Stands sorteper-spillet

I TIDEN efter sammenbruddet i Indenrigsministeriet talte mange om, at det hele var en stor opvisning i sorteper eller abespil. Hvem skal have skylden, sorteper, aben? Jeg frygter, at meget spind og dårlig vilje kan gå hen og ødelægge ens gode forårshumør.

Det værste er imidlertid, at Danmark kommer til at sidde med sorteper.

»Når noget ikke er i stykker, skal man ikke reparere det,« og »hvis man står i et hul, skal man holde op med at grave,« er de to vigtigste regler for enhver regering. Er det ikke simpel borgerpligt at minde om netop disse husråd i forbindelse med de sammenbrudte kommunestrukturforhandlinger?

Gentagne gange har man overvejet vores kommunestruktur herhjemme som i udlandet, og hver gang har resultatet været positivt. Selvfølgelig er nogle kommuner og amter for små til at klare opgaverne, men hvorfor ændre grundlæggende ved noget, der fungerer, og som har et kraftigt demokratisk element?

Tag sundhedsvæsenet. Langt fra ideelt. Men målt i forhold til patienttilfredshed, ressourceeffektivitet og kompetence overgås det vistnok ikke af andre.

Et prestigeprojekt

Reformen fra regeringen vil totalt omkalfatre det kommunale landskab. Der er ikke lagt op til kosmetiske ændringer. Beklageligvis har de konkrete forslag aldrig været ude til høring eller grundig folkelig debat. Som et prestigeprojekt skal det hamres igennem inden grundlovsdag - også selv om det bare er VKO-flertallet. Virkningen af reformen vil være færre folkevalgte, ingen levedygtige regioner, masser af nye kommunale selskaber, der er totalt udemokratiske og derfor er egnede til at privatisere, massiv forøgelse af statslig styring og kontrol, stigende udgifter - uden at nogen vil fortælle, hvor pengene skal komme fra - og enorm usikkerhed hos titusindvis af offentligt ansatte.

Ingen sagkyndige har hidtil vurderet, at reformen vil forbedre sundhedsvæsenet, gymnasierne, miljø/natur/planlægning, arbejdsmarkedet eller forholdene for de handicappede. Tværtimod har alle advaret. Dyrere, dårligere, dummere, er de sagkyndiges bekymring.

Hvad med en "time out" til at tænke sig om? Stop spillet omkring sorteper og aben. Prøv i stedet et helt andet drama med andre rollehefter. Oppositionen skal stikke sine smørrede grin indenbords og lade være med at hovere over dårligt håndværk. Efter næste valg kan man sagtens være dem, der skal leve med dette klamphuggeri. Regeringen skal derimod erkende, at man har lagt de gale strenge på buen. En god reform er altid ressourcekrævende. Derfor skal den give dokumenterbare forbedringer, den skal forberedes grundigt, og den skal gennemføres af et bredt flertal. Ingen af de betingelser opfylder den nye kommunalreform. Tværtimod. Glem den. Ingen vil savne den.

Der er ikke brug for sorteper. Eller prestigespil. Der er brug for nogle ordentlige, ikke-ideologiske rammer for det lokale folkestyre. F.eks. dem vi har.

De reelle problemer

Hvad med at bruge regeringens og oppositionens ressourcer på de reelle problemer i det danske samfund: Forskning og udvikling for at skabe basis for fremtidens job, omstilling af energisystemet mod VE/brændselsceller/brint, integration af udlændinge, udstødning af de svage, arbejde til de nyuddannede, forarmelse af naturen?

Der er nok at tage fat på. Både for en rask regering og en rask opposition.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen