Leder: Regnskabets time

SADDAM HUSSEIN stilles i dag for første gang for en domstol i Bagdad, hvor den midlertidige irakiske regering vil præsentere ham for de anklager, som sammen med sagerne mod 11 andre af hans håndlangere fra rædselsregimets tid skal behandles ved et tribunal.

Anklagerne om folkemord og krigsforbrydelser dækker over et skrækindjagende synderegister, der sagtens kan hamle op med de ugerninger, som andre berømte despoter har tegnet sig for: Systematisk udryddelse af flere hundrede tusinde kurdere, 400.000 massegrave, der taler deres eget sprog, og over en million irakere forsvundet under det brutale regime.

Hvordan frygten for rædselsregimet og usikkerheden har omklamret og knuget befolkningen i dagligdagen, fik verden et levende indtryk af, da jagten på Saddam Hussein og hans sønner samt de øvrige ansvarlige gik løs efter afslutningen af den egentlige Irak-krig. Frygten var så voldsom og usikkerheden så stor, at folk ikke turde tro på, at Saddam var fanget, eller at hans søn var død, før man ved selvsyn kunne konstatere det. Og selv da turde eller ville nogle stadig ikke tro på det.

Nu stilles Saddam Hussein til regnskab for sine gerninger, men i modsætning til sine mange ofre har han udsigt til at få en retfærdig og fair retssag. Det er fornuftigt af det midlertidige styre at præsentere sagen straks efter magtoverdragelsen, da det er den bedst tænkelige måde at demonstrere viljen til at arbejde i den irakiske befolknings tjeneste. Forhåbentlig vil symbolværdien af den resolutte handling være så stor, at den også kan bortvejre en del af den hidtidige mistro og usikkerhed i befolkningen og skabe mere stabile tilstande.

Hævntørsten vil være udpræget i en befolkning, hvis dagligdag gennem mange år har været præget af rædsler og tvang. Den er en fast del af kulturmønstret, mens retfærdighedstrang er noget, der hører sammen med retssamfundet og dets borgerettigheder, og som hidtil har været et ukendt begreb i Irak.

Det er afgørende, at Saddam Hussein retsforfølges i Irak i stedet for ved en international domstol, der også har været nævnt som en mulighed.

Befolkningen nærer som bekendt en voldsom mistillid til udlændinge, men også i forsøget på at opnå demokratiske tilstande kan det have afgørende betydning, at den foregår tæt på. Hvis retssagen får en tilstrækkeligt afbalanceret mediedækning, vil den samtidig få karakter af en proces, som forhåbentlig rent psykologisk kan bidrage til at modne befolkningens demokratiforståelse.

Tribunalet skal operere efter en blanding af irakiske og internationale love. Det er afgørende vigtigt, at det holder sig inden for retsstaters normale rammer. Over for irakerne bør den demonstrere demokratiets kvaliteter og menneskelige grundsyn i modsætning til despotisk vilkårlighed, så forskellen bliver åbenbar.

Retsopgøret med Saddam Hussein vil have en bred appel, da de fleste familier kan berette om mishandling og tab af familiemedlemmer. Åbenheden om rædslerne vil forhåbentlig også virke forløsende og bidrage til en styrket tro på fremtiden, selv om man fortsat må være forberedt på, at terrorister og kriminelle bander lader høre fra sig i deres meningsløse bestræbelser på at modarbejde frihed og fred for befolkningen.

Regeringen har brug for befolkningens tillid for at komme videre med valg og genopbygning, men hvis retssagen mod forventning ikke giver en mærkbar ændring i de menige irakeres hidtil så betydelige skepsis over for omstillingsprocessen, kan det blive yderst problematisk.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen