Leder: Chok og vantro

KUN 107 DAGE efter sin tiltræden har justitsminister Lene Espersen præsteret en politisk bommert af eklatante dimensioner, og regeringens omdømme er skadet ganske betydeligt.

Blot tre dage efter folketingsvalget den 20. november i fjor lovede fremtrædende repræsentanter for regeringspartierne, at hastighedsgrænsen på motorvejene ville blive sat op fra 110 til 130 km/t. Kun enkelte steder med stor lokaltrafik kunne det vise sig nødvendigt at opretholde de nugældende grænser.

Løfterne var klokkerene og så éntydige, at ingen kunne være det mindste i tvivl om, at vejen fra løfte til virkeliggørelse ville blive lige så kort, som Folketingets lovmølle magtede at male.

På den baggrund er det fuldt forståeligt, at Venstres folketingsgruppe onsdag blev hensat i en tilstand af chok og vantro, da den så lovforslaget fra justitsminister Lene Espersen og fik at vide, at det ikke blot var sanktioneret af den konservative folketingsgruppe, men også af topministrene i regeringens særlige koordinationsudvalg.

Justitsministerens lovforslag ville betyde, at det kun på en stærkt begrænset del af motorvejsnettet ville blive tilladt at køre 130 km/t, mens grænsen ellers skulle være 120 km/t og på mere end en tredjedel af nettet ville forblive på de 110 km/t.

Ministeren har åbenbart ladet sig besnakke af sine embedsmænd, blandt andet med udsagn om, at landets motorveje slet ikke er bygget til hastigheder på 130 km/t, og at resultatet følgelig ville blive flere dræbte og kvæstede.

Det er i sandhed et horribelt standpunkt. Er det virkeligt tilfældet, burde ministeren øjeblikkeligt indføre et forbud mod al motorvejskørsel.

Enhver bilist, der færdes på de danske motorveje, kan bevidne, at hastighederne allerede i dag langt overskrider det tilladte maximum. 130 til 160 km/t er det normale. De færreste, hvilket vil sige næsten ingen, overholder hastighedsgrænsen.

Det er en ubestridelig kendsgerning, men alligevel taler embedsmænd, rådgivere, visse politikere og andre, som om bilisterne tøffer derudad med de 110 km/t, og udmaler på denne massivt forkerte baggrund skrækscenarier om mange flere dræbte og kvæstede, hvis man forhøjer hastigheden med 20 km/t. Og de gør det i øvrigt i direkte modstrid med udenlandske erfaringer, som i hvert fald læsere af Jyllands-Postens motorsider er bekendt med.

Nu er det ikke første gang, at en justitsminister får dårlig rådgivning af sit departement. Ministeriet brillerer ikke i udpræget grad. Men her er ministeren ligefrem dikkende lammehale til en stribe trafikhysterikere a la Margrete Auken.

Det er stærkt pinligt.

Statsminister Anders Fogh Rasmussens håndtering af sagen er mildt sagt uforståelig. Det er dog en ganske uhørt politisk situation, at den største folketingsgruppe bag en regering ikke er taget i ed om et så vigtigt og omstridt lovforslag.

At gruppen med den kyndige trafikpolitiker Svend Heiselberg i spidsen handler ret ved at afvise makværket, er udmærket og den eneste mulige reaktion efter det fatale svigt i regeringen, som Lene Espersen selvfølgelig ikke kan være ene om at bære ansvaret for.

Det er sagt, at Fogh Rasmussen har stået for det mest forberedte og gennemtænkte regeringsskifte i moderne politisk historie, men den aktuelle sag får billedet af hans perfektionisme til at krakelere.

Det er dårligt håndværk eller slet og ret sjusk.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen