Der mangler kondomer
SOM ET reklamefremstød for Røde Kors lever 20 danske familier i en uge af de samme nødhjælpsrationer som nødlidende i Afrika.
Den afrikanske befolkning var 220 mio. i 1950, mens der var 548 mio. europæere. I 1998 var der ca. lige mange mennesker i Afrika og Europa, nemlig ca. 728 mio. FN - som tallene stammer fra - beregner, at der i 2050 vil være ca. 2000 mio. afrikanere og ca. 600 mio. europæere.
Den afrikanske befolkning er på det nærmeste tidoblet på 100 år, mens den europæiske er stagneret. Når der i 1950 var to europæere til at hjælpe en afrikaner, så skal en europæer hjælpe godt tre afrikanere om små 50 år.
Vore børnebørn skal regne med at sende mindst lige så mange flere nødhjælpspakker i 2050.
Hver gang fjernsynet viser billeder af udhungrede spædbørn, kan man ikke lade være med at tænke på, at de spædbørn er undfanget, medens forældrene har været udmærket klar over deres desperate situation.
Hvorfor er der ikke kondomer i de nødhjælpspakker? Det er måske det, de mest har brug for.