Kronik: Syndflod og naturkontrol

DER ER ingen tvivl om, at oversvømmelserne i Prag, Dresden og de andre oversvømmelsesramte områder har været af historisk karakter. Men ligefrem at kalde dem for en syndflod er vel at tage munden for fuld i vores naturvidenskabelige verden, hvor vi ikke er vant til hændelser af bibelske dimensioner. Dette anfægtede dog ikke en tysk kvinde, der var blevet ramt af de massive oversvømmelser. I en nyhedsudsendelse betegnede hun dem kort og godt som en syndflod - de var ikke at sammenligne med en syndflod, de var en syndflod. Til denne forklaring på oversvømmelserne, som jeg vælger at kalde for mytisk, kan man føje de mange klimaeksperter, der ser denne sommers ekstreme vejr som et udslag af klimaforandringerne. Denne forklaring vil jeg kalde for naturvidenskabelig.

Vi har altså to forklaringer, der støder mod hinanden: en mytisk, der henter sit forlæg i Bibelen, og en naturvidenskabelig. Spørgsmålet er så, hvilken af dem er mest troværdig? For mig at se kan begge forklaringer bruges, og med held kan de endda supplere hinanden. En mytisk forståelse af verden er meget konkret og tager sit udgangspunkt i vores forestillingsevne, fx i nordisk mytologi, hvor man for at forklare tordenvejret brugte billedet af Thor, der buldrer hen over skyerne med sin bukkevogn. Denne måde at forstå naturfænomener på kaldes også for personificering: Man gør naturen personlig ved at projicere menneskelige egenskaber ud på de uforklarlige naturfænomener.

Den oversvømmelsesramte tyske kvinde har grebet til den forklaring, der lå hende nærmest, og som hun kunne forstå: syndfloden, for en sådan er jo en del af den jødisk-kristne erfaringsverden. Derimod talte hun ikke om drivhuseffekten, da den for de fleste er uforståelig til trods for, at forskerne bruger det konkrete billede "drivhus" til at forklare de klimaforandringer, der pågår.

Den mytiske omverdensforståelse tager altså sit udgangspunkt i vores umiddelbare erfaringer, fx når solopgangen stadigvæk hedder solopgang, da alle og enhver kan se, at det er solen, der står op. Således afhænger forklaringskraften i fortællingen om Noahs Ark ikke af, at man finder resterne af arken på bjerget Ararat, men af, at en oversvømmelsesramt kvinde i Tyskland betegner oversvømmelserne som en syndflod. Kvinden spejler sine oplevelser i Noahs og kommer derved til en forståelse. Den mytiske forståelse af verden bliver et isolerende lag mellem mennesket og den nøgne natur, som naturvidenskaberne udforsker.

Klimaforskerne ser modsat kvinden oversvømmelserne som varsel på de klimaforandringer, der følger i kølvandet på drivhuseffekten. En meget stor del af det videnskabelige arbejde går ud på at tømme begreber for deres mytiske indhold. Man kan her tænke på vores forhold til døden. I mange såkaldt primitive kulturer er døden som begreb fyldt med indhold: Der er mange ritualer, der skal udføres for at sikre den døde en sikker passage til dødsriget, man får mad og drikke med i graven, hvis man skulle blive sulten eller tørstig osv.

Sådanne forestillinger om døden har videnskaberne aflivet i den vestlige verden. Døden er blevet reduceret til at være livets afslutning og intet mere. . Med denne disposition til at tømme begreberne for indhold bliver syndfloden som begreb meningsløs i vores moderne verden: Man kan vel ikke for alvor forestille sig, at vandmasserne er udtryk for menneskets syndige adfærd, eller kan man?

Klimaforandringerne er udtryk for det uhensigtsmæssige forhold, mennesket har haft til naturen. Her er der et berøringspunkt mellem klimaforandringerne og syndfloden, for den bibelske syndflod er også udtryk for et uhensigtsmæssigt forhold, ikke mellem menneske og natur, men mellem menneske og Gud. Mennesket havde misligholdt pagten med Gud, og som straf herfor sendte Gud syndfloden for at rense verden for synd.

I Bibelen er det altid sådan, at når mennesket er fjernt fra Gud, så viser naturen sig fra sin mindre gode side, fx med Sodoma og Gomorra, der pga. den ugudelige levnedsførelse dér blev udslettet med Guds ild. Når vi er tættest på Gud, er naturen derimod paradisisk, fx det forjættede land,

At naturen både kan være syndflod og Paradis burde være en rettesnor for vores forhold til den. I Bibelens skabelsesberetning gør Gud mennesket til herre over jorden med ret til at herske over de øvrige skabninger. Menneskets gudsgivne herredømme over jorden og dens skabninger er gennem tiderne blevet udlagt som en ret til at skalte og valte med naturenMen hvis man antager en sådant synspunkt, så glemmer man, at Gud også udstyrede os med en gudslignende fornuft, og det næppe for, at vi skal ødelægge naturen. Ifølge jødisk-kristen tradition kan man altså have to slags forhold til naturen: Et forhold præget af fornuft og kærlighed, hvorved naturen antager en paradisisk form, og et sadomasochistisk forhold, hvor natur og menneske skiftes til at pine og plage hinanden.

Kan man så udnytte en sådan mytisk forståelse af forholdet mellem natur og menneske i et moderne samfund, hvor det er naturvidenskaberne og ikke myterne, der undersøger forholdet mellem natur og menneske? Den mytiske forståelse handlede i al sin enkelhed om at kontrollere naturen ud fra devisen om, at det man forstod, det havde man magt over. Teknologisk set var magten over naturen selvfølgelig ringe, men den illusoriske magt må man ikke undervurdere betydningen af.

Da den mytiske forståelse af naturen veg til fordel for den naturvidenskabelige betød det samtidig, at den illusoriske magt blev afløst af en teknologisk magt over naturen. Man kan anskue hele den naturvidenskabelige æra siden Isaac Newton som et forsøg på at kontrollere naturen gennem en videnskabelig forståelse af dens processer og derved komme et jordisk paradis nærmere. For paradiset fremstår jo ikke for os som den vilde natur med al dens voldsomhed, men som det sted, hvor ulven græsser sammen med lammet (Esajas' Bog 65, 25).

Set i det perspektiv giver det ingen mening at skrotte den naturvidenskabelige udvikling og vende tilbage til den vilde, originale og autentiske natur (hvis en sådan findes), som mange naturromantikere og miljøforkæmpere drømmer om. Vi må tage vores rolle som skabningens pragtstykke på os og med vores gudslignende fornuft og naturvidenskabelige landvindinger forsøge at skabe et paradis på jord. Det er denne indgangsvinkel, Som Institut for Miljøvurderings direktør, Bjørn Lomborg, anvender, hvilket seneste skete i en kronik i The New York Times dagen før, topmødet i Johannesburg i Sydafrika begyndte. I kronikken argumenterer han mod den herskende fortolkning af begrebet bæredygtig udvikling, der uvægerligt indebærer nedskæringer i de vestlige landes ressourceforbrug, hvis naturen skal kunne reddes fra mennesket hærgen. For Bjørn Lomborg er dette ikke løsningen - den består i en tro på, at vi kan møde miljøudfordringerne med en højere grad af naturvidenskabelig udvikling.