Leder: Opbrud i Europa

INGEN SIGER det, for det er ikke god tone. Men det såkaldt europæiske projekt, som vi kender det, er ved at skride ud i krise.

På det folkelige plan har en voldsom skepsis været mærkbar allerede i flere år - mere i Nordeuropa end i Sydeuropa, hvor man er vant til tunge, bureaukratiske statsdannelser.

Europas centrale land, Tyskland, har ikke sagt meget, men betalt så meget mere.

Tyskernes vanskelige historie har bidraget både til tavsheden og til pengestrømmen, som ikke mindst har gavnet en aktivistisk venstrefløj, der med alle sine kontrolforanstaltninger og overvågningsinstitutioner ville gøre EU til sit projekt. Skulle Bayerns konservative og EU-skeptiske ministerpræsident Edmund Stoiber vinde det kommende efterårs forbundsdagsvalg, vil dette socialdemokratisk styrede Europa blive tilføjet et knæk.

Venstrefløjen ved det. Man mærker allerede gyset i socialisternes rækker ved tanken om alt det, der kan tabes.

Forude venter - om ellers de seneste års tendenser forstærkes blot en smule - ikke institutionernes og kontrollanternes Europa og heller ikke bureaukraternes Europa, men det enkelte, selvstændigt tænkende og handlende menneskes Europa.

Panikken omkring den italienske udenrigsminister Renato Ruggieros afgang er det seneste eksempel på, at det er gået op for de hidtil herskende kredse, at deres tid hurtigt kan rinde ud.

Forretningsmanden Silvio Berlusconis centrum-højre regering er ikke EU-fjendtlig, som det påstås, men den føler sig heller ikke trykket af en efterhånden fjern fortids fascistiske synder. Den insisterer, som naturligt er, på at tage en kamp for det, den betragter som Italiens interesser.

At Frankrig og Storbritannien i årevis har krævet respekt for, hvad de definerede som deres vitale interesser, har aldrig undret - og Frankrig har så sandelig aldrig ladet sig hæmme af sin fortid som et land, der kollaborerede ivrigt med de tyske nazister. Det er intet tilfælde, at netop Berlusconi spekulerer i en akse Rom-London-Washington på tværs af det hidtil så gelinde kørende og bestemmende samarbejde mellem Paris og Berlin.

Skulle den nye mand i Berlin hedde Stoiber, vil dette samarbejde efter alt at dømme blive nedvurderet til fordel for det, der allerede ønskes i London og Rom og vel sagtens i København under statsminister Anders Fogh Rasmussen: Et lettere og smidigere og mindre bureaukratisk EU, det tredje Europa så at sige, og i øvrigt et Europa, som ansøgerlandene langt foretrækker.

Det har længe været et mantra, at Europa kunne vælge mellem de tyske socialdemokraters forestilling om et mere eller mindre føderalt Europa, en slags Europas Forenede Stater, og et fransk dirigeret forbund af mere eller mindre selvstændige, nært samarbejdende lande.

I mangel af bedre valgte Danmark i reglen at slutte sig til den sidste forestilling. Med et nyt centrum-højre styret Europa inden for rækkevidde bør Danmark gå ind i et udvidet samarbejde mellem Italien, Storbritannien og - forventeligt - Tyskland.

Den fatale, socialdemokratisk styrede aktion mod Østrigs borgerlige kansler Wolfgang Schüssel for snart to år siden var et højdepunkt i EU-maskinens bestræbelser på at fortsætte udviklingen af det kontrollerende, overvågende, politisk korrekte, dikterende Europa. Hér fik Europa-ideen muligvis et knæk. Det må vise sig.

Under alle omstændigheder skylder sande europæere Schüssel tak, fordi han modstod et uhyre og udemokratisk pres og viste, at selv små lande - hvis blot de vil - ikke behøver at lade sig kujonere. Det betød, at Berlusconi og Fogh Rasmussen, om end der blev knurret, siden kunne danne deres regeringer uden frygt for at blive udsat for de andres ulovlige sanktioner.

Meget tyder på, at venstrefløjen nu er ved at tabe sit slag for det EU, som Ritt Bjerregaard omtalte som et »socialdemokratisk projekt.« Det er stærkt opmuntrende. Der er nu en god udsigt til, at EU kan udvikle sig væk fra den stadigt mere overdimensionerede og ufolkelige maskine og vende tilbage til den ægte europæiske vision, som blev opstillet af unionens fædre: Schuman, Adenauer, de Gaulle og de Gasperi med flere.

Deres ambition var ikke det bureaukratiske Europa, der maser sig ind over alt, og som med den italienske forsvarsminister Antonio Martinos nylige ord vil bestemme, hvordan italienske pizzabagere fyrer op i deres brændeovne. Deres ambition var det enkelte menneskes Europa, det Europa, der giver den enkelte plads, muligheder, ansvar og selvstændighed, og som udsoner gamle fjendskaber.

Egentlig er det så enkelt - og når USA er en succes, skyldes det, at det i Nordamerika blev gjort enkelt. Uafhængighedserklæringen fra 1776, forfatningen af 1787 og de senere forfatningstillæg er enkle, klare og korte dokumenter, som alle kan sætte sig ind i, og hvis hele sigte er at frigøre amerikanernes virkelyst og indskærpe deres ret til liv, frihed og egen stræben efter lykke.

I Europa derimod har man ikke rigtig tillid til borgerne. De skal både kontrolleres og beskyttes mod sig selv. Her bliver alt ordnet ned til den mindste detalje på regeringskonferencer, konventer og topmøder.

EU er en nødvendighed. Det viser historien. EU er så at sige europæernes tribut til deres egen, bloddryppende historie. EU er tænkt flot som fredens og frihedens projekt og har fungeret som sådan siden sin grundlæggelse.

Det fælles marked, den fælles mønt og de åbne grænser er konkrete landvindinger, som europæerne har umådelig gavn af. Men i den senere tid er selve den europæiske idé kommet under pres af dem, der vil tage politisk korrekt patent på den.

Det er tid til at rette kursen ind mod det oprindelige udgangspunkt - meningen med det europæiske samarbejde. Det er heldigvis ikke for sent.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.