Nej til brugerbetaling mod barnløshed

Der kan tvangfrit argumenteres for, at det er en del af et solidarisk samfunds opgaver også at vise omsorg og yde hjælp til de ufrivilligt barnløse på linje med de andre opgaver, vi finder naturligt for fællesskabet i velfærdssamfundet at bidrage til, skriver dagens kronikør.

Der har i de senere år været en stadig skarpere debat om privatisering af visse sundhedsydelser og om brugerbetaling i det offentlige sundhedsvæsen. Her har behandling af ufrivillig barnløshed specielt været i fokus. Som det vil fremgå af nedenstående er denne debat i sin karakter imidlertid mere ideologisk end økonomisk.

Hensigten med denne kronik er dels at beskrive nogle faktuelle forhold omkring ufrivillig barnløshed, dels at fremføre argumenter imod brugerbetaling og endelig at beskrive en model for brugermedfinansiering, som ikke radikalt krænker retten til gratis hospitalsbehandling.

Det anslås, at mindst 15 pct. af alle par på et tidspunkt i deres liv oplever at være ufrivilligt barnløse. Behandling medfører, at kun ca. fire pct. forbliver permanent ufrivilligt barnløse.

De ufrivilligt barnløse par oplever deres problem som presserende, specielt fordi mange af dem først er kommet i gang med at reproducere sig i en sen alder, da frugtbarheden er faldende.

Der er ikke umiddelbart udsigt til, at præventive tiltag kan begrænse hyppigheden af ufrivillig barnløshed.

Behandlingsmulighederne for de ufrivilligt barnløse er derimod gennem de seneste 10-20 år blevet markant forbedret gennem udvikling af en række nye metoder, som i Danmark har fået fællesbetegnelsen {ldquo}kunstig befrugtning".

Metoderne omfatter inseminationsbehandling med mandens sæd samt forskellige varianter af ægtransplantationsmetoden ({ldquo}reagensglasbefrugtning"). Specielt ægtransplantationsteknikkerne har totalt revolutioneret situationen for de barnløse på grund af deres høje effektivitet, idet ca. 70 pct. få et barn inden for tre behandlinger. Metoden indebærer i korte træk hormonstimulation af kvinden, ægudtagning og befrugtning i laboratoriet efterfulgt af oplægning af befrugtede æg. Behandlingen giver stort set lige gode resultater ved de forskellige årsager til barnløshed.

Der udføres årligt ca. 7000 ægtransplantationsbehandlinger i Danmark, hvoraf ca. 60 pct. udføres i offentligt regi, resten på private klinikker. Det samlede omkostningsniveau for en ægtransplantationsbehandling ligger omkring 20-25.000 kr. Knap halvdelen af dette beløb udgøres af udgifter til hormonerne, som anvendes (ca. 7500-10.000 kr. per behandling), mens omkostningerne til selve behandlingen (ca. 12-15.000 kr.) dækker øvrigt vareforbrug, personale etc. På de private klinikker betaler patienten for selve ægtransplantationsbehandlingen, mens 75 pct. af medicinudgiften dækkes af sygesikringen. Der ydes via medicintilskuddet således et ikke ubetydeligt offentligt tilskud til behandling på privatklikker. På de offentlige klinikker er behandlingen gratis, men på nogle af dem udskrives recept på hormonmedicinen, som Sygesikringen yder 75 pct. tilskud til.

Der er ikke fri adgang til behandling på offentlige klinikker. Ægtransplantationsbehandling tilbydes kun par, som ikke har et eller flere fælles hjemmeboende børn, og kvinden skal være under 37 år ved optagelse på venteliste og skal behandles inden, hun er 40 år. Loven om kunstig befrugtning fra 1997 kræver desuden tre års ægteskab eller ægteskabslignende samliv før behandling med kunstig befrugtning.

De indledende undersøgelser for ufrivillig barnløshed foregår ofte i sundhedsvæsenets primærsektor, dvs. hos den praktiserende læge eller speciallæge. De mindre avancerede typer af barnløshedsbehandling foregår hos speciallæger og på specialafdelinger landet over, mens ægtransplantationsbehandlingen gives på højt specialiserede klinikker i det offentlige og private system. Der vil ofte være en glidende overgang fra undersøgelse og behandling og fra en behandlingstype til en anden. For eksempel vil inseminationsbehandling give mulighed for at afsløre ægløsningsforstyrrelser og hidtil uerkendte problemer med sædkvaliteten, mens ægtransplantationsbehandling kan afsløre andre hidtil skjulte årsager til manglende frugtbarhed. Således påvises ikke sjældent befrugtningsdefekter ved sædcellerne og dårlig ægkvalitet som årsag til en hidtil uforklaret barnløshed. I nogle tilfælde er det hensigtsmæssigt i det samme behandlingsforløb at skifte fra f.eks. inseminationsbehandling til ægtransplantation. Disse forhold kan gøre det overordentligt vanskeligt at afgrænse en bestemt type af barnløshedsbehandling som brugerbetalingsobjekt overfor diagnostiske undersøgelser og andre behandlingstyper. Hvor skal brugerbetalingen begynde og ende? Brugerbetaling på f.eks. ægtransplantationsbehandling vil endvidere kunne medføre et øget pres på andre behandlingstyper, som er mindre effektive, men ressourcekrævende.

Argumentet for brugerbetaling på barnløshedsområdet er for nogle, at der ikke er tale om sygdomsbehandling. Ikke desto mindre vil langt de fleste ufrivilligt barnløse par have en årsag til deres problem, som kan findes i tilstande, som repræsenterer eller er følger af sygdom i forplantningsystemet, dvs. ødelagte æggeledere, manglende ægløsning, nedsat sædkvalitet efter kræftbehandling etc.

Der er ikke tale om synlige skavanker, der på åbenbar vis hæmmer livsførelsen. På den anden side er det velkendt, at dét at få børn er en af de mest fundamentale drifter i mennesket, og familiedannelse er for de fleste et af de meningsfulde aspekter ved livet.

At være ufrivilligt barnløs kan medføre betydelige psykologiske problemer i form af nedsat selvværdsfølelse, forringet seksualliv og påvirket generel social funktionsevne. Der kan derfor være følgevirkninger for det enkelte menneskes evne til at fungere i samfundet. Derfor kan der tvangfrit argumenteres for, at det er en del af et solidarisk samfunds opgaver også at vise omsorg og yde hjælp til de ufrivilligt barnløse på linie med de andre opgaver, vi finder naturligt for fællesskabet i velfærdssamfundet at bidrage til.

Man må også gøre sig klart, at en meget lang række af de nuværende sundhedsydelser slet ikke har med sygdomsbehandling at gøre, og alligevel finder de fleste det naturligt, at der ikke indføres brugerbetaling.

Som eksempel kan nævnes svangreomsorg, fødselshjælp, provokerede aborter, sterilisation, fedme, sportsskader etc. Hvis sygdomsdefinitionen skal afgøre spørgsmålet om brugerbetaling, burde derfor også disse områder rammes.

Der kan være flere motiver til at indføre brugerbetaling på et område, som hidtil har været offentligt finansieret.

Man kan ønske at regulere eller begrænse efterspørgslen af en given behandling, som man ud fra et politisk synspunkt kunne ønske at påvirke brugen af. Man kunne ud fra et etisk synspunkt have det mål at begrænse brugen af kunstig befrugtning og øge adoptionsaktiviteten. Man kunne forestille sig, at visse mere eller mindre populistiske partier ønskede at profilere sig ved at vise vilje til privatisering på et i øvrigt politisk ufarligt område. Det forekommer imidlertid ikke særligt eftertænksomt ud fra et overordnet politisk synspunkt at ændre på et generelt princip om lige og fri adgang til sygdomsbehandling på et så forholdsvist lemfældigt grundlag. Indførelse af brugerbetaling bør derfor forudgås af en generel og omfattende prioriteringsdebat, hvor opgaverne i det offentlige sundhedsvæsen som helhed vurderes.

Et andet motiv til indførelse af brugerbetaling kunne være at skaffe indtægter til finansiering af andre sundhedsopgaver eller for at dæmpe de offentlige udgifter generelt. Da kun godt en til to promille af de offentlige sundhedsudgifter i dag bruges til kunstig befrugtning, vil en brugerbetaling næppe mærkbart påvirke finansieringen af sundhedsvæsenet. Desuden vil indførelse af brugerbetaling på kunstig befrugtning med stor sandsynlighed medføre et øget pres på andre områder, herunder de traditionelle behandlinger af ufrivillig barnløshed, som på den anden side er omkostningstunge og væsentligt mindre effektive.

Indførelse af fuld brugerbetaling eller en regelret privatisering af behandling med kunstig befrugtning vil isolere behandlingen fra det offentlige sundhedsvæsen med deraf følgende alvorlige konsekvenser for uddannelse, udvikling og forskning. En prismæssig konkurrence mellem offentlig og privat behandling vil muligvis falde ud til fordel for det private system, som ikke har uddannelsesmæssige og forskningsmæssige forpligtelser. På den anden side må det pointeres, at netop barnløshedbehandling i det offentlige nonprofitsystem er effektiviseret i en hidtil uhørt grad.

Det må vurderes, at omkostningerne - incl. udgifter til forskning, uddannelse og udvikling - på en behandling i dag ligger på samme niveau i det offentlige sundhedsvæsen som i det private. Der er ingen dokumentation for, at brugerbetaling medfører bedre omkostningseffektivitet eller behandlingskvalitet. Tværtimod vil brugerbetaling vanskeliggøre videnskabelige undersøgelser af nye behandlingsformer. En øget afhængighed af udenlandske forskningsresultater kan blive en konsekvens med mulig risiko for ukritisk brug af industrifinansieret forskning.

Brugerbetaling på barnløshedsområdet vil formentlig betyde, at behandlingerne ophører i det offentlige sundhedsvæsen. I en priskonkurrence med det private system vil man være nødt til at bortskære udgifterne til udvikling, uddannelse og forskning i det offentlige sundhedsvæsen. Netop disse aktiviteter gør, at mange eksperter på dette område forbliver i det offentlige sundhedsvæsen trods dårligere honorering end i det private system. Hvis de offentlige klinikker skal privatiseres, må man forvente, at ekspertisen derfor forsvinder.

Opretholdelse af behandling med kunstig befrugtning inden for det offentlige sundhedsvæsen vil kunne sikre uddannelse af sundhedspersonalet samt forskning og udvikling på området.

Man bør derfor nøje tænke sig om, inden princippet om gratis hospitalsbehandling brydes.

Ideen om velfærdssamfundet omdefineres tilsyneladende i disse år, og som led i en generel prioritering af offentlige sundhedsydelser kunne barnløshedsbehandlingen meget vel komme i fokus. Hvordan sikres et barnløshedsbehandlingen, uddannelse, udvikling og forskning i det offentlige sundhedsvæsen ved indførelse af brugermedfinansiering ?

Som det fremfår af ovenstående, udgør medicinudgifterne til ægtransplantation ca. 40 pct. af de samlede omkostninger til behandlingen. Brugermedfinansiering kunne derfor indføres ved en hel eller delvis fjernelse af medicintilskuddet til hormonbehandlingen. Patientens egenbetaling vil således blive 7500-10.000 pr. behandling i det offentlige system.

Individuelt medicintilskud kunne forvaltes efter gængse trangskriterier gennem det sociale system. Af de ca. 80 mio. kroner, som det, de årlige offentlige behandlingsomkostninger skønnes at udgøre til kunstig befrugtning, kunne der ved en total fjernelse af medicintilskuddet på dette område således spares ca. 32 mio kr.

Omend der nationalt næppe flyttes milepæle ved en besparelse af denne størrelsesorden, kan denne løsning dog anvendes uden fundamentalt at krænke den lige og vederlagsfri adgang til behandling i det offentlige sundhedsvæsen. Man vil kunne opretholde forskning, udvikling og uddannelse i det offentlige sundhedsvæsen, og man vil formentlig få tilfredsstillet nogle af motiverne til indførelse af brugerbetaling, herunder de rent politiske, samt ønsket om udgiftsreduktion og frigørelse af ressourcer til andre områder.

Det skal dog understreges, at denne model fremføres af kronikøren som det mindst ringe af flere onder. Barnløshed rammer mange og har væsentlig betydning for den generelle livskvalitet. Derfor bør disse behandlinger fortsat bør være et kollektivt ansvar. Derfor bør et gratis behandlingstilbud i det offentlige sundhedsvæsen principielt set opretholdes.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.