JP-debat: Kampen om Gud

Brydningerne mellem tro og anfægtelse var i lange tider en kamp på liv og død. Sidenhen blev det en sag for kamparrede teologer, filosoffer og videnskabsfolk som spydspidser.

Det er farligt at lægge sig ud med gejstligheden. Straffen for gudsbespottelse var hos grækere, jøder, muslimer og tidligere også hos kristne den samme: Døden.

Et af de ældste eksempler er dommen over den milde filosof Sokrates, der anklagedes for ikke at tro på fædrenes guder og for at fordærve ungdommen. 400 år før vor tidsregning henrettedes han for sine forbrydelser med et bæger skarntydesaft. Dommens uretfærdighed bevidnes ved hans sidste ord: »Kriton, vi skylder Asklepios (lægeguden) en hane. Den må I ofre. Forsøm det ikke!«

800 år senere stillede kirkefaderen Aurelius Augustin (354-430) spørgsmålet: »Hvis Gud er til, hvorfra stammer da det onde? Og hvis ikke, hvorfra stammer da det gode?« Augustin benyttede spørgsmålet som udgangspunkt for at bevise Guds eksistens, men viser dermed også, at gudsbeviser allerede i den tidlige kristendom var nødvendige for at overbevise lidet troende om religionens sandheder.

Da middelalderens verden begyndte at synke sammen, gjorde naturvidenskabernes fremgang efterhånden religionen hjemløs og tvivlsom.

Kirkens magt

Det moderne skisma mellem religion og naturvidenskab blev grundlagt i 1600-tallet. Endnu da Galileo Galilei (1564-1642) gjorde sig til fortaler for det kopernianske verdensbillede, der flyttede solsystemets centrum fra Jorden til Solen, kunne inkvisitionsdomstolen tvinge ham til at afsværge sin kætterske tro. Og selvom Isaac Newton (1642-1727) afdækkede Universets mekanik og dermed forkastede det verdensbillede, kirken havde overtaget fra Ptolemæus, turde han ikke forkaste tanken om Gud som ophavsmand til himmelmekanikken.

Først i 1700-tallet begyndte oplysningstidens filosoffer at stille spørgsmål ved Guds eksistens. Under indtryk af jordskælvet i 1755 i Lissabon, der ødelagde det meste af byen og dræbte over 30.000 mennesker, begyndte man at tvivle på en retfærdig Gud. Hvis der fandtes en retfærdig Gud, hvordan kunne han da lade titusinder af uskyldige mænd, kvinder og børn dø? Men kirkens magt var stadig for stor til, at nogen åbent turde erklære Biblens Gud for ikke-eksisterende. Flere af de store oplysningsfilosoffer som Montesquieu, Voltaire, Locke og Hume måtte i 1700-tallet forsvare sig mod beskyldninger for gudløshed.

David Hume (1711-1776) havde i "A Treatise of Human Nature" (1740) som den første forklaret religiøsitet som psykologisk betinget af menneskets higen efter tryghed i tilværelsen, men selvom Hume gik så langt som til at drage sjælens udødelighed i tvivl, var tiden ikke moden til et opgør med religionen.

De religiøse idéer

Immanuel Kant (1724-1804) forestillede sig at religionen var opstået, fordi der i menneskets natur er indbygget religiøse idéer om en almægtig Gud, en udødelig sjæl og et hinsides liv. Disse idéer giver sig til forskellige tider udtryk på forskellige måder, som religionshistorien viser. Tanken ligger til grund for Kants aprioriske opfattelse, hvis grundtanke er, at erfaring og virkelighed først kan blive til ud fra visse forudsætninger, der følgelig må være givet forud for al erfaring. Og da bevidstheden herom først bliver til på basis af dem, også må gælde for enhver mulig erfaring.

Det egentlige grundskud fik Biblens skabelsesberetning af den nye videnskab, geologien. Den blev grundlagt af danskeren Niels Steensen, kaldet Nicolaus Steno, der i 1667 publicerede fundet af forstenede hajtænder i lagdelte kalkklipper. I 1785 påviste den skotske geolog James Hutton, at Jorden er milliarder af år ældre, end teologerne og Biblen hævder. Hutton brugte sit liv på at studere bjergarternes lagdeling og fossilfund i gamle lag. Faktisk troede James Hutton, at Jorden var uendeligt mange år gammel. Alligevel turde heller ikke han forkaste skabelsesberetningen. Heller ikke Charles Darwin, der med sit værk "Arternes oprindelse" (1859) effektivt saboterede Biblens myte om dyrs og menneskers skabelse, ville erklære sig som ateist.

Dødserklæring

Først positivismens grundlægger, den franske filosof Auguste Comte (1798-1858), forkaster åbent gudsdyrkelsen. Comte var en utilpasset rebel, der blev bortvist fra universitetet i Paris for at anstifte studenteroprør. Senere blev han fyret fra en underordnet undervisningsstilling efter en strid med ledelsen. Herefter var han uafhængig af offentlige instanser og magthavere og finansierede sin forskning gennem private bidrag. Comte fremførte i "Cour de philosophie positive", 1830-42, at ethvert forsøg på at forklare naturen eller samfundet ud fra Guds vilje er frugtesløst. Det kan være berettiget i et primitivt samfund uden bedre forklaringsmuligheder, men i et oplyst samfund bør man kun anerkende, hvad der er videnskabeligt måleligt. På sine gamle dage, og efter at have overstået en depressiv krise, udviklede han en "positiv religion", hvor gudsdyrkelse erstattes af dyrkelse af menneskeheden.

1800-tallets mest markante opgør med religionen kom, da Friedrich Nietzsche (1844-1900) erklærede Gud for død:

»Engang var synden mod Gud den værste synd, men Gud døde, og dermed døde også den slags syndere. At forsynde sig mod Jorden er nu det forfærdeligste...der gives hverken djævel eller helvede. Din sjæl vil dø endnu hurtigere end dit legeme. Vær blot ikke bange«

( Således talte Zarathustra, 1883-91)

Den Gud, Nietzsche erklærer for død, er både Det Gamle og Det Nye Testamentes Gud, jødernes og de kristnes Gud, Allah, Buddha og alle mulige andre guder. Det er gudsbegrebet som sådan, der har holdt menneskeheden i en slavetilstand. Guds død varsler ifølge Nietzsche det nye overmenneske, der sætter sin jernvilje ind på selv at fylde livet med mening.

Nietzche fiasko

Det er paradoksalt, at den filosof, der havde modet til at undsige religionen, blev taget til indtægt af det umenneskelige naziregime, der voldte millioner af jøders og endnu flere millioner soldater og civiles død. Hvad forbrydelser i religionens navn angår, har Nietzsche levet forgæves. Religionskrigene fortsætter i vor egen tid, i Nordirland, i Jugoslavien, i Indien/Pakistan og andre steder. For et år siden lagde fundamentalistiske muslimske terrorister World Trade Center i ruiner og sendte 3000 uskyldige mennesker i døden som en påmindelse om, at den religiøse fanatisme lever i bedste velgående. At uanset hvor oplyste vi bliver, vil der altid være formørkede ekstremister, der holder fast i gudsbegreber fra den mørke middelalder. TV har bragt det ind i vore stuer, billederne af religiøse fanatikere, der råber: »Allah er stor« eller »Død over USA« med ansigterne fordrejet i hellig vrede, mens de kaster sten mod ambassader og afbrænder flag. Scenen er velkendt og forudsigelig.

I Denis Diderot's "Fatalisten Jacques og hans herre" (1773) tror tjeneren Jacques, at alt er forudbestemt af skæbnen, »alt på forhånd er skrevet ned i den store rulle histoppe«. Hele bogen er én lang diskussion om, hvorvidt vi selv styrer vor skæbne, eller skæbnen styrer os. I løbet af bogen rejses der tvivl om, om det er tjeneren, der er den egentlige herre, selvom han både er bundet til sin herre og sin tro på en forudbestemt skæbne. Eller om det er herren, der både er fri og tror på menneskets frihed til selv at forme sin skæbne, der er den egentlige tjener.

Forskellen på de to synspunkter svarer til forskellen mellem Det Ny Testamente og Koranens menneskesyn. I Det Ny Testamente vælger man selv, om man vil følge dydens smalle og tornestrøede vej til frelse eller den brede vej til fortabelse. Man har en fri vilje. I Koranen har Allah på forhånd bestemt hvert enkelt menneskes skæbne. »Inch Allah«, om Gud vil, er muslimernes evindelige hilsen.

Det er derfor, muslimerne var så frygtede modstandere blandt de kristne under kampene i middelalderen. Muslimerne troede, at når de red ud til kamp, var deres skæbne afgjort på forhånd. Havde Allah bestemt, de ville overleve, så overlevede de under alle omstændigheder, selvom de frygtløst kastede sig ud i den mest halsbrækkende kamptummel. Og havde Allah bestemt, de skulle dø, så var døden dem vis under alle omstændigheder, og de kunne derfor ligeså godt kæmpe tappert. Døde de i hellig krig, havde Allah oven i købet på forhånd sikret dem en plads i Paradis, og det ansporede selvfølgelig yderligere til frygtløshed. I modsætning hertil troede de kristne, at de selv havde indflydelse på deres skæbne, gennem deres egen tro, dygtighed, tapperhed og vilje. Ydermere havde de ikke på forhånd nogen garanti for, om de i tilfælde af død fór til himmels eller helvede. De yderligtgående fundamentalister, der hyres som selvmordsbombere, har den samme skæbnetro og tro på en plads i Paradiset, og det er præcis det, der gør dem så uberegneligt farlige.

Det 20. århundredes mest markante ateist blev den engelske filosof, Bertrand Russell (1872-1970), der med sine radikale synspunkter blev både berømt og berygtet. Med stor lidenskab hævdede han, at religionen er direkte skadelig. Der er ingen tvivl om, at kristendommen har spredt uanede mængder af død og ulykke i menneskehedens historie. Korstog, inkvisitioner, religionskrige og progromer har kostet utalte millioner af uskyldige menneskers liv og medført uhørte menneskelige lidelser. Den tro, der prædiker næstekærlighed som det vigtigste bud, er skyld i megen menneskelig fornedrelse.

Russell mødte modstand på grund af sine pacifistiske og anti-religiøse meninger. Flere gange måtte han gå i fængsel for sine overbevisninger, og flere gange blev han afskediget af samme grund. Alligevel fortsatte han i talrige skrifter med at rette en skarp og vedholdende kritik mod religiøse livsfortolkninger. Ikke alene savner de religiøse antagelser af Guds eksistens og individets udødelighed enhver fornuftig begrundelse ud fra vor erfaring, men de står også i vejen for en fredeligere verdensorden og et mere retfærdigt samfund, mente han.

Herhjemme vakte det opsigt, da Georg Brandes i 1925 udgav skriftet "Sagnet om Jesus", hvori han fremsætter de påstand, at Jesus er en helt igennem opdigtet person. Evangelierne har derfor ifølge Brandes ingen som helst historisk værdi. De består af en samling myter og legender, der for størstedelens vedkommende stammer fra jødedommen og forskellige orientalske og hellenistiske religioner.

Århus-teologerne

Brandes bog blev opfattet som en provokation, og i dag vil ingen historiker anfægte, at Jesus er en historisk person, men nok hvilken historisk værdi evangelierne kan tillægges. I sidste del af det 20. århundrede prægedes den danske, teologiske debat af de fire Århus-teologer, K.E. Løgstrup, Regin Prenter, P.G. Lindhardt og Johannes Sløk. Mens de to første især beskæftigede sig med skabelsesteologien, ifølge hvilken skabelsen ikke skal forstås som en én gang givet ordning, men som Guds kamp for fortsat opretholdelse af skaberværket, gik de to sidste videre.

Johannes Sløk (1916-2001) mente med Kierkegaard, at der ikke kan siges noget om Gud. Sløk kalder Bibelen for Guds historie. Det er mytens sprog, der tales, men med det særpræg ved denne myte, at udgangspunktet, Jesu liv og død, kommer fra virkelighedens verden

Lindhardts foredrag

P.G. Lindhardt (1910-1988) var professor, dr. theol., men opfattede sig selv som historiker og prædikant, idet begrebet teologi efter hans mening ikke længere havde noget indhold. Under et foredrag om det evige liv på Askov Højskole i 1952 og senere i bogen "Det evige liv" (1953), udløste han den diskussion om kristendommens indhold, der har givet stærkest genlyd i den danske befolkning i det 20. århundrede.

Lindhardts synspunkt var, at den kristne lære om opstandelsen og det evige liv ikke skal tages bogstaveligt. Døden ender alt. Som det hedder i en samtidig påskeprædiken: »Opstandelsestroen er eet med selve gudstroen, ikke et forsøg på at redde os en ny tilværelse ud over den, vi så grundigt har kludret med, men just vor bekendelse af, at vi ingen anden fremtid har end den, Gud vil unde os«.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.