelagtig drift efter at gøre noget, som aldrig er gjort før. Derfor taler Jürgen Habermas også i sin berømte artikel "Det moderne - et ufuldendt projekt" om en række "problematiske forbindelser" mellem terroren og det kulturelt moderne. Moderniteten må ende i terror. Et dødsdrummelagtigt ødelæggelseprojekt igangsat af viljen til for enhver pris at ville gøre det, som ingen andre har gjort før. Udtrykket "avant-garde" er oprindelig et militaristisk udtryk for den fortrop, der går forrest i angrebet.

I H. C. Andersens eventyr Det utroligste skal den have kongedatteren, som kan gøre det utroligste. Kongerigets indbyggere forsøger hver at gøre det utroligste efter deres formening: én æder sig ihjel, en anden kan spytte sig i nakken osv. Da dagen oprinder, hvor det utroligste skal fremvises, er ingen i tvivl. En ung og god mand har skabt et under af kunstværk, som hele folket spontant samtykker i er det utroligste. Men så træder en voldsmand ud af mængden og ødelægger kunstværket. "Det var dog det utroligste", sagde folket, og det kunne ingen være uenig i. Og så måtte prinsessen ægte terroristen og billedstormeren. Indtil eventyret alligevel ender lykkeligt...

Moderne kunst består i altid at ville præstere det utroligste. Alle tabuer skal nedbrydes. I den intellektuelle verden viser de moderne tendenser sig i ønsket om at problematisere alting. Enhver fordom skal udfordres. Det bestående har ingen legitimitet i sig selv, men råber på at blive negeret og omgjort. Det multikulturelle samfund tilbedes mere fordi det er nyt og udfordrende, end på grund af dets iboende kvaliteter. Kritik bliver et plus-ord, som kan bruges til enhver tid. Det er altid godt at være kritisk, fordi det vender sig mod at acceptere noget, bare fordi det er foreliggende.

I politik i dag er det først og fremmest den engelske premierminister Tony Blair, der har kultgjort det nye. I en tale ved Labours konference i efteråret gik Blair voldsomt til angreb på "konservatismens kræfter", som han beskyldte for alt ondt. "Konservatismens kræfter allieret med racisme er grunden til at en af det 20. århundredes helte, Martin Luther King, er død".

De overleverede modsætninger er forældede, mener Blair. Forskellen på venstre og højre er slut. "Det 21. århundrede vil ikke være en strid mellem kapitalisme og socialisme, men mellem fremskridtets kræfter og konservatismens kræfter."

Tony Blair markedsfører sig selv om progressiv, moderne og retfærdig. Partiet omdøbte Tony Blair typisk nok til New Labour. Der skulle markeres afstand til det gamle.

I alt hvad Tony Blair siger, er retorikken hele tiden hængt op på modsætningen mellem fremskridtet (som han selv repræsenterer) og alt det gamle og konservative, som kan findes både til højre og til venstre i det politiske spektrum. Det er en jargon, der er så stærk og markeres så voldsomt, så det kan frygtes der ikke gemmer sig meget bag ordene. Alt kan markedsføres som nyt. Nazisternes propagandamaskine i 1930erne fremstillede også raceideologoien og livsrumsfilosofien som nye og grænsesprængende erkendelser.

I den hjemlige debat kan man se, at flere og flere annammer Tony Blairs verdensbilllede og gør forskellene i Danmark til et skel mellem progressive og reaktionære.

På en vis måde er skellet korrekt. Det nye indhold, der kan gives til forskellene i det politiske spektrum, er spørgmålet om forholdet til det nye og det gamle. Og den skelnen går ligesom højre-venstre-skalaen tilbage til den franske revolution.

I retorikken i den franske og russiske revolution er Det nye et fast symbol i modsætning til det gamle samfund (l'ancien régime). Hvor tit har vi ikke siden murens fald hørt den jargon, at vi lever i en ny tid og i et nyt Europa?

Som en konsekvens af troen på den ny tid omfattes fremtiden med stor tillid og fortrøstning. De nuværende kvaler skal så at sige forløses i historien og gennem en fremtidig lykketilstand. Modstanderne af de forandringer, der skal indfri den jættebringende fremtid, hænger sig typisk i noget forbigangent, noget sentimentalt og er angst for det nye og spændende. De repræsenterer ifølge revolutions-selvforståelsen typisk særinteresser, virker splittende og seperatistisk, fordi de ikke bifalder det nye, fremtiden og den enighed som tilstræbes omkring projektet. Fremtidens skal forløse enheden, mens det bestående er fyldt af modsætninger, som kun kan forsones i den nye tid.

Revolutionens forankring i en hellig tilbedelse af det nye så allerede konservatismens fader Edmund Burke i 1790: "Higen efter nyt er gerne udslag af et selvisk sindelag og af begrænset indsigt" skrev han i sin kontrarevoltuionære pamflet Tanker om den franske revolution. For Burke lå visdommen i det bestående, og han advarede skarpt mod revolutionære forandringer, der ville ændre radikalt på det bestående.

EU's integrationsprojekt symboliseret med billedet af cyklen, der kun kan kaldes holdes i gang ved hele tiden at skubbe integrationen fremad, er som snydt ud af Europas revolutionstanker. Stilstand bliver død for EU, kun det nye kan give næring til yderligere integration - egalt hvad der så skal integreres.

Det mest radikale opgør med troen på det nyes selvberettigelse står den tyske forfatter Botho Strauss for. For Strauss knyttes det nye til det moderne og det venstreorienterede, mens respekten for fortiden, de konservative værdier, ligger til højre. "At være højreorienteret, ikke i stædighed eller ud af skumle hensigter, men af hele sit væsen vil sige at opleve en erindringens overmagt, som griber mennesket... som isolerer og ryster ham ham midt i de moderne, oplyste forhold, hvor han lever sit almindelige liv."Venstrefløjens dyrkelse af det nye er i virkeligheden en forskudt religiøsitet, mener Strauss. Venstre-siden parodierer frelseshistorien, hvilket betyder at de søger frelsen ikke i det hinsidige, men i det fremtidige. "Den højreorienterede maler intet fremtidigt verdensrige, han behøver ingen utopi, men søger snarere efter genforening med den lange, den ubevægede tid", mener Strauss.

Således bliver den højreorienterede ifølge Botho Strauss til en outsider, som står uforstående overfor denne verden, denne selvoptagede verden med dens jagt efter det nye. Botho Strauss taler om behovet for "et oprør mod nutidens absolutte dominans, som vil fratage enhver tilstedeværelse af uoplyst fortid i individet".

Hvad tiden savner er et opgør med helliggørelsen af alt nyt. Appellerne til det nye er samtidig appeller til glemsomhed, til eftergivenhed, til ligegyldighed. Menneskets kamp mod magten er hukommelsens kamp mod glemslen, siger Milan Kundera. Og i stedet for at udkaste nye og skønnere projekter om fremtiden, burde vi snarere prøve at erindre, kende os selv, vide hvem vi er og hvor vi kommer fra. Og hellere lade badevandet blive en anelse koldere fremfor at skylle alt ud.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.