Viljen kan man ikke regne med

Altså kan man roligt rende fra sit ansvar, for Vorherre ser ind bagved, og der er viljen altid god og ærlig på bunden (Salmebogens nr. 718).

Det er den ligefremme forståelse, som er forkert, formodentlig også for Ingemann, men så er det ikke udtrykt videre heldigt.

Så er vi anderledes taget på kornet af Jesus i søndagsevangeliet om de to sønner i vingården.

Den ene søn sagde ja til at gå hen og tage fat i vingården, men gik ingen steder. Den anden sagde nej, men ombestemte sig. Viljen kan man ikke regne en disse med. Den svajer hid og did.

Det er bestemt ikke nogen trøst, hvis det var sandt, at Vorherre ser på viljen og benytter sig af det, han ser, som bedømmelsesgrundlag.

"Da høste vi som fugle nu, der ikke så og pløje", hedder det i en anden kendt salme af Grundtvig. Noget sådant er umuligt i religiøsitetens verden. Der kan man ikke høste uden først at have sået. Det kan landmanden heller ikke. Men i Jesu Kristi rige går det anderledes til.

Med stort G

Kristendommen prædiker, at vi må høste, hvad en anden - Jesus Kristus - har pløjet tungt og sået under smerte.

Det særlige ved kristendommen er, at der er en Gud med stort begyndelsesbogstav.

En, der suverænt har ansvaret for alt. I religionernes supermarked har man kun sig selv at takke for, hvad der sker. F.eks. den udgave: Du er, som du er og har det, som du har det - på godt og ondt - efter fortjenesten fra et tidligere liv. Denne religion florerer. Læren om den evige trædemølle.

Kristendommen siger noget helt andet. Det eneste, vi har at takke os selv for, er den slette vilje. Det er selve synden i sin grundform: ikke at ville have andre end sig selv at takke. Jesus fortalte også om de onde vinbønder. De fik en hel tilværelse betroet, en vingård, de ikke selv havde anlagt. Men de ville ikke vide af taknemlighed. De gjorde, som de havde lyst til og slog oven i købet ejerens søn ihjel for at få hans arv.

Derfor fortjente de ingenting undtagen et ondt endeligt.

Nej, så Gud på viljen, så det sort ud. Men kristendommen forkynder det, der er bedre end et eventyr. Selv om vi med vores slappe og bedrageriske og selviske vilje har bidraget til dødsdommen over Sønnen, så tilbydes hans evige arv alligevel en ond og utro slægt.

Den guddommelige nåde er så overvældende, at den lader os høste, hvad en anden har sået. Skænker os frugten af, at hans vilje var udelt og stærk og retlinet indtil døden, ja, døden på et kors.

Derfor er der en verden til forskel på en vag formodning om, at viljen nok inderst inde er god nok og så trygheden ved at bede Fadervors fjerde bøn: Ske din vilje.

For den kan jeg forlade mig på.