KRONIK: Hvem har ansvaret for børneopdragelsen?

Med afsæt i en handlingsplan for forældres pligter konkluderer kronikøren, at det er indlysende, at både børn og voksne mangler en omsorgsperson i hjemmet. Men selvansvar kan ikke påduttes på en studs. Det kan kun læres gradvist. Og hvem skal undervise forældre i ansvar for egne børn, når mor og fars hidtidige praksis netop har været styret af gedigen ansvarsløshed? Hendes egen løsning er utrendy: Borgerne skal bevidstgøres om, at det er et arbejde at have børn. Og at det er dyrt.

Lærere skal være opdragere". "Husmor er yt". "Skolechefer kræver forældreansvar". Disse tre opbyggelige udsagn optrådte som avisoverskrifter i henholdsvis Kristeligt Dagblad (10/12 1999), Politiken (15/12 1999) og Berlingske Tidende (24/12 1999) og er værd at bide mærke i. Første og sidste overskrift illustrerer nemlig på det nydeligste essensen i de ideologiske fronter i debatten om, hvem der har ansvaret for børneopdragelsen: lærerne (samfundet) eller forældrene? - mens midteroverskriften godt nok hævder, at husmoren er yt, men viser sig at dække over en ganske anden virkelighed, der også handler om børn.

Hvordan forældre, opinionsmagere og politiske beslutningstagere placerer sig i landskabet, afhænger dels af det personlige forhold til begrebet ansvar. Dels af den enkeltes indplacering på en linje, der har jubeloptimisterne placeret på den ene yderpol (her går det godt, aldrig har børn haft det bedre, og aldrig har afstanden mellem generationerne været mindre), de pessimistiske mørkemænd- og koner på den anden (her går det skidt, børn mangler i den grad forældrekontakt, bliver nedprioriteret, tilsidesat og overladt til diverse skærme).

Bekender man sig bekvemt og optimistisk til lærerne-har-ansvaret-fløjen, vil jeg som så ofte før opsende takkebønner til Ham foroven, fordi jeg i min grønne ungdom i sidste øjeblik besluttede mig til at sige nej tak til en lærerseminarieplads til fordel for en universitetsuddannelse. At opdrage andre folks børn til at binde snørebånd, sige goddag og farvel og tak, vaske hænder før maden og efter toiletbesøg, tie og lytte, når andre taler, sidde stille på en stol fremfor at fare rundt som en loppesæk og lignende basale sociale kompetencer, er jeg lykkelig for at være sluppet for. Den byrdefulde og hyppigt sure opgave med at indlære mine egne drenge ordentligt opførsel, gode manerer og lektier-først-tv-siden har været mere end tilstrækkelig af mosten.

Jamen, siger tilhængerne af ansvaret-ud-af-familien. Familien er afhængig af samfundets støtte, når børn er i institution så mange timer hver dag. Her kan de ikke leve en indholdsløs tilværelse, og hele samfundet må løse opgaven med at fylde indhold på børneliv og med at tage ansvar for de kommende generationer. Løsningen hedder helhedsskole og læreren som mor/far.

Jeg kan kun sige én ting. Hvis jeg efter mange og lange og måske oven i købet smertefulde overvejelser havde indstillet mig på en barnløs tilværelse, fordi jeg havde indset, at et krævende/nedslidende fuldtidsjob var uforeneligt med at opdrage og drage ordentligt omsorg for poderne, ville jeg mildt sagt være temmelig pikeret over, at mindre ansvarlige folk reproducerede sig efter devisen: Nu sætter vi et barn i verden og planlægger, at de næste 9 år (efter ½ års barselsorlov + ½ års forældreorlov) skal Peter være i henholdsvis vuggestue, børnehave og skole/fritidsordning fra sådan ca. 7.30-17 mandag-fredag. Mens far og mor kører fuldtidsjobs, så de kan få råd til både hus og bil og udenlandsrejser, og samtidig legitimerer det materielle ræs med "barnets behov".

Moralen er: lad være med at få børn, hvis du ikke er indstillet på at nedskære både dine materielle behov og din arbejdstid og dine fritidsinteresser, for BØRNEOPDRAGELSE TAGER TID. Kvantitativ tid. Mors og fars tid, om jeg må be'. Ikke lærerens, som passende kunne anvende de indvundne minutter til systematisk stave- og læsetræning suppleret med daglige tabeller i de små klasser.

Derfor blev jeg også opmuntret, da jeg selve juleaftensdag kunne konstatere, at landets skolechefer nu har meldt klart ud i et debatoplæg, der foreslår, at alle skoler i Danmark skal udarbejde handlingsplaner, som konkretiserer og præciserer den forpligtelse, forældrene iflg. folkeskolens paragraf 35 har for deres børns skolegang. Kravene kan koges ned til følgende punkter:

Barnet skal møde velforberedt i skolen og have læst lektier

Barnet skal have madpakke, bøger og gymnastiktøj med

Forældrene skal møde op til møder og forældresamtaler og overholde aftaler med skolen

Hvis barnet laver hærværk på skolen, er det forældrene, som skal betale erstatning

Skal man le eller græde over, at det er nødvendigt at formulere så basale forpligtelser? Jeg vælger det første, endskønt udspillet fra Børne- og Kulturchefforeningen mere end signalerer, hvor langt nogle forældre har bevæget sig ud på skråplanet inden for børneomsorg eller mangel på samme.

Men formanden for foreningen lægger i hvert fald op til et ideologisk kursskifte, når han udtaler, at selv om mange forældre gør et fremragende stykke arbejde, er det generelt et stort problem i dagens folkeskole, at forældrene ikke lever op til de punkter, som altså bør stå i handlingsplaner.

Årsagen til, at skolecheferne har fundet det nødvendigt at tale med store bogstaver, kender enhver. Når mor og/eller far kommer dødtrætte hjem efter 9-10 timer på arbejdsmarkdet (7½ times arbejde + transport + indkøb), så er der bare ikke overskud til at øve gangestykker med Lille-Per eller sætte energi ind på at lære Sofie, hvordan tasken og gymnastiktøjet skal pakkes om aftenen og pennalhuset ordnes med spidsede blyanter, farvetusser og linealen klar. Den dårlige samvittighed over børnenes for-meget-institutionsliv murrer i kroppen, og bare tanken om at ødelægge de få timer, familien er sammen før sengetid, ved at tage konflikten med Bitte-Christian, fordi tallene i regnebogen er helt ulæselige, er ubærlig. Nej, det må virkeligt være lærer Jensens opgave at lære Christian at skrive fine 3- og 5-taller. Og mens han er i gang, kan hun også lige lære lillesøster klokken og at binde snørebånd.

Det er indlysende for enhver, at både børn og voksne mangler en omsorgsperson i hjemmet. En mor m/k, der står klar til at tage såvel lektier som snørebåndsbinding og madpakker på sin kappe. Derfor er det også dybt ironisk, at husmor bliver erklæret yt. I hvert fald i Storbritannien, hvor en frisk meningsmåling blandt 1000 nybagte mødre viser, at de vender tilbage til deres arbejdsplads, fordi de ikke tør fortælle deres kolleger, at de vil være hjemmegående husmødre. 71% af de adspurgte opfattede det som en social trussel at være fuldtidsmor. Hver tredje fandt det direkte pinligt. De var flove over at sige, at deres barn var vigtigere end karrieren. (Det engelske ord "career" svarer snarere til dansk lønarbejde/erhverv end nødvendigvis et egentligt karrierejob.)

Nu kunne man jo passende afskrive meningsmålingen med henvisning til, at den er foretaget i England, hvor kvinderne er mindre emanciperede. Det ville jeg imidlertid vare mig for at gøre. Personligt ville jeg nemlig stillet over for et reelt valg: Hjemmegående husmor på (stærkt) nedsat materielt blus på den ene side - på den anden side lønarbejde i form af kassedame i Netto eller industriarbejder på Thor-fisk eller rengøringsassistent + hovedansvarlig for arbejdspladsen i hjemmet - til enhver tid vælge den første livsform. Hvis jeg vel at mærke havde en ordentlig mand, som afleverede halvdelen af sin hyre til mig i klar forvisning om, at vi var et team, og at det arbejde, jeg udførte i hjemmet var mindst lige så vigtigt som hans bankfunktionærjob. Så at jeg aldrig skulle stå med hatten i hånden.

Det er indlysende, at for højtuddannede og velindtjenende kvinder repræsenterer husmortilværelsen ikke et attraktivt alternativ. Fordi de typisk har spændende og udfordrende jobs og til enhver tid vil foretrække at passe karrieren fremfor lille Viggo, vaskemaskine og vovhund.

Men jeg er kommet mere og mere i tvivl om, hvorvidt den højtberømmede ligestilling for en række ufaglærte og kortuddannede kvinder har betydet andet end "retten" til hårdt fysisk og psykisk nedslidende dobbeltarbejde. En situation, som arbejderklassens/underklassens kvinder i øvrigt altid har befundet sig i.

Jeg kan hele ligestillingsretorikken på rygmarven og har selv været en af dens bedste støtter. At hvis mor og far bare deles smukt om ansvaret i hjemmet og måske ovenikøbet går lidt ned i tid på arbejdsmarkedet, mens de flekser på kraft, så kan familien godt hænge sammen og tage sig ordentligt af både Mona, Michael og madpakkerne. Den strategi lykkes heldigvis også for en del, og dem behøver samfundet eller skolecheferne ikke bryde hovederne yderligere med.

Men hvad med resten af forældregruppen? Den som de nye handleplaner er henvendt til? Hvilke sanktionsmuligheder har skolecheferne forestillet sig, hvis det viser sig, at travle mødre og lemfældige fædre fortsat ikke har tænkt sig at leve op til deres forældreansvar? Problembørnene har nemlig typisk forældre, der glimrer ved ikke at møde op til ubehagelige forældresamtaler med kritiske lærere, der lige har en ting eller to, de godt kunne tænke sig at snakke med Tumult-Bennys mor og Torpedo-Tommys far om.

Selvansvar kan ikke påduttes sådan på en studs. Det kan kun læres - og gradvist. Og hvem skal undervise forældre i ansvar for egne børn, når mor og fars hidtidige praksis netop har været styret af gedigen ansvarsløshed? Jeg afventer spændt svaret.

Min egen løsning er dybt utrendy, dels fordi den er langsigtet, dels fordi den gør op med forestillingen om det konsekvensløse valg:

De næste mange, mange år skal alle borgere i Danmark dagligt via public service i medierne og obligatorisk familiekundskab i skolerne bevidstgøres om, at det at have børn er et arbejde, at de er pokkers dyre for privatøkonomien, og at Camilla og Jens først og fremmest er et forældreansvar.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.