Kronik: De forkerte fik ret

Tågen letter. Det røgslør, som landets førstemænd i et par årtier har lagt over den muslimske indvandring, er ved at vejre bort. Minsandten om ikke selv multikulturens fortalere begynder at indrømme, at vi fra bagtroppen, fra det Morten Korch'ske hængedynd, at vi nok alligevel havde ret. De forkerte havde ret, som SF's tidligere næstformand, Christine Antorini, med klædelig selvironi, skrev forleden.

En efter en kommer venstrefløjens helte traskende og bekender, at de nu godt kan se, at "de rigtige meninger" var forkerte. Hanne Reintoft indrømmede det for nylig. Den venstreorienterede skolemand, Kåre Bluitgen, har netop udgivet en hel bog om de frelstes fejlagtige politik i indvandrersagen.

Det er de bedst begavede og ærligste blandt revolutionens fortropper, der fører an i canossagangen. Det bliver sjovt at se, hvornår Marianne Jelved, Elisabeth Arnold, Mogens Lykketoft, Svend Auken, Birte Weiss, Mimi Jakobsen, Weekendavisens Anne Knudsen, ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen, Politikens Tøger Seidenfaden, dronning Margrethe og alle de andre multikulturister begynder deres bodsgang. Foreløbig er de holdt op med at overfuse os "forkerte" og taler helst om noget andet end indvandrere.

Inden de begynder at erklære sig enige med os, kan vi så fundere. Hvorfor har de, der regner sig for at udgøre udviklingens fortrop, udgjort bagtroppen, når det gjaldt forståelsen af indvandringens egentlige karakter? Forstod multikulturisterne ikke, at den muslimske livsholdning var et kulturelt tilbageskridt af dimensioner i forhold til dansk skik og frisind? Og at den muslimske masseindvandring ville ødelægge både velfærdsstaten og sammenholdet i vores land?

De havde i hvert fald ikke behøvet være uvidende om det. En dansk studiegruppe med bl. a. Albertslunds senere skoledirektør, Yvonne Svendsen, besøgte midt i 1980'erne Tyrkiet. De fik i det tyrkiske udenrigsministerium klar besked om, at den tyrkiske udvandring til Europa ikke kun var nogle fattige arbejdsløses ønske om at få arbejde. Men at den var begyndelsen på en plan om at opbygge tyrkiske kolonier i de europæiske værtslande. Mere brutalt sagt: udvandringen fra Tyrkiet skulle danne basis for en genoprettelse af Det Osmanniske Rige.

For at dette kunne ske, ønskede Tyrkiet at fastholde udvandrere som tyrkiske statsborgere selv i sjette generation. Udvandrede tyrkere måtte derfor ikke frasige sig deres tyrkiske statsborgerskab. Og de skulle fremdeles hente deres ægtefælle i Tyrkiet, så tyrkisk sprog og kultur fastholdtes i de udvandrede familier. Udvandrerne skulle også fortsætte med at aftjene deres værnepligt i Tyrkiet og aflægge troskabsed til den tyrkiske stat.

Intet under at integrationen går lidt trægt.

Denne studiegruppes oplysninger dannede sammen med indvandringens statistiske kendsgerninger baggrunden for den rapport, den senere amtsborgmester, Vibeke Storm Rasmussen, skrev som formand for Socialdemokratiets indvandrerudvalg. Hvis Socialdemokratiet sidst i 1980'erne havde vedtaget en indvandrerpolitik på grundlag af Vibeke Storm Rasmussens rapport, havde Poul Nyrup været statsminister og Mogens Lykketoft udenrigsminister den dag i dag.

Men sådan gik det ikke. Tværtimod havde rapporten nær spoleret Vibeke Storm Rasmussens politiske karriere. Rapporten lagde jo op til en socialdemokratisk indvandringspolitik, der slet ikke svarede til de fordomme om indvandringen, som Svend Auken, Mogens Lykketoft, Birte Weiss, Torben Lund plus hele det sammenspiste kleresi af halvintellektuelle københavnske verdensforbedrere nærede.

Masseindvandringens fortalere kendte ikke til indvandringens virkelighed. Men de var fyr og flamme for deres egne forestillinger om den. Og når disse (falske) forestillinger stødte mod virkeligheden, er det hos den type mennesker virkeligheden, der må give fortabt. Især når forestillingerne bakkes op af dem, der har høj status i omverdenen, og dem, der bestemmer over aviser, fjernsyn og politiske partier.

20 år tidligere foregik nøjagtig det samme spil. Endda til dels med de samme agerende. Munkemarxisterne foretog fra 1968 til 1970 en lynbesættelse af vore kulturinstitutioner. Med samme resultat. De herskede, hærgede, tog fejl og flygtede.

Heller ikke dengang - for 30 år siden - fik disse herskere fodfæste i befolkningen. Men i kleresiet - medierne, forlagene, universiteterne, gymnasierne, folkeskolen - var ensretningen næsten total. Kun en lille kreds havde rygrad til at tale Maos og Pol Pots venner imod. Det var personligheder som Elsa Gress, Robert Jacobsen, Per Stig Møller, Henrik Stangerup og Bent Jensen.

I 1990'erne er det samme foregået. Ikke mange i offentligheden har talt multikulturisterne imod. Søren Krarup, Jesper Langballe, Ole Hasselbalch har gjort det. Men de er jo konservative. Så de er helt ude af det gode selskab. Ulla Dahlerup turde. Under Ekstra Bladets chef, Sven Ove Gades beskyttelse udredte Ulla Dahlerup indvandringens svindlerier og berigelsesfiduser. Indtil farisæerne til sidst fik lukket munden på hende. Hendes journalistiske skæbne kan sammenlignes med en Nicolai Blædels, som nazisterne fik lukket munden på under besættelsen.

På den politiske arena gik Vestegnens borgmestre imod kleresiet. Britta Christensen fra Hvidovre, Kjeld Rasmussen fra Brøndby, Per Madsen fra Ishøj prøvede forgæves at råbe deres parti op.

Men især har Pia Kjærsgaard været personen, der samlede de umælendes røster og gav folket en chance for at blive hørt i indvandrerspørgsmålet. Hendes navn er stadig et, der ikke må omtales positivt i det pæne selskab. Men lad det nu blive gjort her. For det er dog det, der kommer til at stå i historiebøgerne, hvis de ikke forfalskes. Hvad den kvinde ikke har stået model til af uforskammetheder fra de stuerene, der sad på magten og var nonchalante over for deres lands fremtid. Tegnerne har tegnet hende som en rotte, en djævel, en nazistisk brunskjorte. Uvidende journalister har følt deres moralske selvværd svulme, når de forhørte hende i TV, som var hun en uartig skoletøs, der skulle stå til regnskab hos inspektøren.

Nå, nu er kleresiets raptus så ved at være forbi. Den raptus der bestod i, at kleresiet ikke fandt grund til at sige fra, når toneangivende dele af indvandrerne accepterede, at piger blev omskåret, tyve fik hugget hånden af, "horkvinder" og homoseksuelle blev stenet, unge piger myrdet for at have omgang med ikke-muslimske drenge.

Nu varer det nok ikke længe, før hele striben af mediestjerner ikke længere kan huske, at de for ikke så længe siden mente noget andet om indvandringen end Karen Jespersen og Ulla Dahlerup.

I ly af glemslens mørke vil det muslimske barbaris beskyttere snige sig over på Vestegns-borgmestrenes og demokratiets side. Efterhånden som de opdager, at det tynder ud i den politiske korrektheds geledder, vil de luske over på vores side. Med alle mulige bortforklaringer i rygsækken. Men de vil komme. For deres livsværdier hviler ikke på fast grund. De hviler på frygt for ikke at være bonkammerat med magten.

Nu denne kamp måske er ved at være slut, spørger man sig selv: er dette et træk, der dukker op i alle slægtled - de magtfuldes trang til at markere deres overtag over de magtesløse, de studeredes trang til at hævde sig over for de ustuderede? I sig selv er der jo intet der taler for, at det er "mere stuerent" at gå ind for et multikulturelt Danmark end et dansk Danmark. Tværtimod. Det er altså ikke synspunktets indhold, det er enigheden med de magtfulde, "de fine", der afgør sagen.

I gamle dage kunne overklassen løfte sig i vejret ved at have flere penge. Eller tale et mere dannet sprog. Den slags duer ikke mere. Men nu kan man løfte sig op over de andre ved at have meninger, som hoben ikke deler.

Overklassen har aldrig været begejstret for folkestyret. Men hvis den kan demonstrere sin afstand til folket ved at råbe racist eller landsbytosse efter jævne mennesker, er folkestyret måske dog til at holde ud for overklassen.

Og hvis overklassen så samtidig kan lægge grunden til en befolkningsklasse af indvandrere, får den en ny underklasse, den kan føle sig hævet over.

Så er den hjemme, både for direktørsønnerne og for revolutionens fortropper.