Kronik: Tyrkiet er endnu langt fra tærsklen til EU

Dokumentationen om tortur i landet fra læger i Tyrkiet er så fremragende, at den med al tydelighed viser, at der trods et godt stykke lovgivningsarbejde er lang vej endnu, før Tyrkiet er klar til medlemskab af EU. For overtrædelserne af menneskerettighederne er markante, skriver dagens kronikør.

I sin artikel "Tyrkiet på vej ind i EU" opstiller Jyllands-Postens Pierre Colignon et realistisk scenario. Han skriver: »Så kan vi få en ny traktat, som hedder Istanbul-traktaten, tyrkiske bjergbønder vil modtage EU-støtte ligesom deres kolleger i Frankrig og Polen, og Den Europæiske Union vil grænse op til Syrien, Irak og Iran«.

Anledning er, at det tyrkiske parlament 4/8 vedtog en omfattende reformpakke, som blandt andet fik landets premierminister Ecevit til at give udtryk for den opfattelse, at Tyrkiet nu har opfyldt alle de politiske krav, som kræves i Københavns- kriterierne, de optagelseskriterier for ansøgerlande til EU som blev vedtaget sidst, Danmark var EU formandsland. Dermed mener han ikke længere, at EU-landene kan afvise, at Tyrkiet fortjener fuldt medlemskab af EU.

Tyrkiet som EU-land er ikke i sig selv noget skræmmende scenario. Istanbul kan da fint lægge navn til en EU-traktat engang i fremtiden. De retningslinier, som Det International Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT) anvender internationalt i arbejdet med at dokumentere og forebygge tortur i dag, bærer navnet "Istanbul Protokollen" takket være det store arbejde, som de tyrkiske læger har gjort i forbindelse med dokumentation af tortur. Det er arbejde på et fagligt niveau, så jeg vil betegne det som noget af det bedste, der laves i verden i dag.

Dokumentationen fra vores partnere i Tyrkiet er så fremragende, at den med al tydelighed viser, at der trods det gode stykke lovgivningsarbejde er lang vej endnu, før Tyrkiet er klar til medlemskab af EU. For overtrædelserne af menneskerettighederne er markante. IRCT kender adskillige tyrkiske læger, som er blevet udsat for tortur og truet på livet, alene fordi de har behandlet deres patienter for følgerne af tortur, som myndighederne har udsat dem for.

Alligevel er de tyrkiske læger og menneskerettighedsforkæmpere blevet ved med at udføre deres arbejde. Det er en etisk holdning til deres profession, som kræver meget store portioner mod og ærefrygt.

Der har gennem de seneste år været ført en række retssager mod læger, som har kæmpet for menneskerettighederne. Medarbejdere fra IRCT har været i Tyrkiet for at følge retssagerne, og som organisation har vi lagt så meget pres, vi overhovedet har kunnet, på EU, Europarådet, OSCE, FN og enkeltlande med det formål at få dem til at tage menneskerettighedssituationen op overfor den tyrkiske regering.

Trods reformpakke og tyrkiske ambitioner om EU-medlemskab, må jeg desværre konstatere, at nu er den gal igen. Jeg har netop måttet skrive til Europakommissionen for at fortælle om en retssag, der føres mod dr. Alp Ayan, en psykiater fra Izmir Rehabiliteringscentret for torturofre.

Den 10. juni 2002 blev han kendt skyldig i en tiltale for »overdreven kritik af de statslige myndigheder«. Lovgrundlaget er artikel 159, der for nyligt er kommet til i forbindelse med netop de ændringer af den tyrkiske straffelov, der indgår i reformpakken. Dr. Ayan blev idømt et års fængsel, dommen er appelleret til den tyrkiske højesteret.

Baggrunden for dommen er udtalelser, som dr. Ayan har fremsat på et pressemøde den 13 januar 2001 i protest mod nogle særligt sikrede og meget barske fængsler i Tyrkiet, fængsler der går under betegnelsen "Type F-fængsler". På pressekonferencen sagde dr. Ayan blandt andet, at »den menneskelige værdighed vil overvinde tortur«, og at »Vi vil ikke se flere dødsfald«. Det er sådanne udtalelser, retten har tolket som en fornærmelse mod justitsministeriet.

Rehabiliteringscentret for torturofre i Izmir drives af IRCT's partner, Tyrkiets Fond for Menneskerettigheder (HRFT, the Human Rights Foundation of Turkey), som i alt har et netværk bestående af fem rehabiliteringscentre i forskellige byer rundt om i Tyrkiet.

Både den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, på vegne af Danmark og EU, og mange andre repræsentanter for organisationer og for andre lande, har taget de gentagne brud på menneskerettighederne op i møder med repræsentanter for den tyrkiske regering. Reformpakken er at betragte som et positivt signal og et tegn på, at det faktisk hjælper.

Der er vedtaget nogle langtrækkende tiltag, som indikerer et skifte i en positiv retning af de tyrkiske myndigheders syn på menneskerettigheder, herunder hvad angår minoritetsgruppers og menneskerettighedsorganisationers rettigheder.

Tyrkiske borgere får øget ret til at kritisere offentlige institutioner, til at afholde offentlige møder, og minoriteterne får ret til at bruge deres eget sprog, hvilket er et meget stort fremskridt for den kurdiske befolkningsgruppe. Ikke desto mindre viser retssagen mod dr. Alp Ayan, at vedtagelsen af lovgivningsreformen ikke kan betragtes som mere end det første, omend meget vigtige, skridt på en lang vej mod menneskerettigheder og demokrati.

Den nye straffelov sikrer ikke, i hvert fald ikke som den blev fortolket i denne sag, ytringsfriheden. At sige der finder tortur sted i tyrkiske fængsler, er at fremhæve en sandhed, som er uomtvistelig, og som er dokumenteret i talrige særdeles pålidelige menneskerettighedsrapporter både i og udenfor Tyrkiet. Det faktum at dr. Ayans udtalelse blev brugt som anledning til at sigte ham for at have overskredet grænserne for acceptabel kritik af statslige myndigheder og at have fornærmet justitsministeriet, viser nødvendigheden af, at de tyrkiske myndigheder yderligere forbedrer lovgivningen.

EU-Kommissionen har indtil videre reageret fornuftigt med fortjent ros til Tyrkiet for vedtagelsen af reformpakken, men også med den afventende holdning, at det er vigtigt at følge, hvordan Tyrkiet følger op på reformerne, før der tages videre skridt. Det er vigtigt, at EU's politiske ledelse, formandskabet, som den danske regeringen har netop nu, fastholder Tyrkiet på, at praksis er lige så afgørende som lovgivning.

Mindst en million af Tyrkiets 66 millioner indbyggere skønnes at være blevet underkastet tortur i løbet af de sidste 20 år. Men kurdere er i særlig grad udsat. Tortur er mest udbredt i Diyarbakir-regionen i den kurdiske del af Tyrkiet. Det er ikke nødvendigvis terrorister eller PKK-tilhængere, der udsættes for tortur. Tortur er almindelig praksis i fængsler og på politistationer. I den kurdiske del af Tyrkiet er det særlig nemt at komme med en tur på stationen eller i fængsel. Der er stadig erklæret undtagelsestilstand, selv om det er tre år siden, PKK standsede de voldelige aktiviteter, som vi ved, organisationen har stået bag. Der er for eksempel ikke frihed til at ytre sig lige så frit som i resten af Tyrkiet.

Hvis USA angriber Irak, kan det blive et problem for Tyrkiet, som vil undgå, at de irakiske kurdere etablerer noget, der bare minder om en kurdisk stat i det nordlige Irak, som grænser op til Tyrkiet. Derfor er det meget vigtigt, at EU virkelig væbner sig med tålmodighed for at se, om Tyrkiet vil respektere menneskerettighederne, også hvis regeringen kommer under pres på grund af tilstedeværelsen af et irakisk Kurdistan.

I første omgang har de tyrkiske myndigheder dog et rigeligt stort arbejde at gøre med at ændre den praksis, der er for øjeblikket, hvad menneskerettigheder angår. Som retssagen mod Alp Ayan viser, står der et meget stort stykke arbejde tilbage at gøre på det praktiske niveau for de tyrkiske myndigheder. Folk, der løfter deres røst i Tyrkiet, er i fare for at blive underkastet tortur.

Det er vigtigt at slå fast, at tortur under alle omstændigheder er forbudt. Ingen forbrydelse berettiger til, at tortur tages i anvendelse. Men der er ingen tvivl om, at de tyrkiske parlamentarikere med reformpakken har taget et vigtigt skridt mod udryddelsen af tortur i Tyrkiet - og dermed mod at kunne betragtes som en seriøs kandidat til EU-medlemskab. For en ordentlig lovgivning er selvfølgelig den første forudsætning for en ordentlig praksis.

Den praktiske gennemførelse af forbudet mod tortur kræver en omfattende samlet indsats fra de tyrkiske myndigheders side. Der kræver en uddannelse af politifolk, militærfolk, ansatte i kriminalforsorgen og sundhedssektoren, så alle har kendskab til forbuddet mod tortur og en forståelse for, at det skal overholdes. Og alle skal vide, at overtrædelse af forbuddet mod tortur og anden grusom behandling bliver straffet.

IRCT har i de senere år gjort gode erfaringer i at samarbejde med stater, lokale NGO'er og multilaterale institutioner. I Ukraine og Mexico er vi langt med vigtige og banebrydende programmer til forebyggelse af tortur.

Vi har fået en henvendelse fra den brasilianske regering og forbereder et program her.

Hvis vi indgår i et samarbejde mellem Tyrkiet, EU og vore tyrkiske partnere, kan vi være med til at løse mange af de knuder, der skal bindes op, før Tyrkiet virkelig lever op til europæiske standarder i en grad, så et EU-medlemskab for alvor kan komme på tale.

IRCT kan kun være en lille og beskeden del af løsningen på Tyrkiets problemer. Men det er et væsentligt område, vi kan hjælpe på. Vi tager gerne imod en henvendelse fra EU og den tyrkiske regering, uanset hvem der nu end kommer til at tegne landet efter parlamentsvalget i november. For på længere sigt vil det da være fint, hvis EU får en Istanbul-traktat. Det klinger udmærket, og efter mange års samarbejde med tyrkiske partnere, kan jeg forsikre, at der i Tyrkiet findes mange dygtige og kompetente mennesker, som kan yde væsentlige bidrag til Europas fremtid.

Men først gælder det altså Københavns-kriterierne.

Dem opfylder Tyrkiet ikke, så længe der er tortur i tyrkiske fængsler, og så længe læger og menneskerettighedsforkæmpere, der arbejder for at hjælpe torturofre, udsættes for chikane. Men det er en rigtig god målsætning at arbejde for, at kriterierne kan opfyldes i fremtiden.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen