Selvforskyldt mareridt

JYLLANDS-POSTENS lederskribent 29/10 har fået mareridt ved tanken om, at Kristeligt Folkeparti efter næste valg skulle blive tungen på vægtskålen i Folketinget.

Det er en ærlig sag. Indholdet i natlige mareridt er man jo normalt ikke selv herre over.

Desværre tyder meget på, at lederskribenten ikke helt har fået søvnen ud af øjnene, da computeren blev startet for at skrive lederen.

For det første er det ikke rigtigt, at forslaget om navneforandring var en del af "ledelsens strategi". Jeg har sagt - både før, under og efter landsmødet - at navnet "Kristeligt Folkeparti" er udmærket. Det signalerer, at vi ønsker at drive politik med udgangspunkt i de kristne værdier, og samtidig, at vi ikke er et snævert interesseparti, men et parti for alle. Politik i dag handler alt for meget om iscenesættelse i stedet for substans.

Min ambition er, at vi i KRF satser på substansen i stedet for iscenesættelsen. Har det f. eks. forandret Socialdemokratiet, at man nu kalder sig for Socialdemokraterne?

For det andet forsøger lederen at referere vores forslag om ophævelse af forsvarsforbeholdet som udtryk for en zig-zag-kurs.

Jeg indrømmer gerne, at udviklingen inden for forsvarssamarbejdet ikke gik så galt, som jeg frygtede, da vi stemte om Maastricht, og at forbeholdet ikke længere er i Danmarks interesse.

Samtidig har det i hele forbeholds-debatten været vigtigt for KRF at arbejde for, at vælgerne får lejlighed til at tage stilling til de enkelte forbehold.

Jeg ønsker ikke, at de store partier i nærmeste fremtid dikterer alle forbeholdene til samlet afstemning i et bunkebryllup, hvor bl. a. ophævelse af forsvarsforbeholdet skal presse befolkningen til også at acceptere indførelsen af euroen.

Tre aktører

For det tredje kan JP's lederskribent ikke forstå, at KRF ikke har et fast syn på, hvem vi ønsker som statsministerkandidat. Det er sandt at sige ikke nogen nyhed, at det falder helt uden for JP's verdensbillede, at et midterparti kan overveje, hvem man vil pege på som statsminister.

I JP's univers er der tre aktører på den politiske scene: De gode (gæt selv hvem!), de onde - og så de »inderligt ligegyldige midterpartier«, som ikke passer ind i avisens sort-hvide opfattelse. Det er efterhånden så forudsigeligt, at vi knap registrerer det.

Men hvis lederskribenten vil undgå fremtidige - selvforskyldte - mareridt, kan jeg da anbefale, at man forsøger at forstå, hvad vi mener.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen