Gud er skaberen...

...og han har gjort sit arbejde bedre end Jyllands-Posten, skriver Kay Flinker

DER HAR været mediestorm over skabelsesberetningens urdyb. JP skabte røre i den danske mediedam ved at antyde, at biologiundervisningen på Vejlefjordskolen og Det kristne Gymnasium i Ringkøbing var useriøs, fordi man satte skabelsesberetningen over udviklingslæren.

Debatten udviklede sig, så både undervisningsminister Ulla Tørnæs og fagkonsulent Kirsten Wøldike blev taget på sengen og måtte udtale sig, før de i det hele taget havde noget at sige.... hvilket JP nok må have ment var sagen uvedkommende............(for hvad kommer sagen egentlig sagen ved?)

Hurtigt kunne JP forkynde med høj røst for alverden i Danmark, at fagkonsulenten var på vej til det mørke Jylland, og at de to kristne gymnasier var sat under skærpet tilsyn. Og TV-Syd iscenesatte virkeligheden i Vejlefjordskolens biologilokale med alterlys og bibellæsning, så seerne på det nærmeste måtte tro, at biologi på Vejlefjord var ensbetydende med recitation over skabelsesberetningen.

Imens var SF på banen, og hævdede, at de stakkels forførte og sagesløse børn på Vejlefjordskolens Gymnasium nok ville få svært ved at klare sig til eksamen efter den slags fundamentalistisk og antividenskabelig indoktrinering, der trægt havde udviklet sig i den formørkede biologilærers hjerne.

Saglig sammenspil

Men ak og ve, det hele havde udviklet sig ganske af sig selv gennem tid og ved tilfældigheders salige sammenspil samt en enkelt journalist fra JP.

Flere af avisens udtalelser - fra os der faktisk vidste, hvad hele sagen drejede sig om - var aldrig blevet udtalt, og hvis de var, da i en ganske anden sammenhæng.

Nu, da alle har fået tid til at sunde sig, er der imidlertid ingen, der længere gider høre sandheden, så de fem høns udvikler sig næppe antidarwinistisk tilbage til den ene fjer. Torsdag den 24. oktober skulle jeg have været i DR 2's "Debatten" med Ulla Tørnæs, en filosof og en videnskabsmand, men det hele blev aflyst, fordi Ulla Tørnæs nu endelig havde fundet ud af, at der ikke var nogen sag.

Underfuldt

Det fandt hun ud af, efter at fagkonsulenten havde læst alle vores pensumindberetninger igennem for de sidste tre år og godkendt dem alle!

Der var ingen sag, og sandheden er følgende:

Biologi på Vejlefjordskolen foregår helt efter bekendtgørelsens rammer. Og vi redegør troligt for videnskabens landvindinger og teorier.

Men her på skolen forundres vi over verden og livet, ja hele universet. Det hele er så underfuldt, så fuld af mønstre, så vanvittig kompliceret, så usandsynlig gennemtænkt... at tænk, vi kommer på den tanke, at verden måske lige præcis er gennemtænkt! Og se den tanke er tilsyneladende farlig for videnskabsfolk, der mener, at deres tanker er bedre end den tænkers, der tænkte galaktisk og superstrengsk, længe før videnskabens første tanke blev til.

Fundamentalistiske darwinister tør end ikke tænke den mulighed. Men det gør altså vores biologilærer, og derfor formaster han sig til ind imellem at vise Darwins ømme punkter, og dem er der faktisk nogen af. Og den holdning har han naturligvis lov til at give udtryk for.

For havde han ikke det, var vi netop tilbage til mørket, før tanken blev fri i Europa. Vi kunne også opgive tanken om den frie skole i Danmark, for langt de fleste friskoler er kristne og tror, at Gud har skabt verden. Og måtte man ikke give udtryk for den holdning, er det også ganske uforståeligt, at staten har en kirke, der også hver søndag bekender, at Gud er skaber.

Vi lever i et kristent land, og hvis vores biologilærer ikke må give udtryk for sin tro på Gud som skaber samtidig med, at han samvittighedsfuldt udfører sit arbejde, så er det ikke et udtryk for, at Gud er død, men at Danmark har mistet sin sjæl. Ikke så meget fordi landet ikke længere tænker kristent, for det er heldigvis lovligt, men fordi kristne ikke må tænke højt længere.

Et teologisk budskab

Og måske skal det så indskydes, at selve skabelsesberetningen, som den foreligger i 1. Mosebog, naturligvis ikke er pensum i vores biologiundervisning. Det er den til gengæld i religionsundervisningen, hvor den bliver gennemgået.... hvilket sker i alle landets gymnasier.

Og her bliver eleverne gjort bekendt med, at fortællingen netop er fortælling og ikke videnskabelig afhandling, der gør rede for atomernes opbygning, geologiske lag, supernovaers udvikling eller DNA'ets komplekse struktur. Men fortællingen har et teologisk budskab, der ikke er til at tage fejl af:

At Gud er skaberen, og at han har gjort sit arbejde bedre end JP!

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen