Kronik: Regeringens gave til de fattige i ulandene

Kronikørkvartetten misunder ikke udenrigsminister Per Stig Møller hans forestående opgave med at skulle spare på ulandsbistanden. Det vil på enhver måde gå ud over de fattige

Udenrigsminister Per Stig Møller skal i januar tage stilling til, hvor han skal finde de 1½ milliard kroner - eller måske endda 1,8 milliarder - som udviklings- og miljøbistanden skal beskæres med. Før jul afleverede embedsmændene deres bud. Det hedder sig, at hele bistanden er gennemgået »med tættekam«, at der skal effektiviseres. Det kan altid være nyttigt; der er jo ikke noget, der ikke kan gøres bedre. Samtidig forsikrer såvel statsministeren som udenrigsministeren, at beskæringen skal foregå på en sådan måde, at det ikke går ud over fattige mennesker i udviklingslandene. Det er betryggende, men kan blive nok så vanskeligt at leve op til i praksis.

Ifølge Jyllands-Posten 19/12 vil det i runde tal blive tilstræbt at skære en halv milliard på miljøbistanden, en halv milliard på den multilaterale og en halv milliard på den bilaterale udviklingsbistand. Vi vil her koncentrere os om den bilaterale bistand, som der har været mest debat om, og som vi kender mest indgående.

Sagens behandling har givet anledning til en vis forvirring. Under valgkampen meldte Venstres ordfører, Jens Hald Madsen, på et tidspunkt ud, at bistanden til Uganda, Burkina Faso, Bangladesh og Vietnam skulle fjernes. Dette blev dog øjeblikkeligt dementeret af Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs. Ikke desto mindre nævnte Venstres ny politiske ordfører, Jens Rohde, under folketingets åbningsdebat 6/12 igen tre af landene, som nogle der skulle kigges med lup på. Efter at den nuværende regering er tiltrådt, har udenrigsminister Per Stig Møller udtalt, at det for fremtiden skal være afgørende for hvilke lande, der modtager dansk bistand, om de støtter den internationale alliance mod terrorisme. Det har fået Udenrigsudvalgets formand, Jann Sjursen, til at rejse spørgsmål om, hvorvidt terrorbekæmpelse skal erstatte fattigdomsbekæmpelse som det centrale mål for dansk udviklingsbistand.

Men uanset om man vælger at "spare" hele lande og uanset hvilke, er det klart, at skal der spares en halv milliard kr., må der skæres store lunser fra. Og det er ligeså klart, at landevalg og landeprogrammer under den hidtidige fattigdomsorientering - uanset hvad man ellers måtte mene om landene - er lavet sådan, at det ikke kan undgå at gå ud over nogle fattige.

I det følgende vil vi eksempelvis se på mulighederne for at spare på bistanden til Bangladesh, Uganda og Burkina Faso, som vi kender godt fra vores egen forskning. De hører alle til gruppen af lande, der af FN er klassificeret som de mindst udviklede. I 1999 havde de en bruttonationalindkomst pr. indbygger på henholdsvis 370$, 320$ og 240$. I Danmark var BNI pr. indbygger til sammenligning 33.000$, altså ca. 100 gange større.

Bangladesh har en befolkning på ca. 130 millioner på et areal, der er tre gange større end Danmarks. Vi hører mest om landet, når det er udsat for en af de jævnlige naturkatastrofer, oversvømmelser og cykloner. Billedet af Bangladesh er trøstesløs fattigdom, og det er heller ikke løgn. Men landet har faktisk gjort store fremskridt de sidste 30 år, og den udenlandske bistand har spillet en afgørende rolle herfor. Landet har i øvrigt været et parlamentarisk demokrati i de sidste ti år, og regeringsmagten har to gange skiftet side gennem valg, senest for to måneder siden.

I 2000 var den danske bistand på 272 millioner kroner, som overvejende gik til tre sektorer, nemlig vand og sanitet, transport og landbrug. I landbruget er 80 pct. småbønder med under en hektar jord; det blive svært at skære her, uden at det går ud over de fattige. Drikkevands- og sanitetsprojekterne foregår i nogle af de fattigste distrikter i det sydlige Bangladesh. Brøndboringer foregår både på landet og i småbyer, og der er da nogle knap så fattige, som også får glæde af dem, men skønsmæssigt 75 pct. må betragtes som absolut fattige. Det er i sagens natur ikke muligt at gennemføre boringerne på en sådan måde, at de knap så fattige 25 pct. afskæres adgang til det rene drikkevand. De fleste vejprojekter gennemføres i de samme distrikter. De kommer selvfølgelig også både rige og fattige til gode, men heller ikke her kan de bedre stillede forhindres i at benytte vejene, og langt de fleste er altså fattige. Det er med andre ord så godt som umuligt at skære ned i sektorprogrammerne, uden at det går ud over de fattige.

Ved siden af sektorprogrammerne støtter Danida også med mindre beløb etablering af en ombudsmandsinstitution og en menneskerettighedskommission samt et uddannelsesprogram for underprivilegerede børn. Det vil ikke være særligt indlysende at sætte stop for det. Endelig er der et lille, ret nyt Privat Sektor-program, et samarbejde mellem danske og bengalske virksomheder, hvor man nok kan diskutere, hvor fattigdomsorienteret det er. Men det er vel ikke så oplagt for en borgerlig regering at lukke et program, der direkte gavner danske virksomheder?

I Uganda er billedet nogenlunde det samme. Her er der en befolkning på 22 millioner, og den danske bistand var i 2000 på 435 millioner kroner. Bistanden går bl.a. til et stort landbrugssektorprogram, som støtter Ugandas regerings ny politik for modernisering af landbruget. Det omfatter bl.a. støtte til de fattigste landhusholds organisering, så de (ligesom danske bønder) er i stand til selv at overtage og styre de landbrugskonsulenter, der hidtil har været regeringsembedsmænd. Støtten kanaliseres nu gennem et kommunalt selvstyre som Danmark, sammen med Verdensbanken, har været med til at udvikle. Dansk bistand bidrager desuden til en primitiv, men bedre vandforsyning i landsbyerne og har været med til at opbygge en bæredygtig forvaltning af vandressourcerne. Uganda er et af de lande, der er hårdest ramt af AIDS, men det har i modsætning til mange andre lande valgt at bekæmpe sygdommen med stor åbenhed gennem koncentreret oplysning, uddeling af kondomer m.m. - med dansk støtte. På alle disse områder bidrager dansk bistand til, at Uganda står som foregangsland med hensyn til at udvikle fattigdomsorienterede politikker.

Uden at Uganda slavisk har fulgt alle krav om strukturtilpasning, har den makroøkonomiske politik fået Verdensbankens blå stempel og ført til vækstprocenter, vi selv kan misunde dem. Samtidig antyder regeringens forsøg på systematisk at måle fattigdomsudviklingen en kraftig reduktion over det sidste tiår. Som noget nyt har man bedt det danske Center for Udviklingsforskning sammen med Ugandas universitet opbygge et system til langtidsregistrering af fattigdomsvirkningerne af landbrugsudviklingsprogrammet.

Alt dette er sket i de 15 år præsident Museveni har haft til at hive landet op af det morads, de foregående 15 år under Amin og andre skiftende diktatorers borgerkrige havde efterladt. Der er også åbnet for en fri og levende presse, og menneskerettighedssituationen er så god som i det flertal af afrikanske lande, der ikke er omfattet af voldelige konflikter. Ifølge grundloven kan de gamle politiske partier, hvis etniske bindinger var med til at kaste landet ud i det tidligere kaos, ikke deltage i valg. Men de opererer ellers relativt frit, og deres medlemmer opstiller og vælges til parlamentet og sidder sågar i Musevenis regering.

Ugandas involvering i borgerkrigen i Congo anføres som begrundelse for at stoppe bistanden. Men Uganda har efter våbenhvilen trukket de fleste tropper ud, så et signal nu ville komme på et meget dårligt tidspunkt.

I valgkampen var Anders Fogh Rasmussen inde på, at bistanden til Burkina Faso var et af de steder, hvor man burde spare. Burkina Faso har en befolkning på 11 millioner, og den danske bistand var i 2000 på 198 millioner kr. Vor nuværende statsminister udtalte, at med en præsident, der »terroriserer befolkningen« og »hugger arme og ben af folk«, burde man afbryde samarbejdet. Nu kender vi ikke til nogen historier om, at præsident Blaise Compaoré har været med til at hugge arme og ben af folk, selv om han er mistænkt for andre fæle ting. Det er alligevel bemærkelsesværdigt udiplomatisk af en statsministerkandidat at komme med så bombastiske (og fejlagtige) udtalelser om præsidenten for et andet land. En af hensigterne med bistanden er jo i øvrigt også, at være med til at forstærke den demokratiske udvikling.

Burkina Faso, der er et af verdens allerfattigste lande, er meget afhængig af bl.a. dansk bistand, og donorerne har derfor også stor indflydelse på politikken.

Donorerne er ret enige om, at Burkina Faso er et godt land at arbejde i på grund af gode samarbejdsrelationer med staten, som, midlerne ufortalt, har været i stand til at sikre social ro og stabilitet i halvandet årti. I denne periode har der været afholdt flere lands- og kommunevalg. De lever ikke op til danske valgstandarder, men der er næppe uenighed om, at de ligger langt over, hvad vi ser i mange andre afrikanske og andre tredjeverdenslande.

Dansk bistand til Burkina Faso har da også på mange måder været med til at styrke demokratiske institutioner i landet. Støtte til oppositionspressen, hjælp til decentraliseringsbestræbelser og til dannelse af lokale organisationer med henblik på forvaltning af vand- og naturressourcer, er alle tiltag, der har været medvirkende til at til at danne grobund for dannelsen af et mere demokratisk samfund. Størstedelen af bistanden går til elektricitets- og vandforsyning.

Vandforsyningen, der både foregår i byer og på landet, omfatter bl.a. installation af 800 nye håndpumper, som i høj grad vil blive brugt af de fattige. Selvom det kan argumenteres at elektricitetsforsyning ikke er decideret fattigdomsorienteret, siger det noget om situationen, at der i midt-1980'erne kun var elektricitet i fire byer i Burkina Faso.

Et nogenlunde udbredt elektricitetsnet må vist anses for uomgængeligt, hvis man snakker om udvikling i det 21. århundrede. Samtidig er elektricitetsforsyning noget af det danskerne har været gode til at levere. Lige før jul kom der i øvrigt en meget positiv evaluering af den danske bistand til Burkina Faso lavet af et canadisk konsulentfirma. Den fremhæver netop bistandens fattigdomsorientering og støtte til demokratisering og forbedring af menneskerettighederne.

Denne lille gennemgang af tre lande, der har været omtalt som mulige "ofre" for en beskæring af bistanden, viser, at det bliver meget vanskeligt at gennemføre en reduktion, uden at det går ud over de fattige. Det vil i hvert fald ramme titusinder af fattige, hvis man med et pennestrøg fjerner Bangladesh, Uganda eller Burkina Faso fra listen over programsamarbejdslande.

Man kan også frygte, at en del af besparelsen på 1½ milliard kr. kommer til at bestå i, at nye indsatser, som skulle igangsættes i 2002, bliver lagt i fryseren.

Det vil jo i en vis forstand være det nemmeste, men det vil naturligvis også gå ud over de fattige mennesker, som skulle have haft glæde af denne bistand. Og i og med at den nyeste bistand generelt er den bedste bistand, fordi den bygger på indhøstede erfaringer, vil det være særligt beklageligt, hvis nedskæringen uforholdsmæssigt rammer den senest planlagte bistand.

Vi misunder ikke Udenrigsminister Per Stig Møller hans opgave.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.