Kronik: KGB's danske håndlangere

En fremtrædende dansk politiker var i en årrække fuldblods agent for den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB, der også kunne trække på ydelser fra et pænt udpluk af medborgere i det politiske liv og andre grene af samfundslivet. Det var politikere, journalister, forfattere, skolelærere, politimænd, direktører, embedsmænd osv. Fælles for dem var, at de tilsidesatte Danmarks interesser for at tjene et fjendtligt diktatur, Sovjetunionen (eller lydstaten DDR).

Allerede få år efter bolsjevikkernes kup i 1917-18 oprettede de en magtfuld udenlandsk efterretningstjeneste, som gennem spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed skulle bane vejen for den socialistiske revolution overalt på jorden. Også Danmark var et lille, men betydningsfuldt, mål i denne "hemmelige" krig. Indsatsen styrkedes, efterhånden som det stod klart, at den sovjetiske kommunisme ikke havde nogen appel til almindelige mennesker.

I over 40 år var 20-30 skiftende officerer fra KGB under dække som diplomater, presseattachéer og lignende med station i København permanent beskæftiget med at hverve og pleje danske agenter - i KGB's sprogbrug klassificeret som fuldblods agenter, indflydelsesagenter eller fortrolige kontakter.

Det var et ofte byrdefuldt hverv, for hovedparten af danskerne var ikke til fals. Men jævnligt var der gevinst. De officerer, KGB sendte til Vesten i 1960-80'erne, var intelligente og veluddannede, og de forstod at trykke på de rigtige knapper hos deres "objekter". Det var folketingsmænd og journalister med ambition om at bidrage til Øst-Vest-forståelsen ved at plapre løs om interne danske forhold - i deres egen selvforståelse opfattet som "dialog" med sovjetiske diplomater. Det var velmenende fredsfolk, der advarede mod oprustningen i Vest. Det var en direktør, som ulovligt solgte vestlig teknologi, for hvilket han indkasserede en dom på otte års fængsel. Det var indflydelsesagenter, som gement kastede snavs på atomfysikeren og Nobel-fredsprismodtageren Andrej Sakharov.

I 2001 udkom professor Ole Hasselbalchs bog Den Stille Krig (sammenfattet i JP's kronik 2/1 2003) om sovjetiske påvirkningsoperationer mod Danmark under Den Kolde Krig. Senest har vi fået journalisten og forfatteren Jakob Andersens De Røde Spioner, et gigantværk, der desuden bringer en række "case stories" om navngivne danskere, der blev KGB's villige håndlangere.

Enhver med et minimum af kendskab til samfundsdebatten i 1970-80'erne kender navne som: Gert Petersen, Jens Kampmann, Jacob Holdt, Meta Ditzel, Pelle Voigt, Torben Krogh, Arne Herløv Petersen, Holger Vivike. Alle i varierende grad tjenstgørende for KGB.

Mere anonyme agenter var direktør Bent Weibel (der fik de otte års fængsel) og kriminalassistent Mads Sloth Laursen. Bortset fra Gert Petersen er de alle (og deres partier og organisationer) tavse om deres indsats. Ingen læserbreve, ingen fnysende protester, ingen sagsanlæg mod Jakob Andersen eller hans forlag. Tavshed. Forfatteren, oversætteren, KGB-agenten og Sakharov-smæderen Arne Herløv Petersen, der ellers altid er klar med et par vitser, bagatelliseringer eller løgne, når hans tjenester for KGB omtales, er tavs som graven.

Han fik endda et helt kapitel på 64 sider i De Røde Spioner. (Og fhv. justitsminister, professor, dr. jur. Ole Espersen, der i 1982 frafaldt spiontiltalen mod Herløv Petersen, selv om han "er skyldig", tier også). SF, der må se et af sine fordums koryfæer, Holger Vivike, afsløret og detaljeret beskrevet som fuldblods KGB-agent, tier. Tidligere SF-formand Gert Petersen mumler, at han ikke var klar over, at de diplomater han mødtes med under hyppige æde- og drikkegilder var KGB-officerer. Politifolkenes organisation reagerer ikke, selv om kriminalassistent Mads Sloth Laursen anklages for at være KGB-agent.

De Røde Spioner fik vidt forskellige anmeldelser. Folk med indsigt i KGB's metoder roste den. Det gælder professor Bent Jensen i JP og fhv. forsvars- og justitsminister Hans Engell i Ekstra Bladet. Politiken kunne ikke undslå sig for at anerkende bogens ubestridte kvaliteter, men anmelderen famlede alligevel efter noget at kritisere, så bogen kunne få en politisk korrekt nedrakning. Da havde den allerede fået det glatte lag i Weekendavisen, som opfordrede Torben Krogh til at anlægge sag for bagvaskelse. Det undlader han dog klogeligt; han har for længst indrømmet, at han godt vidste, at de sovjetiske diplomater, som han spiste og drak med og manuducerede i danske politiske forhold, var KGB-officerer. Alle de andre spioner, medløbere, nyttige idioter, indflydelsesagenter osv. har også trukket dynen langt op over hovedet.

GULAG og Glemsel, Kommunismens Sorte Bog og De Røde Spioner vil blive stående i mange år. De Røde Spioner er endda skrevet uden arkivadgang og burde derfor på forhånd være en umulig opgave.

KGB's og Politiets Efterretningstjenestes (PET) arkiver er hermetisk tillukkede. KGB's arkiver vil formentlig forblive utilgængelige, indtil det ny Rusland gør radikalt op med sin fortid og - som symbol herpå - fjerner Lenins, Stalins og alle de andre forbryderes grave fra Den Røde Plads i Moskva.

At PET's arkiver om sovjettiden er utilgængelige for andre end et lille antal statsautoriserede historikere med mundkurv på, er mere gådefuldt.

Under Folketingets forespørgselsdebat i morgen, tirsdag, vil regeringen sikkert pege på, at hele to projekter er i gang med at kulegrave spionerne, håndlangerne og medløberne. Dels PET-kommissionen, der nu "arbejder" på fjerde år; den blev nedsat af den tidligere regering med venstrefløjens støtte for at undersøge, om PET havde begået ulovligheder i sit arbejde. Dels DUPI (Dansk Udenrigspolitisk Institut), som har til opgave at undersøge den ydre, militære trussel fra Warszawapagt-landenes side. Dette kommissorium fik sidste sommer en lille krølle påhæftet, da Anders Fogh Rasmussen besluttede, at det skulle udvides til også at omfatte fodnotepolitikken i 1980'erne. DUPI's øverste chef er Uffe Ellemann-Jensen, der var udenrigsminister i den periode. DUPI's medarbejdere skal altså vurdere hans egen embedsperiode. Det skal der nok komme megen god kritisk forskning ud af - sikkert helt i stil med de officielle glorificeringer af Brezjnev og kumpaner tilbage i sovjettiden.

Det er tankevækkende, at netop Anders Fogh Rasmussen, Bertel Haarder og Per Stig Møller, før de dannede regering, med styrke gjorde sig til talsmænd for udarbejdelse af en kritisk, uafhængig historisk redegørelse - endda med henvisning til, at kompetente historikere stod klar til at tage fat på opgaven.

Når der ikke er sket noget i sagen, er forklaringen formentlig den, at de tre oppositionsaktivister har fået klemt luften ud først af det traditionelt meget lukkede danske embedsmandsapparat, der ikke skal kigges i kortene og ikke have sat en finger på noget som helst, og dernæst af Uffe Ellemann-Jensen, nationens store "ældre statsmand", der varetager egne institutinteresser, og som samtidig sikrer sig, at der ikke bliver sat selv den mindste plet på hans nyslåede våbenskjold og blankpolerede ry som dansk nøglefigur i afslutningen af Den Kolde Krig.

Er der reelt håb om, at der som udløber af forespørgselsdebatten etableres en gruppe på to-tre uafhængige historikere, der for tre mio. kr. i løbet af de næste tre år med privilegeret arkivadgang og med ansvar kun over for deres egen samvittighed udarbejder en samlet historisk redegørelse om Danmark og Den Kolde Krig (således som det skete i Norge for et par år siden)?

Formentlig kun hvis den uhellige alliance af embedsværket (herunder PET) og de gamle politikere fra SF til VK brydes. Med mindre kritiske unge folketingsmedlemmer og journalister går i brechen og siger, at de vil have historien frem, helt og ubeskåret og ucensureret, ja, så vil det næppe ske i vor tid.

Men der er behov for en videnskabelig, historisk undersøgelse med et bredere sigte. Hele meningspåvirkningen og -manipulationen i medierne, på læreanstalterne, i skolesystemet og i fredsbevægelserne var også en del af den indre front under Den Kolde Krig. Kommunisternes og deres frontorganisationers bidrag hertil skal afdækkes. I Bjørnen og Haren nævner professor Bent Jensen, at den sovjetiske ambassade i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne modtog referater af, hvad der blev sagt på snævre, fortrolige ministermøder. Ligeledes at en eller flere journalister med adgang til det danske forsvars top samtidig fodrede sovjetiske agenter med deres viden. Disse oplysninger er baseret på sovjetisk arkivadgang.

Og vi ved jo stadig ikke, hvad der ligger i de danske arkiver. Tidligere nøglepersoner antyder, at der er hampre ting imellem. Det skred, der skete, da Lasse Budtz, Kjeld Olesen, Ritt Bjerregaard osv. begyndte at pleje omgang med fredsvenner i begyndelsen af 1980erne, bør også undersøges.

Men indtil denne redegørelse foreligger, er De Røde Spioner standardværket. Politimester Jørn Bro, tidligere souschef i PET, som må antages at kende sagerne indefra, har karakteriseret bogen som: »Et helt uvurderligt bidrag til nyere dansk historie.«