Leder: Regning til Blair
ANTHONY Charles Lynton Blair er sin generations heldigste politiker.
Hans popularitet er til at overse, og hans politiske resultatliste ikke just imponerende. Han er hverken elsket i sit parti eller blandt vælgerne.
Alligevel sidder han lige så sikkert på premierministerposten i Storbritannien, som da han efter sejren ved jordskredsvalget i maj 1997 kunne rykke ind i Downing Street 10.
En position, der udelukkende skyldes, at der hverken internt i regeringspartiet Labour eller hos den konservative opposition findes egnede modkandidater.
Tony Blair's manglende popularitet er blevet stillet offentligt til skue ved denne uges Labour-kongres i Blackpool.
Blair er ikke en mand, der er udsprunget af sit partis midte, og han har ikke opnået partiets respekt. En solid del af de delegerede tåler ham kun, fordi han sælger billetter og er deres eneste reelle bud på at bevare regeringsmagten.
Som ugemagasinet The Economist har konstateret, er Tony Blair en premierminister med to ansigter: Det internationale, der har aftvunget respekt ved at stå last og brast med USA; og det nationale, der i stigende grad mister respekt, fordi mængden af uløste hjemlige problemer hober sig op.
Det offentlige sygehusvæsen og skolevæsen i Storbritannien har problemer så store, at danske sygeplejersker og folkeskolelærere end ikke kan forestille sig dem i deres værste mareridt.
Den kollektive trafik er på sammenbruddets rand efter årtiers underfinansiering.
Kriminaliteten er stigende, og Storbritanniens forhold til euroen er fortsat uafklaret.
Tony Blair's manglende popularitet kan i al væsentligt henføres til, at regeringens beskedne indsats søges solgt som en succes af den hær af spindoktorer, som Blair og hans ministre betjener sig af.
Substansen bliver ofret for facaden.
Det var den metodik, der i sin tid bragte Blair til magten, men vælgerne har gennemskuet ham, og forude venter regningen for dette vælgerbedrag.