Fortsat modstand

DE SENESTE hændelser, hvor palæstinensere er blevet påført lidelse og ydmygelse af den israelske hær, bringer mindelser om scener fra nazitiden. Hvis det havde været Israel og israelske civile, der var blevet udsat for samme behandling fra en fremmed hær, ville fremtrædende regeringer have reageret anderledes, og de ville have samlet en militærstyrke, der kunne befri Israel fra aggressoren.

Det er et faktum, at Israel bliver behandlet anderledes og er hævet over international lovgivning på grund af den ubegrænsede støtte, som landet nyder fra USA, der - for at sige det mildt - har indflydelse på både store og små regeringer.

Vi lever i den amerikanske tidsalder, en tidsalder, hvor international lovgivning, diplomati, principper og etik i internationale forhold gives en underordnet stilling, mens brutal magt, selektivitet, dobbeltmoral og udtalt hykleri bliver ophøjet til dyder.

Invasion

I stedet for at afslutte den israelske besættelse, som er kilde til den spænding og ustabilitet, der præger regionen, ønsker USA at invadere Irak under påskud af, at landet muligvis fremstiller masseødelæggelsesvåben.

USA ønsker at danne tre regeringer, der er venligt stemt over for Israel, som besidder masseødelæggelsesvåben, herunder atombomber, og vil understrege sit militære overherredømme.

Den amerikanske invasion af Irak ville, hvis den nogensinde bliver realiseret og lykkes, dele landet op i tre lande, et kurdisk mod nord, hvilket Tyrkiet modsætter sig, et sunni-muslimsk i midten og et shia-muslimsk mod syd, hvilket de arabiske nabolande opponerer mod. Mellemøsten ville blive mere ustabil.

Timingen af det nuværende amerikanske engagement i den israelsk-palæstinensiske konflikt via general Anthony Zinnis mægling har til formål at dæmpe, men ikke løse, konflikten, der kan få negative konsekvenser for den påtænkte invasion af Irak. USA's vicepræsident, Dick Cheney, fik ikke støtte til invasionen fra de arabiske lande, som han besøgte, og det vil sikkert ikke lykkes Anthony Zinni at skabe fred mellem parterne, idet hverken hans overordnede i Washington eller Ariel Sharon ønsker at tage fat på kernen i problemet, nemlig at få besættelsen bragt til ophør.

Folkets vilje

Den almindelige palæstinenser i det besatte palæstinesiske område har mistet troen på og interessen for fredsinitiativer, deklarationer og gentagne besøg fra udsendinge - og er fast besluttet på at befri sig for besættelsen.

Besætterne skulle bemærke dette og huske, at det ikke er lykkedes nogen kolonimagt at knække besatte folks vilje til at leve i frihed og uafhængighed.

Ariel Sharon er en krigsmager med ringe respekt for det, historien kan lære os, herunder hans egen katastrofale invasion af Libanon. Han lovede Israel fuld sikkerhed inden for 100 dage, efter han var blevet valgt, men det er kun lykkedes ham at udgyde mere israelsk og palæstinensisk blod.

Venten på Godot

Israel, der blev dannet med magt i 1948 på 78 pct. af Palæstina, mens de øvrige 22 pct. har været besat siden 1967, er nødt til at vælge mellem besættelse og sikkerhed, landet kan ikke få begge dele. På trods af mordforsøg foretaget af ekstremister, der anså Algeriet for at være en del af Frankrig, gav general de Gaulle Algeriet uafhængighed.

De palæstinensiske ledere følger forhandlingsvejen og har gjort det i 10 år. Men især efter den seneste israelske militærinvasion føler palæstinenserne, at de ikke har anden mulighed end at fortsætte deres modstand mod den israelske besættelse, indtil den længe ventede israelske udgave af general de Gaulle viser sig. At vente på, at det bliver general Sharon, er ligesom at vente på Godot.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen