En kompliceret historie - en forfærdelig død

Jeg opfordrer politikerne til at sørge for, at ingen gamle mennesker fremover kommer til at dø alene, rædselsslagne og desperate, kvalt i deres egen sele, og at ingen kommer til at ende i min mors absurde situation som retningsløs kastebold i systemet, skriver kronikøren som konklusion på denne kronik skrevet efter hendes mors smertefulde død på et plejehjem

Natten mellem den 9. og 10. august døde min mor. Hun var 83 år gammel og havde et langt aktivt liv bag sig som lærerinde i dansk, tysk og gymnastik. Efter pensioneringen var hun ligefrem blomstret op og havde nu fået tid til at dyrke sine vidtstrakte kulturelle interesser. Så vidt, så godt. Desværre var hun i de sidste halvåndet år af sit liv plaget af en svær demens, der ret pludselig brød ud i påsken 2001.

Sygdommen viste sig bl.a. i, at hun undertiden blev meget ked af det. Således også den sidste eftermiddag, hun levede. Som ofte før fik hun ved denne lejlighed det altid beredvillige personale på Frederiksberg Hospitals lukkede afdeling til at ringe mig op på min Odense-adresse, og hun sagde følgende: »De er alle sammen vrede på mig!« Det tog jeg mig forholdsvis let, for det sagde hun hver gang, hun havde fået en blid tilrettevisning. Det næste var: »Jeg kan ikke engang komme ind i min egen lejlighed!« og det havde hun unægtelig ret i. Et egentlig hjem havde hun jo ikke mere. Og endelig: »Kommer du så i aften?« Jeg forklarede, at jeg først kunne komme i næste uge og fik det afmægtige svar: »Hvad skal jeg så gøre?« Heldigvis kunne personalet dagen efter fortælle mig, at hun efter telefonsamtalen var blevet i godt humør, og de kunne vise et stykke papir frem, hvor hun havde noteret følgende: »Jeg kan godt lide at være her. Vibeke er sød. Det er hyggeligt at sidde i skyggen. Det var godt, at det er solskinsvejr i dag«. Så hun havde altså nogle lyse øjeblikke, ikke mindst understøttet af det hensynsfulde, dygtige og tålmodige personale, der altid behandlede hende og de andre syge med fin værdighed. Jamen, det er jo nærmest en opbyggelig historie, ikke sandt?

Samme nat blev min mor kvalt. mellem klokken to og kl. kvart i tre. Da hun blev tilset klokken to, var hun meget urolig og blev lagt i bælte. Da nattevagten så til hende klokken kvart i tre, var hun død. Hun blev kvalt i den sele, hospitalet undertiden brugte til at fiksere hende med, så hun overhovedet kunne få ro til natten. Sovemidler anvendtes ikke, fordi hun så ville gå dopet rundt hele næste dag og altså ikke var i stand til at opleve de lejlighedsvise lyspunkter. Hun kunne heller ikke tilkalde hjælp, fordi hendes seng var stillet uden for klokkens rækkevidde. Hun trak nemlig uafladeligt i alt nedhængende, f.eks. også de andre patienters perlekæder, og hun havde overhovedet ingen forståelse af sammenhængen mellem det at ringe på klokken og det at ringe efter hjælp. Hun forstod sig ikke mere på årsagssammenhænge, men derimod kendte hun stadig sine børn og børnebørn og var i stand til at give udtryk for sin store kærlighed til dem.

Nu forholder det sig sådan, at min mor både var et meget kærligt, et meget viljestærkt og et meget energisk væsen - men egentlig også indimellem ret så angstplaget. Alt dette har betydning for den historie, der skal fortælles. Og så var hun for øvrigt "gammel gymnastiklærerinde". Det sidste er nødvendigt at nævne af mindst to grunde: hun gav ikke meget for den sygegymnastik i lænestol, de gamle blev budt på. Og personalet skaffede hende derfor en motionscykel og en trampolin(!), som hun var umådelig glad for. Men hendes status som "gammel gymnastiklærerinde", en måde hun yndede at omtale sig selv på, medførte også, at hun med en forbløffende adræthed kunne smyge sig ud af fikseringen, selvom den var korrekt anlagt, noget personalet aldrig før havde været vidne til. Det sidste skulle vise sig at medføre hendes død. For det er utvivlsomt det, hun har prøvet den skæbnesvangre nat.

Selen gled så op om brystet og klemte vejret ud af hende - og kropsvægten fra hendes underkrop, der hang halvt ud af sengen, fik selen til at stramme yderligere til.

Desværre kan der ikke fastslås, hvor hurtigt døden herefter indtraf.. - Og har jeg så i øvrigt ikke glemt at nævne, at hun led af en livslang klaustrofobi?

Det er hjerteskærende at høre en besøgende til én af de andre patienter berette, at min mor på bønligste vis havde trukket hende i ærmet og sagt følgende: "Du binder mig da ikke, vel?" - Måske burde man i hendes tilfælde have fundet en anden løsning til at sikre hende nattero, men hvilken? Jeg kan ikke selv give et godt svar. - Muligvis var der noget galt med selens konstruktion? Det bør naturligvis undersøges!

Tragedien kunne imidlertid være undgået, hvis hun ikke havde ligget alene på sit værelse de tre kvarter mellem kl. to og kvart i tre. Med andre ord: loven burde være indrettet sådan, at en dement, der ligger fikseret, selvom det "kun" er med "blødt bælte", som i min mors tilfælde, skal være under konstant overvågning. Det vil selvfølgelig få økonomiske konsekvenser at gennemføre en lovændring, men man må inderligt håbe, at dette ikke bliver udslagsgivende, når sagen tages op i Folketinget - der er stillet spørgsmål til sundhedsministeren.

Men hvorfor i alverden var min mor ikke på plejehjem, vil man måske spørge? Ja, ved siden af den manglende overvågning af den demente, fikserede patient, har jeg to ting at bebrejde politikerne: Dels at plejehjemsdørene ikke må låses - heller ikke engang på de såkaldt psykiatriske plejehjem, dels at et menneske kan ende som "uanbringeligt" i systemet, hvad hun faktisk gjorde, skønt hun i første omgang allerede efter tre måneders hospitalsophold fik tilbudt plads på et hyggeligt og nyistandsat plejehjem, oven i købet beliggende i hendes gamle kvarter. Hun var imidlertid ked af, at forlade hospitalet, hvor hun følte sig tryg, og hvor flere af de andre patienter, der jo ikke alle var demente, men havde andre psykiske lidelser, havde fundet overskud til at tage sig smukt af hende, komme hendes kærlige sind i møde og spille på hendes medfødte og til dels stadig fungerende humoristiske sans. Nu skulle man naturligvis tro, at hun lidt efter lidt var faldet til ro på plejehjemmet. Men, nej. Min mor kom aldrig til for alvor at sætte pris på de nye, fysisk bedre, omgivelser. En del af forklaringen på dette tilsyneladende paradoks er måske, at hun her boede på gang med dybt demente, der mestendels ikke sagde et ord, og i hus med gamle knarvorne folk, der var tyngede af legemlige lidelser, og derfor absolut ikke havde overskud til at acceptere hendes til tider bizarre opførsel. Desuden var vejen til lægen lang. Hun havde på hospitalet følt sig tryg ved nærheden af læger og sygeplejersker, og disse kunne hurtigere og mere direkte gribe ind i medicineringen, end de kunne på plejehjemmet, hvor personalet først skulle spørge opad i systemet. Men det allermest fatale var, at dørene på plejehjemmet stod åbne ud til gaden. Hun fandt snart ud af at smutte ud af dem i tide og utide, selvfølgelig med stor fare for at blive kørt over. Derefter forsynede man hende med en såkaldt chip i skoen, men så løb hun på strømpefødder. Hun løb også om natten, når der var sparsomt med personale - i natkjole lige ud i decembertågen. Og jeg forsikrer, at disse "flugtforsøg" ingenlunde var dikteret af vrede mod enkeltpersoner og heller ikke af "lyst til at gå tur", en måde hvorpå man sommetider idyllisere ældre dementes bortgang fra plejehjem, en bortgang, der i ikke så få tilfælde fører til døden. Det drejede sig snarere om en art tvangshandling, eller om en pludselig forskrækkelse, der kunne opstå f.eks. efter et natligt mareridt, eller måske udløses af snart sagt, hvad som helst, netop fordi den omgivende virkelighed var blevet uigennemskuelig og derfor skræmmende.

Efter et halvt år måtte plejehjemmet opgive at have hende, og hun blev sendt tilbage til hospitalets psykiatriske afdeling, hvor hun så forblev indtil sin død. Hun havde under opholdet på plejehjemmet fået det tiltagende psykisk dårligere: var blevet ekstremt rastløs, løb konstant uden mål og med om på gangene, havde måttet opgive at gøre sig forståelig i en telefon, en evne hun siden genvandt, og var begyndt automatisk at gentage stereotype sætninger i det uendelige. I begyndelsen fortsatte denne adfærd på hospitalet, men efterhånden, som hendes medicin blev nedtrappet, blev hun mere sig selv. Hun havde det kort sagt langt bedre på hospitalet end på plejehjemmet. Først og fremmest, tror jeg, på grund af de låste yderdøre, som hun accepterede som en selvfølge. Samtlige repræsentanter for plejepersonale og hospitalspersonale, jeg er stødt på inden for de sidste to år, har forsikret mig om, at det er - undskyld udtrykket - sindssygt, at dørene på plejehjem med hårdt belastede demente ikke må låses. Det har nu engang ikke noget med personlig frihed at gøre, at styrte ud og blive kørt over af en bil, at drukne i Odense Å eller at fryse ihjel i en skov, fordi man ikke mere kan gennemskue rækkevidden af sine egne handlinger.

Min mor var i øvrigt - efter den forgæves tur omkring sit første plejehjem- indstillet til et værelse på et såkaldt psykiatrisk plejehjem. Men da der omsider blev en ledig plads, afviste bemeldte hjem hende!! Så vidt jeg forstod, fordi hun var for hårdt belastet (?), men begrundelsen var også, at man her ikke kunne eller ville fiksere til natten, som hospitalets psykiatriske overlæge havde foreskrevet det.

Som udviklingen viser, gjorde personalet det nye sted måske ret i at vægre sig på dette punkt, selvom jeg ikke selv kan udtænke nogen alternativ behandling. Men under alle omstændigheder medførte det psykiatriske plejehjems afvisning, at min mor reelt var - "uanbringelig"!!

Politikerne har nemlig vedtaget, at de kroniske psykiatriske patienter, herunder også de demente, skal udsluses fra hospitalerne. Men til hvad?

Jeg forslår man i fremtiden løser dilemmaet ved at oprette psykiatriske plejehjem, selvfølgelig med gode pladsforhold, i tæt fysisk kontakt med hospitalerne, og - for Guds skyld - med låste døre. Og frem for alt med tilstrækkeligt stort personale til overvågning af de demente, der forhåbentligt kun kortvarigt og undtagelsesvis, må fastspændes for deres egen skyld.

Jeg opfordrer politikerne til at sørge for, at ingen gamle mennesker fremover kommer til at dø alene, rædselsslagne og desperate, kvalt i deres egen sele, og at ingen kommer til at ende i min mors absurde situation som retningsløs kastebold i systemet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.