Kronik: "Kongen" i klassen

Klassen og klasseundervisning må ikke forsvinde. Men en forudsætning for alt dette er, at læreren er og får lov til at være "kongen" i klassen. Får lov, også af hjemmene. Skolen er først og fremmest lærerne, og er de ikke virkelig "til stede", bliver skolen ligegyldig, skriver dagens kronikør.

Hver gang OECD udsender en kritisk rapport om folkeskolen, bliver der en vis forståelig hændervriden blandt skolefolk og politikere. Efter den sidste rapport er de fleste enige med Ulla Tørnæs: Skolen, lærerne og skolelederne, må i højere grad afstikke "klare mål" for eleverne! Nå ja, egentlig burde det være en selvfølgelighed! Eleverne ved jo ikke selv, hvad de skal lære.

Men måske var det på tide først at se alvorligt og kritisk på Folkeskolens princip om "ansvar for egen læring". De fleste skoleledere er glade for idéen, de vil jo altid gerne eksperimentere, og eleverne skal være "omstillingsparate", og der er it, og der er "undervisningsdifferentiering", dertil er princippet velegnet, mener de.

Radioens "Orientering" bragte et portræt af en dreng i 5. klasse, som havde "knækket halsen" på dette "ansvar for egen læring". Drengen var velbegavet, men hans problem var, at han aldrig kunne vide, hvornår han havde gjort nok, og om det, han havde gjort, var godt nok. Den stadigt urolige samvittighed gjorde ham fortvivlet og ensom: Hvornår kunne han være sikker på, at han havde levet op til det, som forventedes af ham? Hvilken indsats forventedes der af ham? Og hvem forventede denne indsats? Forældrene? Samfundet? - Eller skolen? Nej, skolen var det ikke, i hvert fald ikke lærerne, som hele tiden ligesom viste spørgsmålet tilbage til ham selv: Du skal selv stille målene op i forhold til dine evner, du skal jo tage ansvar for egen læring! Således var han blevet alene med sin samvittighed, og dette var blevet for stort for ham og for ubærligt.

Nu har han skiftet skole til en privatskole, hvor læreren samler klassen og underviser den samlet (i det omfang, det kan lade sig gøre), - og hvor læreren udstikker målene, det og det skal I nå, så og så meget skal I læse og lære! Så nu er drengen faldet til ro, her er han med i et samlet forløb, som læreren styrer.

Et tungt ansvar blev løftet fra hans skuldre, et ansvar, som rettelig slet ikke var hans, men som man i Folkeskolen kalder "ansvar for egen læring".

Det er nemlig et ansvar, som et barn ikke kan bære uden at gå i stykker under det. Og dette gælder vel at mærke for både den svage elev og den stærke: Den svage kan ikke leve op til ansvaret, og den stærke kan ikke overskue og administrere ansvaret.

Alligevel er princippet om "ansvar for egen læring" et bærende princip i Folkeskolen. Eleven skal, lige fra de første år i skolen, begynde at lære at tage det ansvar på sig, som det er at gå i skole og uddanne sig.

Det kan vel nok give mening for de større elever: Nu må du (om det er en elev i 8. eller 9. eller 10. klasse) da snart kunne forstå, at det mere og mere er dit eget ansvar, om du får noget ud af din skolegang. Jo ældre, du bliver, desto mere er det op til dig at få lært det nødvendige. Du må selv tage ansvar. - Jo større eleverne er, desto mere giver det mening at forvente denne selvopdragelse hos eleverne, at de altså selv tager ansvar, og ikke fordi lærer Jensen siger det.

Men for de mindre elever, ja, så længe det drejer sig om børn, er princippet om "ansvar for egen læring" en oplagt fejltagelse.

At ville give barnet "ansvar for egen læring" vidner om et meget ringe kendskab til, hvad det egentlig vil sige at være barn. Det hører jo barnelivet til, at man får sit ansvar fra de voksne, i samlivet med de voksne. Fra sin mor og far eller bedstemor eller onkel Hans får barnet gradvist lært ansvaret at kende, og i skolen må det følgelig kende sit ansvar ved mødet med læreren og ved det forhold til læreren, der derved opstår. Ansvar er jo ikke "medfødt", men opstår ud af et forhold til andre mennesker, ja, ved mødet med andre mennesker, som kræver og forventer noget, - og efterhånden som barnet bliver ældre, overtager det gradvist selv dette ansvar som sit eget. Dette at blive voksen er vel dybest set, at man selv tager det ansvar, som man netop kun kan tage som voksen! Et ansvar er jo et (an)svar på et krav, som først er stillet. Og den voksnes ansvar kan derfor beskrives som den voksnes svar på f. eks. samvittighedens krav, eller tilværelsens krav (eller Guds), som man altså står til ansvar for.

Anderledes med et barn! Et barn skal lære ansvaret at kende fra de voksne, der står barnet nær. Barnets ansvar er derfor dets svar på de krav, som dets nære voksne stiller til det, i hjemmet forældrene og i skolen læreren, som dér netop har pligt til at være den nære voksne! Lærer Jensen regner med, at Peter i 2. klasse har øvet sig på læsning og har regnet sine stykker, når han kommer i skole om morgenen. Dette er nu Peters ansvar, men altså ansvar over for lærer Jensen, som kræver tingene gjort og lært, og dette har nu Peter også gjort og lært, og derfor har han en god samvittighed. Derimod kan Peter ikke sådan bare have en god samvittighed over for sig selv, som hvis han skal tage "ansvar for egen læring". En sådan situation er uvirkelig for Peter. Hvad han kan forstå, og hvad der for ham er virkeligt, er, at »...lærer Jensen blev godt nok også sur, fordi jeg igen havde glemt at regne mine stykker!«

Princippet om "ansvar for egen læring" viser derimod en helt anden virkelighed, nemlig den, at lærer Jensen hverken er sur eller glad, hverken vred eller tilfreds, hverken straffer eller belønner, principielt er han nemlig ikke virkeligt til stede, nemlig som den, der personligt kræver og forventer, at Peter gør det og det. Og som gør det begribeligt for Peter, at gør han det ikke, så svigter han ikke bare sig selv! Men så svigter han også noget dybere, nemlig forholdet til lærer Jensen og i videre forstand forholdet til skolen, ja, svigter meningen med at gå i skole.

Spørgsmålet, når det drejer sig om børneskole, er nemlig: Hvem skal et barn stå til ansvar over for? Dette er måske det vigtigste spørgsmål for, om en børneskole skal blive en god skole (foruden altså spørgsmålet om, hvad der faktisk undervises i!). Folkeskolen mener tydeligvis, at barnet skal stå til ansvar over for sig selv. Men dels er jo dette en selvmodsigelse, og dels er det imod barnets "natur", for ifølge den står et barn til ansvar over for den voksne, som har lært det at kende ansvaret. Og får barnet ikke lov til det, er det stødt ud i ensomhed, et svigt fra den voksne og et forræderi mod barnet!

Tankegangen om "ansvar for egen læring" viser i retning af en mere afslappet og neutral lærertype, nemlig den lærer, som slipper for alt dette bøvl med at skulle kræve børnene til regnskab, - læreren er til stede som en slags konsulent, der kan hjælpe og vejlede med det projekt, som nu er barnets, og hvor barnet altså selv skal forestille at have taget ansvar. Derfor er læreren med, når eleven skriver i sin "logbog", hvad eleven beslutter skal nås og gøres inden for f. eks. en uge, og læreren er med til at tale med eleven senere: Nåede du så det, du ville? - Men at læreren selv sætter sin vilje ind og forlanger, at .... nej, nej, den tid er forlængst forbi. I det hele taget at læreren skulle være en slags autoritet for børnene, fagligt og menneskeligt, den tid er også forlængst forbi. Hvordan og hvorfor er det gået sådan?

Hvorfor er læreren i dén grad trådt ned fra piedestalen som den, der sætter dagsordenen? Kommer det af skolens (og skolelovgivningens) formål om at ville opdrage til demokrati, ideologien om at ville indpode en demokratisk tankegang i børnene allerede fra første skoledag? Er det den, der får lærerne til at trække sig tilbage og blive de utydelige voksne, de ofte er?

Martin A. Hansen havde kun ringeagt til overs for forestillingen om at opdrage til demokrati. I 1930'erne og 40'erne var han lærer på øvelsesskolen ved Blågård Seminarium. Under og navnlig efter besættelsestiden var stærke kræfter optaget af tanken om at opdrage ungdommen til demokrati, få den til at tro på demokratiet for ligesom at vaccinere mennesker mod diktaturet og således undgå en ny katastrofe. Men MAH skriver i et essay om opdragelsesproblemer (1949):

»I de voldsomme Opgør med Autoritetsprincippet har der været meget sandt, men at bilde nogen ind, at Autoritet overhovedet kan undværes i almindelige Skoler, at nægte, at de allerfleste Børn elsker og ønsker, at den Voksne, de har Tillid til, også har Fasthed og er den Voksne, det er efter min Mening noget Vrøvl.

Jeg kan nemlig ikke forstå, hvad man mener, naar man taler om at opdrage og udvikle det demokratiske Menneske. Jeg kan forstå, at man taler om at opdrage til kristne eller socialistiske eller liberalistiske Mennesker. Demokrati er efter min Mening en uhyre betydningsfuld Samfundsform, hvori der kan være mange Slags Menneskesyn. At lære at tage Hensyn til hinanden, at have respekt for andres Meninger, det er altsammen noget, der hører vor etiske Tradition til, og som følger af sig selv, om det er en god Skole. Det er gode Former, men det er ikke et Indhold, som nærer Sjælen.

Een af de virkelig sunde og gode Idéer, der er trængt ind i vor Skole, er Samfundstanken, at Klassen skulle være et lille Samfund. Alt for mange Hjem er jo ikke Samfund i nogen virkelig Forstand, maaske en Gang hver fjortende Dag, naar man har Tid. Men Klassen kan være og er gudskelov mange Steder et Samfund, - det er i hvert Fald en betydningsfuld Ting for Opdragelsen, om der skabes saadan et varmt lille Samfund. Lad saa Læreren være Kongen i det. Dur han til at skabe Samfundet, er han også egnet til at være dets Konge.«

Men i dag er læreren alt for sjældent "kongen" i klassen! - Det følger af den moderne skoles "demokratiske" pædagogik, at barnet kommer for meget i centrum, det lille individ bliver målet. Alene derfor er denne grundtanke gal. I stedet burde stoffet være skolens centrum, alt det, der skal læres!

Og skoleklassen kan da være et sted at "høre hjemme" i for et barn, et lille samfund, hvor et barn kan befries fra at være i centrum. Derved kan det få den første opdragelse til det liv, det er på vej ind i. Den første (samfunds)opdragelse fra at være et enkeltindivid og til at høre sammen med andre i en fælles kultur.

Derfor må klassen og klasseundervisning ikke forsvinde. Men en forudsætning for alt dette er, at læreren er, og får lov til at være, "kongen" i klassen! Får lov, også af hjemmene! Og at han/hun selv vil være det. Lærerpersonligheden må genindsættes i sin gamle værdi, hvis skolen skal have virkelig betydning for børnene og for samfundet. Skolen er først og fremmest lærerne, og er de ikke virkelig "til stede", bliver skolen ligegyldig!

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen