Kronik: Kampen om magten og milliarderne i elsektoren

Det er ikke ukendt i dansk politik, at først kommer lovgivningen, og senere kommer de utilsigtede uheldige virkninger, som det viser sig politisk vanskeligt at ændre. Nogle af de værste eksempler kan hentes fra energisektoren, skriver dagens kronikør.

Elsektoren har endnu en gang fanget overskrifterne. Pressens beskrivelse af en formodet personlig magtkamp mellem Elsams Høstgaard-Jensen og DONG's Anders Eldrup er godt stof. Det er de mange milliarder også. Slagsmålet mellem de to direktører og deres selskaber er så spændende, at det overskygger spørgsmålet om, hvad det hele er godt for.

Sagen kan bruges som lærestykke i økonomisk teori. Den giver et praktisk eksempel på, hvor vanskeligt det er at opnå politisk enighed om mange modstridende hensyn på en gang. Den viser, hvor svært det er at give love uden det fornødne overblik, at kontrollere lovenes overholdelse, og at efterleve dem. Det er en cocktail rystet af vanskelige interessekonflikter som eksempelvis:

Statsligt eller privat, dansk eller udenlandsk ejerskab, statsdirigering eller liberalisering, monopol eller konkurrence, miljø eller penge, billig eller dyr elektricitet, store eller mindre enheder, realiteter eller illusioner, beregninger eller fornemmelser, fyldestgørende viden eller lukkethed.

Der er masser af synspunkter. Mange argumenter udspringer af egne økonomiske interesser. Der er enkeltstående beregninger, meninger og tro. Der henvises til hypoteser, politisk dækning, miljø etc. Men om hypoteserne, meningerne og beregningerne er sande eller usande udsagn om nytte- eller skadevirkningen for helheden, har tilsyneladende begrænset betydning på beslutningstagerniveau.

Og efter de voldsomme omlægninger af elsektoren siden 1990 med alvorlige konsekvenser nu og i fremtiden spørger man endnu en gang: Hvorfor har ingen formået at fremlægge en fyldestgørende sammenfattende beskrivelse og konsekvensberegning af vor energipolitik før, nu og i fremtiden.

Energiområdet har så stor betydning i et moderne samfund, at det næppe kan være et spørgsmål om utilstrækkelige bevillinger til forskning. Årsagen er måske, at ingen forsker har evnet at klare udfordringen at binde en teknisk, økonomisk, miljømæssig, juridisk, politisk og social belysning sammen til en helhed. Eller er der et udbredt ønske om at undgå en usminket forståelig redegørelse?

Den sidstnævnte forklaring er nærliggende. Indtil 1999 opererede elselskaberne efter et "hvile-i-sig-selv-princip", dvs., at de hverken måtte få over- eller underskud. Alligevel fik selskaberne lov til at forøge deres værdier kraftigt, idet forbrugerne betalte for opbygningen af kostbare og effektive kraftværker og ledningsnet.

Det kan give god mening i forbrugerejede selskaber. Ganske vist var både forbrugerindflydelse og forbrugerbeskyttelse fraværende, men når værdierne forbliver i selskaberne, gavner de forbrugerne på længere sigt. Denne beskyttelse af forbrugerne blev ændret i 1999 hen over hovedet på dem.

Elforsyningsloven af 1999 krævede, at virksomhederne skulle ændre struktur og give indflydelse til forbrugerne, før de kunne få bevilling. En del af kapitalen skulle fortsat være bundet. Selv om forbrugerne i vidt omfang ejede selskaberne, blev en stor del af kapitalen stillet til fri disposition for deres ledelser. Det nye krav om forbrugerindflydelse skulle sikre, at den frie kapital og afskaffelsen af hvile-i-sig-selv-princippet ikke misbruges af selskaberne på forbrugernes bekostning.

Rigsrevisionen har undersøgt, om Økonomi- og Erhvervsministeriet (og herunder Energistyrelsen) sikrede den nye struktur, om forbrugerne fik indflydelse, og om grundlaget for prisreguleringen blev gennemført. Rigsrevisionen har nu i en beundringsværdigt klar og forståelig redegørelse på 21 sider besvaret disse spørgsmål i en dybt alvorlig kritik af ministeriets forsømmelser og tilstanden i sektoren. "Hvile-i-sig-selv-princippet" er blevet afløst af et tag-selv-bord. Selskaberne fik store muligheder for udfoldelse. Forbrugerne fik ikke den indflydelse, de var stillet i udsigt. De er vant til det. De betragtes ikke som ejere, men som betalere, og de kommer til at betale mere - hver gang.

Rigsrevisionen bemærker i sin beretning: "Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at ingen virksomheder endnu har fået godkendt deres åbningsbalancer. Dette betyder, at indtægtsrammereguleringen af distributionsvirksomhederne - og dermed deres priser - har været baseret på et ufuldstændigt grundlag i de 4½ år, elforsyningsloven har været gældende". Og: "Den ovennævnte vejledning (fra Energistyrelsen) indeholder ikke oplysninger om, hvordan virksomhederne skulle udarbejde deres vedtægter med hensyn til forbrugerindflydelsen, så elforsyningslovens krav herom blev tilgodeset". Og: "Energistyrelsen reagerede således ikke på Konkurrencestyrelsens advarsler om, at det ville volde problemer at opgøre den fri egenkapital". Og: "Virksomhedernes åbningsbalancer, der udgør en central del af grundlaget for prisreguleringen, er endnu ikke blevet endeligt godkendt. Dermed har grundlaget for prisreguleringen været mangelfuldt i de mere end fire år, elforsyningsloven har været gældende".

Det kan på denne baggrund heller ikke undre, at de stigende elregninger blev gjort mere og mere uforståelige, både for forbrugerne og for elforsyningsselskaberne selv. Deres overskud stiger pænt.

Under indtryk af mangel på viden foregår kampen om el-milliarderne på et ustyret område. Den er præget af ønsker om imperiebyggeri og markedsdominans, af svag lovgivning og myndighedens dårlige opfølgning og svigtende kontrol. Rigsrevisionen har før kritiseret ministeriets kontrolsvigt.

For åbent tæppe udkæmpes nu slaget mellem på den ene side den danske stat og på den anden side 20 kommuner og kundeejede forsyningsselskaber med den svenske Stat som sekundant. Den danske Stat agerer gennem sit selskab DONG, forsyningsselskaberne gennem Elsam, som for nylig har investeret godt 10 mia. kr. i at købe 86 pct. af NESA, og den svenske stat gennem Vattenfall.

Den danske stat søger at forøge statens ejerskab i sektoren, men officielt er formålet privatisering. I praksis er det ikke besluttet at lade Staten slippe kontrollen med DONG og dermed nyerhvervede selskaber. Staten vurderer, at den får et større provenu af et delvist salg ved at skabe en stærkere dominans over det danske energimarked. Det lyder sandsynligt.

Det højere provenu til staten skal betales af elforbrugerne over tid. Den højere pris skal forrentes med højere elpriser. Elforbrugerne skal endnu en gang betale for at gavne Statens økonomi og dermed vel i sidste ende skattebetalerne. Begge grupper er stort set lig med hele befolkningen.

Men ikke nok med det. Jo mere forbrugerne har betalt oven i "hvile-i-sig-selv-princippet" og dermed forhøjet den opnåelige salgspris for deres selskaber, desto mere kommer de over tid til at betale til køberne, når selskaberne er solgt. De mange milliarder, som på den måde fjernes fra sektoren, skal betales af forbrugerne en gang til. Der er ikke andre til at gøre købernes investeringer forsvarlige.

Staten siger, at den liberaliserer elområdet, men det modsatte sker, fordi der sker en koncentration på færre selskaber, og fordi konkurrencen sker på en helt ubetydelig del af den samlede el-pris.

Staten griber ind mod monopoldannelse og konkurrencebegrænsning, men på elektricitetsområdet baner staten selv vejen for dominerende aktører. Rigsrevisionen skriver, at Konkurrencestyrelsen flere gange påpegede problemer, og at ministeriet/Energistyrelsen ikke reagerede på advarslerne.

Det siges, at Danmark skal have sit eget store energiselskab. Men hvis det sker, bliver det nemmere for de langt større udenlandske selskaber at købe det og dermed dominere markedet - vel at mærke såfremt staten tillader en reel privatisering og ikke selv bevarer en kontrollerende aktiepost.

Elreformaftalen siger, at den vil sikre forbrugernes indflydelse, men hensigten har ingen effekt.

Elreformaftalen vil fremme forsyningssikkerheden, men den påvirkes ikke.

Det siges, at stordrift gavner elforbrugerne, fordi det gør elektriciteten billigere og forsyningen mere sikker. Det er ren teori. Selv om vi har talrige små selskaber, havde vi for få år siden et af verdens billigste og sikreste forsyningssystemer. De kraftige prisstigninger skyldes ikke deres eksistens. En vis koncentration er hensigtsmæssig, men stordriftens fordele for forbrugerne er ikke dokumenteret.

Noget andet er, at hvis vi ville bygge atomkraftværker, kunne det være hensigtsmæssigt at lade et stort selskab varetage byggeri og drift. Men det er indtil videre ikke en politisk sandsynlighed.

Om der, som Jyllands-Posten har skrevet i en leder, er tale om en rævekage, dvs. en bevidst plan til at lokke penge fra værgeløse elforbrugere til elselskabers og statens kasser, kan vel diskuteres. Så meget kan man vel sige, at alle disponerer ud fra egne ståsteder, og at ingen gør det ud fra en mærkbar hensyntagen til samfundets interesser som helhed.

Det burde være en selvfølge i enhver lovgivning, at den skal bygges på fyldestgørende viden og konsekvensberegninger for det område, der ønskes reguleret. Det er ikke ukendt i dansk politik, at først kommer lovgivningen, og senere kommer de utilsigtede uheldige virkninger, som det viser sig politisk vanskeligt at ændre. Nogle af de værste eksempler kan hentes fra energisektoren.

Det forekommer fortsat ikke muligt at mobilisere en interesse for at sikre et samlet overblik og at frigive oplysninger om sektorens og dens virksomheders driftsforhold. Det er forståeligt, når det betænkes, at de ansvarlige for tilstanden og herunder ministeriet med Energistyrelsen fortsat bestemmer udviklingen. Det bør være muligt at finde objektive iagttagere uden for deres kreds.

Som interessenter i den fremtidige politik bør det være muligt at sætte befolkningen højere end både Staten og energiselskaberne.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.