Leder: Slipselægerne

BLANDT MEDICINSTUDERENDE hedder det sig vistnok stadigvæk med akademisk sarkasme, at overlæger er sterile. Det er den slags bemærkninger, der falder, når overlægen efter grundigt at have manuduceret de studerende i den pertentlige hygiejnes afgørende betydning selv glemmer at vaske hænder.

Talemåden har fået en ny og aktuel betydning, efter at et hold forskere på et hospital i bydelen Queens i New York har afsløret en ny hidtil upåagtet smittekilde.

Det viser sig, at halvdelen af de slips, som hospitalets læger bar under deres kontakt med patienterne, var inficeret med smittefarlige, sygdomsfremkaldende bakterier. At slips er inficerede bør ikke overraske, for hvor ofte er det nu lige, man vasker slips. For slet ikke at tale om at sende dem på renseriet, for silkeslips, som efterhånden er almindelige, tåler ikke maskinvask.

Og hvor ofte er det nu lige, man husker, at man skal vaske hænder, inden man retter på slipset.

Forskernes undersøgelse rummer imidlertid den måske overraskende og pikante detalje, at slipsene på læger og andet personale, der havde direkte omgang med patienterne, var inficerede otte gange så ofte som for eksempel hos sygehusets sikkerhedspersonale.

Det er tankevækkende og tyder ubønhørligt i retning af, at sundhedspersonalet, der mere end andre skulle være opmærksomme på hygiejnen, tværtimod sløser med den. Kan det være, fordi lægerne faktisk tror, at de er sterile?

Man kunne fristes til et par velvalgte morsomheder om, at en sådan kalamitet herhjemme ville være utænkelig, fordi danske læger ikke går med slips - hverken på operationsstuen eller ved andre lejligheder.

Men sagen rummer en alvorlig påmindelse om, at hygiejnen skal tages alvorligt i sundhedssektoren, og det er ikke mange måneder siden, at aviserne kunne meddele, at uacceptabelt mange patienter pådrager sig infektionssygdomme på hospitalerne.

Der er masser af mulige smitteveje i et miljø, hvor infektioner er mere dødbringende end udenfor, og slipsehistorien er således andet og mere end en lille kuriositet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen