Kielers spørgsmål kan ikke besvares

DEN GAMLE modstandsmand Jørgen Kieler har 15/5 stillet et spørgsmål, der ikke kan besvares. Han har spurgt: »Med hvor mange dage forlængede det dansk-tyske samarbejde krigen, som hver eneste dag kostede tusinder af mennesker livet?«

Man har regnet ud, hvor mange dage de danske fødevareforsyninger rakte til at forsyne den tyske befolkning, men derfra bør trækkes de forsyninger, som Tyskland havde kunnet trække ud af Danmark, hvis samarbejdet var ophørt, og det kan ingen regne ud. Blandt andet ville de danske rationer omgående være blevet sat ned af et tysk militærstyre, men ingen kan sige hvor meget.

Og hvorfor begrænse spørgsmålet til Danmark alene?

Hvorfor ikke også spørge, hvor mange dage det forlængede krigen, at Vestmagterne i 1938 i München udleverede Sudeterlandet med Tjekkoslovakiets grænsebefæstninger til Tyskland?

Og hvorfor ikke spørge Rusland hvor meget dets leverancer til Tyskland i perioden 1939 til 1941 forlængede krigen? Og sådan kan man forlænge spørgelegen til liden nytte.

Eneste mulighed

Faktum er, at samarbejdspolitikken - eller forhandlingspolitikken, som jeg foretrækker at kalde den - var den eneste mulighed for Danmark efter fiaskoen den 9. april 1940, medmindre man foretrak et tysk militærdiktatur.

Det gjorde regeringen og rigsdagen ikke, og det gjorde de to senere modstandspartier heller ikke.

Kommunisterne var af den tysk-sovjetiske venskabspagt bundet til ligefrem at rose "Hitlers fredspolitik", og Arne Sørensen fra Dansk Samling advarede dengang imod at skifte regering under Besættelsen.

Skønt den norske regering havde helt andre muligheder end den danske for at videreføre kampen, både på grund af Norges udstrækning og natur og oven i købet med løfte om allieret støtte, anmodede den alligevel om aftenen den 9. april om at få samme ordning, som Danmark havde opnået.

De danske forhandlingspolitikere kan ikke identificeres med Erik Scavenius, som de var enige om at ville styrte allerede i 1941, men desværre kunne de ikke finde nogen afløser. Og under Telegramkrisen i 1942 stemte flertallet både hos Venstre og de konservative for at sige nej til de tyske krav, og da det alligevel endte med, at Scavenius erstattede Vilh. Buhl som statsminister, udtrådte Knud Kristensen af regeringen i protest. Hverken forhandlingspolitikken eller modstandsbevægelsen kan præsenteres med et enkelt ansigt.

Ligesom Jørgen Kieler er jeg tilfreds med, at vi har Anders Fogh Rasmussen som statsminister, men det skyldes ikke hans vurdering af Danmark under den tyske besættelse, for den bygger på manglende viden og forståelse for datidens komplicerede realiteter.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen