Leder: Blairs trængsler

BRITISKE premierministre er sjældent langtidsholdbare. Ikke så meget på grund af vælgerne som de interne stridigheder, der historisk har præget Storbritanniens to dominerende partier Labour og de konservative.

Endnu sidder Tony Blair i Downing Street 10, men på de bageste bænke i parlamentet er Labour-medlemmerne begyndt at røre på sig.

Tony Blairs største problem er krigen i Irak og parløbet med USA's præsident George W. Bush.

Hvad der såvel militært som politisk begyndte som en så stærk alliance, at det uden tvivl har spillet ind i Danmarks beslutning om at gå med i krigen mod Saddam Hussein, udgør i dag en stedse større belastning for den britiske premierminister. Vel at mærke en belastning, som han har svært ved at distancere sig fra.

Briterne har, efter alt hvad vi ved i dag, ikke haft lod eller del i den skandaløse behandling af fangerne i Abu Ghraib-fængselet, men de voldsomme reaktioner rammer uvægerligt også Downing Street 10.

Man skal ikke glemme, at Blair-regeringens beslutning om at gå med i krigen mod Irak blev mødt med den største demonstration nogensinde, hvor anslået flere end to millioner i London marcherede mod Blair og Bush.

Det tjener den britiske premierminister til ære, at han ikke vaklede. Imidlertid er skæbnefællesskabet med George W. Bush også, hvad der nu har fået Labour-parlamentarikere til at positionere sig for det tilfælde, at Blair tvinges til at vige pladsen for finansminister Gordon Brown.

Det er svært at se, hvad en ny labourleder skulle kunne gøre anderledes.

At trække de britiske tropper ud af Irak vil være en så uvenlig handling over for Storbritanniens historisk vigtigste allierede, at skaderne kan vise sig uoprettelige samtidig med, at militante muslimer vil juble over at have haft held til ikke blot at bringe en spansk regering til fald, men også at splitte USA og Storbritannien.

Med titusinder af tropper i krig siger det sig selv, at hvis Blair skal detroniseres, må det ske gennem et parlamentsvalg og ikke et internt partiopgør, hvis eneste vindere vil være de rabiate muslimske kræfter, der er selve årsagen til krigen mod terrorismen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen