Kronik: Trykkefrihedens rette brug

Trykkefrihedens fjende er og var staten. Staten repræsenterer altid ufrihed eller tvang; den vil altid have, at pressen skal være public service. Med trykkefriheden blev litteratur til fiktion. Det samme gælder aviser. Roman og avis er demokratiets to fiktionsformer, skriver kronikøren på Pressefrihedens dag.

Hostrups sangspil "Genboerne" fra 1844 indledes med en scene på traktørstedet Kristian Firtal, hvor vi overværer en samtale mellem to "spidsborgere". De diskuterer alle de nye foreninger, som man kan være med i. Vi befinder os jo i årene lige før grundloven blev til. En af disse spidsborgere siger til studenten Klint: »Ser du, for det første er jeg Skandinav, og saa er jeg med i Trykkefriheden«. Den anden spørger om, hvad det er for noget, og den første svarer: »Aa det er - ja jeg veed det sgu egentlig ikke, og der er heller ikke meget ved det, men det er ogsaa grumme billigt«.

Der fandtes et "Selskab for trykkefrihedens rette brug". Medstifter var teologiprofessoren H. N. Clausen. Han var liberalist, som alle andre af datidens intellektuelle og stolede dermed på fornuften, Gud og fremskridtet. Liberalist hed dengang frisindet. Den slags teologer findes der ikke mange af længere.

"Genboerne" er en liberalistisk allegori og blev skrevet på et tidspunkt, hvor der fra statens side førtes utallige censursager mod datidens aviser som Fædrelandet. Vi tænker ikke ofte på, at litteratur skrevet før trykkefriheden er skrevet under en form for censur. Med andre ord er litteratur, liberalisme, demokrati og trykkefrihed nært beslægtede.

Trykkefrihedens fjende er og var staten. Staten repræsenterer altid ufrihed eller tvang; den vil altid have, at pressen skal være public service.

Så kom grundloven og ophævelsen af censuren. Hermed muliggjordes den moderne avis og den moderne litteratur i form af romanen. Med trykkefriheden blev litteratur til fiktion. Det samme gælder aviser. Fiktion er jo retten til at sige, hvad man vil uden hensyn til, om det er sandt eller ej. Roman og avis er demokratiets to fiktionsformer. Drama, epos og lyrik hører fortiden, enevælde, censur, kongemagt og kirke til. De fortsætter med at blive skrevet også efter grundlov og demokrati, men deres betydning svækkes betragteligt.

Avisen er en endagsbestseller og som sagt nært beslægtet med romanen som litterær genre. Både avis og litteratur kan overtages af staten, som det sker i totalitære stater. Forudsætningen for avis, litteratur som fiktion og trykkefrihed er to ting: det fri marked og civilsamfundet. Hvor disse to ikke findes, kan litteratur være i opposition til staten, men med trykkefriheden mister litteraturen på en måde staten som fjende og i stedet får den en anden og langt stærkere fjende: markedet, og det vil sige publikum. Publikum har en dårlig indflydelse på både roman og avis; de vil hellere have krimier og sladderblade end modernistiske digte og seriøse aviser. Trykkefriheden er dermed også en trussel mod litteraturen, der derfor i stigende grad igen søger tilbage til staten som mæcen og beskytter mod friheden.

I totalitære samfund er aviser ikke fiktioner. Den avis, vi alle husker fra sovjettiden, hed Pravda, og det betyder sandheden. Og kun en tåbe troede dengang på sandheden. I totalitære samfund er litteratur heller ikke fiktion, men sandhed. Hvis folk i Rusland både før og efter revolutionen ville læse noget sandt, læste de Turgenjev eller Solsjenistyn. I dag er både romaner og aviser også - og endda især i Rusland - fiktioner. Det er et resultat af trykkefriheden, men det fører også med sig, at det ikke er til at vide, om en avis taler sandt eller ej, og det fører med sig, at litteraturen mister betydning.

I et totalitært samfund er fiktion altså ikke tilladt, og aviser skal sige sandheden. Men skal de ikke også det i demokratiske? Hvis avisen ikke kan sige, hvad den vil, har vi så trykkefrihed? Har en avis ikke samme rettigheder som romanen? Den slags spørgsmål viser, at vi ikke endnu helt har vænnet os til, at en avis er en fiktiv genre. Hvordan kan en avis hedde Information, hvis den er fiktion? Her lader man, som om avisen er noget andet, end den er, men det er en kendt teknik fra litteraturen. Da romanen opstod, kaldte man den alt andet end fiktion eller roman; i stedet kaldte man den historie, et studie eller et billede. Romanen ville gøre alt for at skjule, at den var ren fiktion, og det gør den såmænd endnu. Man kan høre romanforfattere med en forslidt frase undskyldende sige, at fiktionen er en omvej til sandheden. En anden måde at forsøge at fastholde troen på, at aviser siger noget sandt, går ud på at opdele aviser i to slags, hvor man forviser tabloidaviserne som B.T. og Ekstra Bladet til periferien og alleryderst ude har Se & Hør og Kig Ind. Dem tillader vi større grad af frihed og fiktion end de seriøse aviser. B.T. kan dermed sige, at de er sandere end Se og Hør, og JP kan sige, at den sandere end B.T. Og Information kan fastholde illusionen om, at den kommer med den vare, der hedder information. Nu betyder information jo at forme noget.

Uanset hvad en avis hedder, stoler vi aldrig helt på den. Noget er ikke sandt, blot fordi det har stået i avisen. Man kan ikke henvise til den som kilde eller sandhedsvidne. Det skyldes trykkefriheden.

Der findes en lille historie fra midten af det 19. århundrede om en mand i Chicago, der ville lave en avis. Han satte sig så ned og ventede på, at der skulle ske noget. Men der skete ikke noget. Så fandt han ud af, at han selv ville skabe nyhederne og derefter skrive om dem. Her har vi oprindelsen til det fænomen, som vi alle kender og taler om: den medieskabte nyhed eller virkelighed. Medierne har en skabende frihed ganske som romanforfattere. Resultatet er, at vi ikke ved, om nyheden ville være der, hvis ikke medierne havde skabt den, eller om nyheden findes uafhængigt af medierne.

Hvilken mening har det at sige, at der er sket en nyhed, men der var ingen medier tilstede? Hvem vil lave en demonstration, hvis der ikke er medier? I den forstand er også terror en æstetisk iscenesættelse, og terroren er ligeså afhængig af medierne som medierne af terror. Det blev sagt om den første Golf-krig, at den var en ren mediekrig. Og den palæstinensiske intifadas stenkastende drenge ventede også pænt med at kaste deres sten, indtil kameraerne og reporterne var til stede. Det faktum, at der er medier tilstede i de palæstinensiske områder, viser også, at Israel er et demokrati. I dag ser vi medieskabte optøjer i Bagdad; de var der ikke før, altså er demokratiet og pressefriheden nået til Irak.

Noget bliver med andre ord først virkeligt, når det har været beskrevet i medierne, og hvis medierne ikke vil skabe min virkelighed, kan jeg gøre det selv ved at lave en hjemmeside i globaliseringens nye medium: internettet. Video ergo sum, hedder det. Jeg ser - altså er jeg.

Trykkefriheden muliggjorde fiktionen, dvs. friheden til at sige hvad man vil. Dermed kom det motto til at gælde om avisen så vel som om alle de andre medier: mediet er budskabet. Det blev formuleret af den canadiske mediefilosof Marshall McLuhan i bogen "Understanding Media" (1964). Det betyder, at vi ikke læser om noget, men at avisen har sig selv som indhold. Vi kender det alle. Vi siger: skal vi se fjernsyn eller skal vi gå i biografen? Vi læser avis, men ikke noget i avisen. Avisen er noget, man synker ned i som i morgenbadet, sagde McLuhan. Et andet begreb han brugte var: "betalt læring". Annoncørerne betaler læserne for at bruge tid på deres produkter. Hvad McLuhan sagde var, at aviser er som modernistiske digte. De er, men handler ikke om noget. Med grundloven kom altså fiktion, frihed og demokrati. Der kom også noget andet, som vi diskuterer igen, men som vi ellers ikke har talt meget om siden Hostrups dage: det nationale og nationalstaten. Det er dukket op, fordi EU er ved at blive svækket, på grund af indvandring, muslimer og alle de ting, som jeg ikke behøver nævne her.

Trykkefriheden var også forudsætningen for nationalstaten. Nationalstaten er et forestillet fællesskab, og når man skal forestille sig dette fællesskab skyldes det naturligvis, at det ikke findes, for hvis det gjorde, skulle man ikke forestille sig det.

Det nationale fællesskab erstatter religiøse fællesskaber. Men hvordan i al verden får man mennesker til at forestille sig et fællesskab med mennesker, som de ikke har set eller kender, dels fordi de bor i dele af landet, hvor man aldrig har været, eller endnu mere fordi de er døde eller ufødte? Man kunne endda få folk til at gå i døden for anonyme mennesker ene og alene, fordi de var danskere?

Før i tiden tvang man folk til at gå i kirke og være evangelisk-luthersk kristne, men med religionsfriheden blev folk fri for at gå i kirke. Hvordan sikre sammenhængskraften - integrationen - når man ikke kunne tvinge dem sammen?

Ja, demokratiet havde sine to religionserstattende medier: romanen og avisen eller fiktionen, som folk frivilligt læste. En nation består af avis- og romanlæsere.

Når man læser den samme avis, forestiller man sig, at det gør de andre også. Når jeg kommer til København og ser de samme aviser som i Århus, så føler jeg det nationale fællesskab, selvom jeg intet ellers har tilfælles med dem. Det nationale er dermed et slags selskab for trykkefriheden. Uden aviser og romaner intet nationalt fællesskab.

Så er problemet kun, at færre og færre læser litteratur og romaner, de surfer i stedet på nettet. Der laver de deres egne fællesskaber. Nettet er et angreb på nationalstaten, men ikke på trykkefriheden.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.