Fælles ansvar - en konservativ mærkesag

SET MED konservative briller har samfundet en forpligtelse til at hjælpe de svageste i samfundet - de hjemløse, de sindslidende, misbrugerne og de prostituerede - til at sikre, at disse mennesker hjælpes fremad mod en tilværelse, hvor de bliver bedre i stand til at tage vare på sig selv.

Derfor har de konservative længe ønsket, at der blev flere, bedre og eventuelt atypiske tilbud, der kunne give denne gruppe en tiltrængt hjælp i form af hele løsninger.

De konservative ser derfor meget positivt og forventningsfuldt på regeringens handlingsprogram "Det Fælles Ansvar". Der er tale om et samlet og ambitiøst program om indsatsen for de svageste grupper. Det har været magtpåliggende at skabe et gennembrud i støtten til hjemløse, sindslidende, misbrugere og prostituerede m. fl. Trods gode intentioner er det nemlig oftest sådan, at socialpolitiske initiativer ikke altid favner de svageste.

Handlingsprogrammet sætter fokus på fire måder at organisere en forstærket indsats på. Det drejer sig om en styrket indsats fra det offentlige, forbedring og øget inddragelse af frivillige, nye former for samspil og samvirke mellem det offentlige og de frivillige samt en styrkelse af arbejdet på tværs af sektorer.

Der er således lagt op til, at det fælles ansvar løftes i samarbejde mellem flere parter. På den måde løser man ikke bare et problem for den enkelte, men arbejder samtidig for at løse alle de sociale problemer, den enkelte måtte være udsat for.

Der er opstillet en række udviklingsmål samt konkrete initiativer i forhold til de enkelte målgrupper, der alle er kendetegnet ved, at den enkeltes behov er sat før systemet. Bl. a. derfor har man i videst muligt omfang søgt at bevare og respektere det frie valg.

Ligeledes er det afgørende, at den enkelte ikke afvises, da det blot vil fremme yderligere social deroute. Der er jo tale om mennesker i en akut livssituation, som har behov for et tilbud her og nu.

At hjælpe de svage kræver viden, indsigt og forståelse. Og naturligt nok er det ofte de svage selv, som bedst kender til behovene. En styrkelse af interessevaretagelsen og indflydelsen skal nu ske bl. a. gennem Rådet For Socialt Udsatte, der skal fungere som de svage gruppers talerør.

Med handlingsprogrammet er vejen banet for en helhjertet indsats for de svage båret af det fælles ansvar. Et samfund bør vurderes på, hvordan det behandler de svageste.

Det Konservative Folkeparti vil også gerne vurderes på den skala.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen