Lad os bevare tro, håb og kærlighed

Tro og viden er ikke modsætninger, men kan gensidigt berige hinanden netop ved ikke at blive blandet sammen, skriver Karsten Nissen, der beder til, at vi må bevare vor kristne kulturarv.

Som 4,5 millioner andre danskere er jeg medlem af folkekirken. Det betyder, at jeg er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn på kirkens gamle trosbekendelse, der siger, at Gud Fader den almægtige er himmelens og Jordens skaber, og at Jesus Kristus er hans enbårne Søn, som er død og opstanden på den tredje dag.

Som præst igennem 31 år har jeg forkyndt håbet om og troen på, at livet er stærkere end døden, fordi Jesus Kristus opstod af sin grav påskemorgen. Derfor bekender folkekirken også troen på syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Jeg har den enfoldige tro, at Gud igennem Jesus Kristus udførte undere (som man er begyndt at kalde mirakler), og at han også i dag er levende og virksom i verden blandt mennesker. Jeg kender til tvivl og anfægtelse, men jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden den tro, som er udtrykt i den apostolske trosbekendelse.

Men jeg betragter også mig selv som et barn af min tid. Jeg lever i Danmark i år 2002 og forsøger at være en oplyst, levende og engageret samfundsborger.

Advarsel mod fundamentalisme

Bl. a. læser jeg min daglige avis - også 29/9, hvor Jyllands Posten bragte lederen "Formørkede tider", der siden har givet anledning til en voldsom debat om tro og viden. Her fremføres den tanke, at man i et oplyst samfund kommer i vanskeligheder hvis man tror på en Gud, som ....materialiserede sig som en treenighed, hvis menneskelige udgave ikke alene kunne gå på vandet, men også helbrede syge og genopvække døde ved håndspålæggelse for til sidst at opvække sig selv fra de døde og stige til himmels uden brug af tekniske hjælpemidler".

Lederens intention er at advare imod "fundamentalisme", hvad enten den har kristen eller muslimsk fortegn. Men i sin beskrivelse af det, man som et oplyst menneske kommer i vanskeligheder ved at tro på, rammer lederen i virkeligheden kristendommen som tro. Den kristne tro hævder rent faktisk, at Gud er Fader, Søn og Helligånd, at Jesus helbredte syge og opvakte døde, og at Gud opvakte Kristus af graven påskemorgen. Ny Testamentes beretninger om alt dette tolkes og forstås forskelligt af folkekirkens medlemmer, men Guds fremtræden som Fader, Søn og Helligånd, Jesu undere og hans opstandelse påskemorgen er de store temaer i de tekster, der prædikes over i kirkerne søndag efter søndag.

Enhver præst i den danske folkekirke lover som det første i sit præsteløfte, som underskrives før ordinationen, "at jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske (Gammel Testamente) og apostoliske (Ny Testamente) skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger...". (Parenteserne er mine). Prædikenens formål er at gøre prædiketeksten levende, så den taler ind i den tid, vi lever i.

Terroristernes ærinde

Debatten efter JP's leder 29/9 har haft overskriften "Tro og viden". Men, som Peter Øhrstrøm med rette understreger i sin kronik 9/10, er tro og viden ikke modsætninger. Et vidende menneske kan tro, og et troende menneske kan vide, fordi det ene ikke udelukker det andet. Langt snarere kan tro og viden gensidigt berige hinanden - netop ved ikke at blive blandet sammen. Det er en smule stupidt og overordentligt arrogant at hævde, at viden kan erstatte tro - eller at tro kan erstatte viden. Hvis vi hævder, at den viden, vi besidder i dag, gør troen umulig, har dette tre tankevækkende konsekvenser.

Den første konsekvens er, at vi dermed går de fanatiske muslimske terroristers ærinde. Efter den 11. september sidste år er vi i den vestlige verden blevet bange for religion.

Vi er forskrækkede over, hvad religion kan gøre ved mennesker. Når religion tilsyneladende kan få et menneske til at styre en flyvemaskine ind i World Trade Center og derved dræbe sig selv og tusinder af andre mennesker, er religion bestemt ikke ufarlig. Den er tilsyneladende heller ikke en "privatsag", som mange synes at mene. Religion går dybt ned i menneskers liv og finder udtryk i menneskers måde at leve på. Troen kan have voldsomme konsekvenser.

Tidligere statsminister Poul Schlüter sagde engang, at ideologi er noget bras. Er dén lære, vi drager af den 11. september sidste år, at "religion er noget bras", og der ingen forskel er på kristendom og islam? At al religion skal bekæmpes, fordi den hævder noget, som er uforklarligt for fornuft og videnskab? Hvis vi reagerer sådan på de tragiske begivenheder den 11. september 2001, går vi i virkeligheden terroristernes ærinde. De har netop ønsket at fremstille Vesten som et åndløst, dekadent samfund uden tro og uden håb om en fremtid.

Langt snarere bør begivenhederne den 11. september få os til at se indad og spørge efter vor egen tro. I Danmark har folkekirken og dens trosgrundlag hidtil været noget selvfølgeligt givet, som vi - ofte ubevidst - fik ind med modermælken. Derfor er den eksakte viden om og fortrolighed med folkekirkens trosgrundlag og gudstjeneste blandt mange folkekirkemedlemmer ganske svag. Nu tvinges vi til at spørge efter vore egne rødder i den kristne tro. Og det klarer vi ikke ved at erklære tro og viden for modsætninger eller ved at fremstille troende mennesker som uoplyste.

Håbet hjælper os

Den anden konsekvens er, at vi ville miste håbet. I den græske mytologi hører vi om Prometheus, der stjal ilden fra guderne, og bragte den til menneskene. Zeus blev rasende og ville hævne sig på menneskene. Derfor lavede han en kvinde, den smukke Pandora, og sendte hende til Epimetheus, Prometheus' broder. Han giftede sig med hende. Prometheus havde en æske, som han vogtede over. Ingen måtte komme den nær. Og Pandora fik besked på aldrig at røre ved den. Alligevel gjorde hun det. Hun åbnede den, og ud af æsken kom alt det onde, der siden har plaget menneskene: Sygdom, galskab, laster.

Håbet slap også ud. Og håbet blev derfor i denne myte regnet som et bedrag. Håbet er et onde fra Pandoras æske. Et onde, som bedrager mennesket ved hjælp af illusioner. Kunne vi blive håbet frit, ville vi kunne affinde os med alle vore lidelser. Vi ville ikke længere opfatte lidelsen som smerte. Vi ville heller ikke længere have nogen frygt. Håb er bedrag, først når man gennemskuer dette bedrag, bliver man rolig. Opgiv håbet, og du er lykkelig. Sådan siger myten om Pandoras æske.

Men netop fordi vi er plaget af alt det, der slap ud af Pandoras æske, kan håbet hjælpe os til at leve med sygdom, galskab og laster, fordi for et kristent menneske har Gud altid det sidste ord. Kærligheden er stærkere end sygdommen, galskaben og lasterne. Det kristne håb bygger ikke på gunstige prognoser eller kæk optimisme. Den tjekkiske præsident Václav Havel sagde kort efter sin tiltræden i et foredrag: »Jeg er ikke optimist, for jeg ved ikke, om det vil gå godt. Jeg er heller ikke pessimist, for jeg ved ikke, om det vil gå galt. Jeg kan bare håbe. Håbet er ikke afhængigt af situationen. Det har intet med de ydre omstændigheder at gøre. Håb er noget, som man har eller ikke har. Jeg takker Gud for denne gave.« Sætter vi troen på døren, mister vi også håbets gave.

Gud er kærlighed

Den tredje konsekvens er, at vi ville miste fortroligheden med det bærende lag i vor danske kulturarv. Bibelen er Guds ord, som hjælper os til at tro på den treenige Gud, men allerede Luther lærte os, at det afgørende kriterium for forståelsen af Bibelens enkelte skrifter (66 i alt) er, om "de driver på Kristus". De kristne tror nemlig, at Gud er kærlighed, og at denne kærlighed er blevet åbenbaret os i Jesus Kristus. Op igennem historien har vi set kristendommen blive brugt særdeles ukærligt, som professor Alex Wittendorff påviser i sin kronik 7/10. Men det er en kendsgerning, at alle de idealer, vi i Danmark er stolte af: åndsfrihed, religionsfrihed, det enkelte menneskes værdighed, den svages ret etc., er vokset ud af vor kristne kulturarv.

Længe før vi fik Grundloven i 1849 sagde den gamle biskop Gunner af Viborg i sin berømte fortale til Jyske lov i 1241: » Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet. Heller ikke skal nogen mand dømme mod den lov, som kongen giver og landet vedtager; men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov, som kongen giver og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, med mindre han åbenbart handler imod Gud. Det er kongens og landets høvdingers embede at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, der tvinges med vold, såsom enker og værgeløse, børn, pilgrimme og udlændinge og fattige - dem overgås der tiest vold - og ikke lade slette mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit land.«

Ingen åndsformørkelse

Dette syn på lighed for loven, menneskelig værdighed og den svages ret har sit udgangspunkt i det kristne evangelium og gennemsyrer den dag i dag vort samfunds love. Alligevel synes nogle at mene, at hvis man er et troende kristent menneske, er man samtidig en smule uintelligent, uoplyst, intolerant og åndsformørket. Men kristendommen er for mig at se det stik modsatte af åndsformørkelse.

Hvis vi sætter kristendommen på porten som formørket og middelalderlig kunne resultatet blive et samfund uden åndsfrihed, religionsfrihed og menneskelig værdighed. Kort sagt et samfund, hvor det er den stærkes ret, der råder. Et samfund, hvor det ikke ville blive rart at leve.

Derfor skal vi besinde os på vor kristne tro og dens betydning for os i vort gamle, kristne land. Der er forskel på religioner. Jeg er taknemmelig for, at vi i Danmark blev kristne - og jeg håber og beder til, at vi må forblive et land, der er præget af den kristne kulturarv.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen