Leder: Bombebørn

»VI MÅ DRÆBE bombemændenes forældre,« sagde en israeler for et par dage siden til udenlandske nyhedsmedier, mens han var i færd med at ophænge plakater med sit konstruktive forslag til bekæmpelse af terroren i Israel.

Hans logik var, at bombemændene vil holde sig tilbage, hvis de ved, at deres forældre efterfølgende bliver dræbt som straf for børnenes forbrydelser.

Logikken halter naturligvis, for hvis børnene har et påtrængende ønske om at blive martyrer, og deres forældre støtter dem i forehavendet, hvad skulle så forhindre forældrene i at nære samme ønske?

Konflikten er i flere henseender grænseløs. I tirsdags fik vi en lille påmindelse om den her i landet, da op mod 3000 fortrinsvis palæstinensere demonstrerede foran den israelske ambassade i København.

Blandt de højtråbende palæstinensere sås nogle få sympatiserende danskere, der dog fortrak, lettere skræmt af hadefulde råb af ord, de ikke forstod.

»Jeg kan godt blive lidt skræmt - man ved jo ikke, hvad man bliver taget til indtægt for ved at være med,« som en af dem sagde.

Et signal, som ikke behøvede verbalt sprog for at trænge igennem, manifesterede sig i to betuttede småbørn, der var forsynet med bombeattrapper om maven. Kommende generationer af selvmordere siddende på deres fædres skuldre?

Konfliktens dybde manifesterede sig på gaden i København. Tror disse børns forældre, at det er på denne måde, at de skaber sympati for palæstinensernes sag? Er deres brug af børnene udtryk for, at de vil understrege deres desperate situation og dermed til en vis udstrækning forståelig og undskyldelig?

Signalet er klart og utvetydigt: Vi er parate til at ofre vore børn. Det er skræmmende, og det understreger den uforsonlighed og det ætsende fjendskab, som hersker mellem de stridende befolkningsgrupper i Mellemøsten, og som man ved sådanne demonstrationer i udlandet ikke arbejder for at bilægge, men tværtimod for at understrege og skærpe.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen