Leder: Ud af køjen

LANDSMØDET I SF kan forhåbentlig blive stedet for det generationsopgør, som partiets unge længe har efterlyst. Debatterne sander til i gamle konflikter og skyttegrave, som formand Jakob Nørhøj så rigtigt udtrykte det på det nys overståede landsmøde i SFU. De unge partimedlemmer, som gav ham bragende bifald, fik ifølge Ritzau at vide, at SF bærer præg af folk, som har været med hele livet.

Partiets unge har et afslappet forhold til EU-medlemskabet. I dag måtte det handle om at komme med visioner for fremtidens samarbejde.

På landsmødet i bededagsferien bør SF træde ud af skyggen som støtteparti for Socialdemokratiet og byde sig til som samarbejdspartner for regeringen på områder som decentralisering, udlicitering og selvforvaltning.

"Mere samfund - mindre stat", som man undertiden kan sige i SF. Mennesker skal myndiggøres. De skal ikke gøres til klienter, som det er praksis, hvor Socialdemokratiet regerer.

Partiformand Holger K. Nielsen forstår ved festlige lejligheder at benytte de rigtige formuleringer. Han har endog talt for, at SF må betragtes som et EU-positivt parti, men må selvsagt vide, at Danmark på vigtige områder er marginaliseret i samarbejdet, så længe vi har de forbehold, han vil værne om.

Den politisk så svage Holger K. Nielsen vil kunne erklære sig tilfreds, så længe hans balanceakt mellem fløje og personer i SF lykkes. Nemmest var det for ham at slå følge med folketingsmand Villy Søvndal, som på valgaftenen slog fast, at nu skal SF føre venstreorienteret oppositionspolitik.

Partiet vil således - selv om konkurrencen er hård - være landets mest ligegyldige parti. Holger K. Nielsen vil søge ly og sikkerhed i partiets gamle hængekøje.

Men snart bør unge og andre, der er utilfreds med stilstand og manglende indflydelse, gå sammen og få ham væltet ud af køjen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen