De unge ofre på Bali

KAN DU FORESTILLE dig din datter eller din søn til fest på Kuta Beach på Bali? Gang i den, et ungt liv fyldt med energi; en verden, der skal opleves; erfaringer, der skal gøres; eventyr, der skal afprøves i tropenattens trylleri. Det frie liv før studierne og arbejdet. Rygsækgenerationen med al dens åbenhed, dens fravær af fordomme, dens enorme livs- og verdensappetit. Og midt i dansen, larmen, festen, Balis mørke og de tusinder af ligesindede, braget, trykket, eksplosionerne, branden, skrigene, døden.

190 unge liv, der ikke fik lov at leve. Tusindvis af vansirede, chokerede, traumatiserede unge, der mistede deres politiske og menneskelige uskyld midt i terrorhelvedet. Titusindvis af forældre, kærester, slægtninge, venner og bekendte, der abrupt er uden den ene person, der gav livet mening, eller med et barn, der var så tæt på den fuldstændigt meningsløse kollektive død, at det for altid brænder sig ind i sjælen.

Barbarisk massemord

Den islamiske fundamentalismes terror hærger igen. Terror er for teknisk et ord, siger den australske premierminister John Howard. Et barbarisk, brutalt massemord beskriver bedre den handling, der kun officielt venter på at blive begrundet i Allahs navn af de sindsforstyrrede, religiøse galninge, der står bag terroren.



Det er en absolut minoritet blandt den kvarte milliard indonesiske muslimer, der hylder fundamentalismen, men Indonesiens præsident, Megawati Sukarnoputri, har hidtil tøvet med sin terrorbekæmpelse - angiveligt for ikke at støde de muslimske partier, der er blandt hendes alliancepartnere.

Da Vesteuropa for 25 år siden tog livtag med den venstreorienterede terror, tøvede alt for mange på den bløde venstrefløj med at udtale deres absolutte fordømmelse - og måske især med at praktisere fordømmelsen. I månederne efter 11. september og forstærket på årsdagen, hører vi igen vestlige intellektuelle relativere deres fordømmelse af terroren ved samtidig at kritisere USA og især Bush's kategoriske: »Hvis du ikke er med os, er du med dem!«

Men sådan er virkeligheden. Krigens virkelighed. Vi er enten med eller mod. Under alle omstændigheder og uanset hvad vi gør, får vi blod på fingrene: Vi kan ikke råbe »Helle« og holde os udenfor. Terroren rammer tilfældigt, og den internationale terror rammer overalt. Det er per definition dens forbandede væsen.

Langvarig krig

Ingen må tøve, hverken den indonesiske præsident eller den fredsommelige dansker. Krigen mod terror strækker sig mange år ud i tiden, og den vil kræve af alle. Vi er nødt til at trække fronterne skarpt op. Og hvorfor tøve: dette er ikke en tåbelig national krig, og det er endnu mindre et angreb på islam. Det er et ganske enkelt spørgsmål om med alle midler at bekæmpe den pest, der spreder sig ud af fundamentalismens vanvid.

Vi ønsker en fredelig verden, hvor vore unge kan rejse frit og bidrage til drømmen om et internationalt samfund uden fronter og uden frygt for terror. De forfærdende tabstal efter det brutale massemord på Kuta Beach bringer terrorens virkelighed ind i tusinder af engelske, svenske, australske, danske, hollandske hjem. Terrorens forbandede internationale virkelighed.

Søndag morgen var det vores børn og unge, der midt i al deres livsglæde blev terrorens ofre. Vi bliver alle nødt til at forholde os og til at handle derefter. Tiden er ikke til at tøve.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen