Aktiv Israel-lobby
Jens Kjærbøl mener, det med protestannoncen i Politiken er slået fast, at der i Danmark er en Israel-lobby lige som i USA. 700 fra hele landet har skrevet under
MED PROTESTannoncen mod Politikens dækning af Mellemøst-krisen, må det være slået fast, at Danmark har en Israel-lobby ligesom USA. Samuel Rachlin får den næsten til at ligne en folkebevægelse i JP 4/1 med formuleringen: "700 mennesker fra hele Danmark". 700 personer eller 0,14 promille af den danske befolkning vil med den skjulte trussel om abonnementsopsigelse bestemme Israel-journalistikken: »Vi siger fra over for Politiken«. Et signal til redaktionerne på landets øvrige aviser.
Og hvordan kan man så vide, om denne pressionsgruppe alt i alt er lille bitte eller toppen af et vældigt isbjerg?
Det kan man bl.a. se på navnene. De 20 mest almindelige efternavne i Danmark bæres af 43 pct. af befolkningen. Kun 10 pct. af personerne i Politiken-annoncen bærer disse mest almindelige -sen-navne. Pressionsgruppen er altså langt fra repræsentativ for den danske befolkning.
Halvdelen af pressionsgruppens efternavne kan findes i "JewishGen Family Finder", en internet slægtsforskningsdatabase, hvor interesserede jøder kan lægge deres data ind. Det drejer sig om sjældne efternavne, polske og tyske og bibelske i overensstemmelse med, at jøderne er indvandret til Danmark over de sidste ca. 300 år. Næppe alle jøder har lagt deres data i databasen, hvilket indikerer, at over halvdelen i pressionsgruppen er jøder.
Tåbelige påstande
Denne sidste antagelse understøttes af, at en tredjedel af de 81, som blev valgt på sidste delegeretforsamlingsvalg i Det Mosaiske Troessamfund (fra hjemmesiden) havde deres navn i protestannoncen. Var andelen af bestemmesyge personer lige så stor blandt de 3500 menige medlemmer af Troessamfundet, skulle 1167 jøder have sat deres underskrift på protesten.
Hvis pressionsgruppens jødiske andel repræsenterer hele den jødiske befolkningsgruppe i Danmark (det gør den ikke) på ca. 7000 personer, repræsenterer den maksimalt 0,14 procent af hele befolkningen.
Den ikke-jødiske del af Israel-lobbyen er vanskeligere at identificere. Den rummer givet nogle, hvis eneste særkende i denne sammenhæng er, at de ikke kender de historiske omstændigheder omkring Israels tilblivelse. Derudover er der indicier på, at stærkt kristne, ligesom i USA, er overrepræsenterede i gruppen.
Navnene på ledende repræsentanter i kristne menigheder som Ordet & Israel, Brønshøj Kristne Forsamling, Den internationale kristne ambassade i Jerusalem, Dansk Balkan Mission, Israelsmissionens Unge og Dansk Missionsråds bestyrelse m.fl. kan findes i denne del af Politiken-annoncen. Mindst to ledende repræsentanter for stærkt kristne menigheder har skrevet flere pro-israelske debatindlæg i JP.
Det gør ikke noget, at lobbyen med aktier i Israel er hyperaktiv, hvis den samtidig søgte den objektive sandhed. Men det gør den ikke. Det er rystende, så tåbelige påstande om antisemitisme og så historisk usandfærdige oplysninger Israel-lobby'en serverer for JP's læsere.