KRONIK: Om kunst og skattefradrag

Det er statens opgave at sikre den danske kulturarv, fastslår dagens kronikør. Her kan vi lære en del af Frankrig og måske komme bort fra det traditionelle danske synspunkt, at kunst og bevarelse af kulturarv ikke må koste noget. Og problemet kan slet ikke løses over skattebilletten ved at gøre det attraktivt at købe kunst. Resultatet vil være givet på forhånd: I takt med at velhavende private investerer mere, vil staten neddrosle sit engagement.

Spørgsmålet om hvorvidt danskere skal kunne fratrække udgifter til køb af billedkunst på deres selvangivelse har givet anledning til debat i Jyllands-Posten, jævnfør Sven Bedsteds kulturkronik 21/12. Det har været interessant læsning. Fortalerne for denne løsning har hævdet, at vi på den måde vil "genoplive" fortidens store mæcener og derved tilføre danske museer uvurderlige samlinger, som ellers vil blive spredt for alle vinde eller solgt til udlandet. Det er jeg ikke helt enig i.

I en række indlæg er jeg samtidig blevet anklaget for at lufte mine private synspunkter omkring skattemæssige "kunstfradrag".

Lad mig derfor prøve at konkretisere mine synspunker dels ud fra et rent musealt synspunkt og dels ud fra nogle private holdninger til dette at betale skat.

De museale synspunkter

Allerførst: Private donationer har uomtvistelig gennem årene haft meget stor betydning for danske museer - en betydning, der af naturlige årsager var størst i begyndelsen af dette århundrede. Det hænger ganske enkelt sammen med, at der i de første årtier i dette århundreder kun fandtes 4-5 kunstmuseer i dette land med Statens Museum for Kunst, samt Århus, Odense og Aalborg i spidsen.

Deres muligheder eller interesse for at købe nutidig kunst - hvilket i hvert fald gjaldt Statens Museum for Kunst - var stærkt begrænset. Hele "markedet" var derfor overladt til private købere, hvoraf en betydelig del senere overlod deres samlinger til offentligheden. Det har alle grund til at være dem dybt taknemmelige for i dag - inklusive Statens Museum for kunst. Og vi har aldrig lagt skjul på den taknemmelighed, jævnfør bl.a. de seneste fem års forskning og udstillinger om bl.a. Rumps samling og aktuelt Larpents samling.

I dag er situationen en noget anden. Vi har nu 47 kunstmuseer i Danmark, og det er min klare opfattelse, at disse 47 museer - selv med alt for små bevillinger til indkøb - har den nødvendige ekspertise til at erhverve den væsentligste del af vores samtidskunst og gør det.

Et andet aspekt: Fortalerne for det "skattefrie" synspunkt lider tilsyneladende af den fejlagtige opfattelse, at private donationer er til stor og entydig fordel for det museum, der begunstiges. Det er ikke altid tilfældet. Der er utallige eksempler på, at der til donationer fra private er stillet betingelser, som intet museum kan leve op til.

Disse eksempler er f.eks.:

Krav om at museet skal modtage en hel samling, uanset om det måske kun er et fåtal af samlingens kunstværker, der er betydningsfulde for museets samling. Man skal være opmærksom på, at med ethvert værk, der indgår i samlingen, følger en forpligtelse til at bevare, forske og formidle i al evighed, da man ikke må sælge værket igen. Og det kræver mange ressourcer at bevare noget, der ikke har væsentlig værdi for et museum.

Krav om at billederne skal være ophængt permanent, eller endog skal være ophængt i et bestemt lokale. På et moderne kunstmuseum, som satser på at vise samlingen på nye og interessante måder på baggrund af ny forskningsviden binder krav om permanent ophængning museet på en måde, der hindrer en spændende formidling til publikum.

Gennem hele museets historie har vi haft tætte og væsentlige relationer med private samlere og en lang række fonde som Ny Carlsberg Fondet, Augustinusfonden, Becket fonden, Kirsten og Palle Diges Fond, Christa og Viggo Pedersens Fond, Hildur og Kingo Petersens Fond for blot at nævne nogle stykker. Uden dette samarbejde havde samlingerne på Statens Museum for Kunst været væsentlig fattigere i dag. Men her fungerer relationerne i et konstruktivt samarbejde, hvor museet selv vælger de værker, som vi mener vil supplere samlingerne, og selv vælger, hvordan vi vil præsentere værkerne for publikum.

På Statens Museum for Kunst har vi en forpligtelse til at indkøbe og bevare international kunst fra 1300 tallet og op til i dag. Det siger sig selv, at der over disse syv århundreder er mange huller i vores samling. Vores indkøbspolitik er derfor tilrettelagt, så vi prioriterer de erhvervelser, der dækker de mest markante af disse huller. Det gør vi dels med vore egne beskedne 6 millioner kr. årligt til nyindkøb, og dels ved at søge diverse fonde om beløb til at indkøbe specifikke kunstværker. Dermed sikrer vi, at vi til enhver tid får erhvervet de nye kunstværker, der tilfører de eksisterende samlinger øget værdi. Med andre ord tilgangen af nye kunstværker bliver ikke udtryk for en tilfældighed, men udtryk for en bevidst erhvervelsesstrategi.

De private synspunkter.

Så er der spørgsmålet om det at kunne fratrække udgifter til køb af billedkunst på selvangivelsen. Her er jeg helt enig med mine kritikere i, at jeg giver udtryk for nogle private synspunkter, der intet har med mit job som museumsdirektør at gøre. Men jeg har svært ved at se det odiøse i, at man selv som museumsdirektør har og giver udtryk for personlige holdninger.

Jeg er fuldstændig enig i, at det ikke mindst på grund af skattetrykket - er blevet sværere at samle kunst. Men det er ikke umuligt. Blot nogle få dages gennemgang af aviserne viser klart, at der stadig skabes anseelige formuer i Danmark - og også formuer, som i mange tilfælde overgår, hvad der før var muligt. IT-branchen er et meget godt eksempel herpå.

Og så er der da heldigvis også stadig eksempler på, at det er muligt for mennesker med ganske almindelig indtægt. Kunstsamleren John Hunow er et fremragende - om end må jeg erkende - et unikt eksempel herpå.

Men sagt meget firkantet er mine holdninger til "kunstfradrag": Hvis nogen får mulighed for at trække kunstindkøb fra på skattebilletten er der andre, der skal betale. Staten har normalt ikke mulighed for at give ufinansierede skattelettelser.

Der er ikke nogen garanti for, at kunstværkerne reelt bliver doneret til museer - og specielt ikke, hvis kunstsamlerne - som det jo hænder - flytter til udlandet.

Der er ingen tvivl om, at prisen på danske kunstværker vil stige markant. Det vil selvfølgelig glæde kunstnerne og kunsthandlerne, og det vil være dem vel undt. Men det vil gøre det endnu vanskeligere for museerne at købe ind (jævnfør Møller og Nielsen. Kunst økonomisk set. Gyldendal 1999. Pp. 166 175) Og hvordan skal skatteforvaltningerne afgøre, hvad der er et kunstværk - og hvad der er den rigtige pris.

På samme måde med forslaget om, at skattefradraget skulle blive en realitet på det tidspunkt, hvor et billede doneres. Er det da købsprisen, eller værdien på donerings tidspunktet, der er afgørende, og hvem afgør værdien?.

Men helt grundlæggende og helt principielt mener jeg, at det er statens opgave at sikre den danske kulturarv. Her kunne vi lære en hel del af Frankrig, og måske af den vej komme væk fra det traditionelle danske synspunkt, at kunst og bevarelse af kulturarv helst ikke må koste noget.

Jeg er fuldstændig enig i, at de beløb, der i dag afsættes til museernes kunstindkøb er helt utilstrækkelige. Men det problem løses ikke ved over skattebilletten at gøre det attraktivt at købe kunst. Resultatet vil være givet på forhånd:

I takt med, at velhavende private, investerer mere og mere i kunst og donerer til museerne, kan man formode, at staten med usvigelig sikkerhed vil bruge dette som en sovepude og neddrosle sit engagement. Herefter vil den danske kulturarv og bevarelsen af den være afhængig af de indkøb, som private foretager, og dermed bliver det fuldstændig tilfældet, hvad der kommer op at hænge på landets museer. Det kan ingen være tjent med.

Hertil vil kritikerne af mine synspunkter formentlig sige, at så vil det i en ikke nær fremtid formentlig være definitivt forbi med private mæcener eller fonde. Det tror jeg ikke et øjeblik på. Jeg tror altid, at der - også i Danmark - vil være mennesker, som ud fra en dybtfølt kærlighed til kunsten, vil samle på kunst og etablere fonde, som vil samarbejde med museerne - til glæde for alle parter.

Til sidst en beklagelse:

Jeg er ked af, at mine udtalelser i Berlingske Tidende om tobaksfabrikant Hirschprung og Johannes Rump kunne udlægges som et angreb på de to mæceners forretningsmoral. Det var ikke tilsigtet og skyldes udelukkende, at der af forklarlige årsager ikke var plads til den sammenhæng, hvori mine udtalelser faldt. Deres måde at drive forretning på, skal naturligvis ses i sammenhæng med den epoke, de levede i, og set i det perspektiv og med den viden vi har - har de heller ikke efter min opfattelse - foretaget sig noget dadelværdigt.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.