Kronik: Den kulturtænkning hænger ikke sammen

Der er ikke mere nogen sammenhæng mellem store institutioner og kunstnerisk kvalitet, snarere tværimod.

Kvaliteten kan poppe op alle de mest uforudsigelige steder, og den gør det selvfølgelig oftest dér, hvor den kunstneriske vilje og egensindighed ikke drukner i bureaukrati og institutionalisme, skriver dagens kronikør i en efterlysning af de kulturpolitiske visioner i forhandlignerne om en kommunalreform.

Det var ikke meget, der stod i Strukturkommissionens betænkning om kultur. Man skulle blandt de 1.600 sider lede langt henne i bilagsbindet for at finde fem forkølede sider.

Til gengæld var meldingen nogenlunde klar. Det var nu blevet forkert, at der er flere offentlige støttegivere til den samme kunst- og kulturinstitution.

Det fører nemlig til, at man lokalt prioriterer det, som man kan krige sig statstilskud til, og desuden er den delte finansiering udgiftsdrivende såvel på statsligt som på kommunalt niveau - man ser det for sig: det driver af udgifter! Siger altså Strukturkommissionen. Og den må vel forestille sig, at ude i Øster Bøvelse Kommune sidder kommunalpolitikerne og drømmer om et egnsmuseum, men, siger borgmesteren, så: "Vi tager sgu et egnsteater i stedet, for dér betaler de ovre i København halvdelen af udgifterne." Og dermed er den sag afgjort i Øster Bøvelse Byråd. - Jeg tvivler på, at de prioriterer og tænker sådan, selv i Øster Bøvelse.

At den delte finansiering er udgiftsdrivende, og at det er galt, er et interessant argument. Da man indførte delt finansiering på kulturområdet, havde man ikke opfundet ordet "udgiftsdrivende", dengang hed det sig, at staten skulle animere til, at kunsten og kulturen blev forankret ud over landet, og det kunne bl.a. ske ved at få kommunerne engageret kulturpolitisk. Og staten etablerede så forskellige typer af refusions- og medfinansieringsordninger ud fra kulturpolitiske prioriteringer. Staten havde et medansvar for kulturpolitikken i hele landet. At man kunne få kommunerne med i kulturpolitikken, blev dengang anset for vældig positivt. Men nu er det helt forkert og udgiftsdrivende, at kommunerne faktisk fulgte trop.

Signalet i Strukturkommissionens betænkning var tydeligt nok: Ændret arbejdsdeling og afskaffelse af den delte finansiering på det kulturpolitiske område. Staten kunne så koncentrere sig om de opgaver, man kalder "de nationale". Forsøg på at ændre arbejdsdelingen i kulturpolitikken og på at trække staten tilbage fra det decentrale kulturliv har faktisk stået på dagsordenen for de fleste kulturministre, siden Ole Vig Jensen i 1989 var fortaler for, at staten burde koncentrere sig om de etablerede nationalinstitutioner, kunstneruddannelserne og den skabende kunst (dvs. Statens Kunstfond).

Såvel Grethe Rostbøl som Jytte Hilden kørte med helt tilsvarende formuleringer. Og Hilden igangsatte ydermere regionale kulturforsøg, hvis irreversible ambitioner var, at kulturpolitikken ud over landet skulle kunne føres af kommuner og amter alene, mens staten kunne trække sig tilbage til kulturen inden for voldene. Kommunerne og amterne kunne så få en pose penge, som de selv kunne disponere over. I første omgang var den øremærket til kultur, men hensigten var vel efter forsøgsperioden, at skidtet kunne lægges ud i bloktilskuddene, og så måtte de selv prioritere lokalt: mad eller teater til ungerne i børnehaverne!

Det er først med regeringens oplæg "Det ny Danmark", at disse overvejelser får flere ben at gå på. For regeringen går nemlig noget længere på det kulturpolitiske område, end en kommunalreform i sig selv kunne lægge op til. Man nøjes ikke med at fordele de hidtidige amters kulturpolitiske opgaver mellem kommune og stat. Nej, man benytter anledningen til også at flytte rundt på arbejdsdelingen mellem kommuner og stat, selvom der ikke er noget i en ændret kommunal struktur, der gør det tvingende nødvendigt.

Nogle af kulturudgifterne skal gøres rent kommunale, særlig på teaterområdet og vedr. musikskolerne. Til gengæld vil staten holde kommunerne (delvis) skadesløse ved hjælp af øget bloktilskud. Men der er langtfra tale om en konsekvent forenkling af arbejdsdelingen. På hovedparten af kulturområderne vil der stadig være tale om delt finansiering. Der er altså ingen konsekvens i det, man forestiller sig.

I den offentlige debat om det her er hovedvægten blevet lagt på frygten for, at kommunerne med kulturpenge som bloktilskud vil gøre, som de gjorde, da bloktilskuddet blev forøget for at opgradere folkebibliotekerne med IT, Internet og musik, nemlig at lade de ekstra penge sive hen til alle mulige andre gode kommunale formål. Den frygt kan man da heller ikke afvise. Men om den bliver til virkelighed vil afhænge af, hvad det er for en slags nye storkommuner, der etableres.

Bag fordelingen af de finansielle opgaver til kunst og kultur ligger en forestilling i regeringen om, at man meningsfuldt kan skelne mellem kunstinstitutioner med national betydning/funktion på den ene side og dem med lokal forankring på den anden.

Dem med national betydning bliver statsinstitutioner og fyrtårne. Og dem med lokal forankring bliver kommunale institutioner og andenrangs. For man mener nemlig, at de institutioner, man gør til statsinstitutioner, er af særlig kvalitet. Hvordan man har fundet frem til denne særlige kvalitet hos Odense Teater, der skal være statsinstitution, i modsætning til Betty Nansen Teatret, der skal være kommunal institution, fremgår ikke. Man har i hvert fald ikke benyttet sig af det højt besungne armslængdeprincip, som vi jo ellers bryster os af, når vi erklærer, at det ikke er politikerne, der skal tage stilling til kunstnerisk kvalitet. Til det har vi armslængdeorganer, som netop har forstand på kunst. I forbindelse med kommunalreformen er det regeringen og embedsmændene, der foretager kvalitetsbedømmelsen af kunst.

Det grundlæggende spørgsmål er, om det giver mening at skelne mellem institutioner af national betydning og institutioner med lokal forankring.

Aarhus Teater ligger på Bispetorvet. Dér spiller det sine forestillinger, et blandet repertoire, der bl.a. fordansker et internationalt repertoire, svarende til hvad tilsvarende teatre i udlandet spiller. Teatret turnerer stort set ikke, og slet ikke udenlands, og dets publikum kommer i hovedsagen fra Århus Amt.

Det skal gøres til statsteater og kvalitetsfyrtårn. Få hundrede meter derfra i Mejlgade ligger Gruppe 38, der er blevet betegnet som et af verdens bedste børneteatre. Det spiller sine forestillinger på Auktionsscenen i Århus, men også på turneer over hele landet, og gennem de senere år på udlandsturneer. Det har altså en national funktion, som del af det turnerende børneteater, og en international funktion. Ergo skal det gøres til en lokalt forankret institution!!

Den her tænkning hænger ikke sammen. Man kunne med lige så stor ret - eller nok større - have foreslået det modsatte af det, man gør. Man kunne have gjort landsdelsscenerne til institutioner med lokal forankring, støttet af kommunerne, og man kunne have gjort nettet af egnsteatre og små storbyteatre til institutioner af national betydning, støttet af staten.

Problemet er, at man ikke kan kategorisere noget på kunstområdet som enten lokalt forankret eller kvalitativt fremragende og af national betydning. Man kan formulere det lidt firkantet: Kvaliteten udspringer af den lokale forankring, og det er det lokale udgangspunkt, der også gør noget interessant nationalt og internationalt, hvis vi altså taler om kunstnerisk kvalitet og ikke om international mainstream.

Der er ikke mere nogen sammenhæng mellem store institutioner og kunstnerisk kvalitet, snarere tværtimod. Kvaliteten kan poppe op alle de mest uforudsigelige steder, og den gør det selvfølgelig oftest dér, hvor den kunstneriske vilje og egensindighed ikke drukner i bureaukrati og institutionalisme.

Det er derfor helt ude af trit med kunstens situation, når regeringen gennem sin udpegning af kunstneriske fyrtårne søger at banke os tilbage til slutningen af 1800-tallet.

Hvis man skulle lave et snit for at opdele ansvaret i kulturpolitikken, så skulle man under ingen omstændigheder bruge dimensionen national betydning versus lokal forankring, for det er i mange tilfælde det samme, man kunne nok snarere bruge en dimension, der hed kunstnerisk produktion versus formidling af kunst.

Det ville måske være heldigere, hvis man partout skal lave kulturpolitisk arbejdsdeling, at placere formidlingen af kunst som en aktivitet, der éntydigt støttes af de nye storkommuner.

Men spørgsmålet er da, om enhver embedsmands drøm om klare linjer og entydig arbejdsdeling er værd at tilstræbe i den del af kulturpolitikken, der handler om kunst?

For kunstens frie udvikling og livskraft er det måske mere rigtigt at satse på et mix af lokalt og nationalt, altså både en lokal forankring og en national betydning, både en lokal og en statslig finansiering.

Jørn Langsted er professor i dramaturgi og leder af Kulturpolitisk Forskningscenter Århus.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen